Populære film som amerikaneren Steven Spielbergs 'Schindlers Liste' eller italieneren Roberto Benignis 'Livet er smukt', for nu blot at nævne to nyere mesterværker, er blevet anklaget for at banalisere Hitler-Tysklands mord på Europas jøder. De gør den ufattelige katastrofe harmløs eller sentimental, siger kritikerne. Men de skylder os i så fald svar på, om det overhovedet er muligt at lave et kunstværk, der er på højde med en så grufuld historisk begivenhed? Kunst og virkelighed er to forskellige verdener. De, der vil hæve virkeligheden så højt over andres forsøg på at tænke over den eller skildre den i billeder, risikerer at gøre holocaust til noget, hvorom der ikke kan, og måske endnu værre, heller ikke må tales. Interview med kassemester fra Auschwitz Tirsdag indviede det officielle Tyskland det store mindesmærke i Berlin over Europas myrdede jøder. Dagen inden bragte ugebladet Der Spiegel en samtale med en mand ved navn Oskar Gröning, tidligere SS-officer. Gröning var kassemester i Auschwitz. Hans opgave bestod i at samle alle de kufferter og værdigenstande sammen, som de tilfangetagne jøder efterlod på rampen, når de var steget af toget. Han fortæller, at han engang hørte barnegråd, efter at endnu en jødetransport var gennet videre ind i dødslejren. Det viste sig at være et spædbarn, viklet ind i en klump tøj. Barnet lå ved jernbanesporet, efterladt af sin mor, der nok vidste, at mødre med små børn blev sendt direkte i gaskamrene. Gröning fortæller, at en af hans tyske kammerater gik hen til bylten, samlede den op og knuste barnet mod siden af en jeep. Der Spiegels artikel ledsages af et fotografi af en gruppe ungarske jøder, der netop er steget af toget på rampen ved Auschwitz. Kolonnen består udelukkende af kvinder og børn i forskellige aldre. De fleste bestræber sig på ikke at udtrykke noget med deres ansigter. Men en af de bagerste, en yngre kvinde, smiler forsigtigt til fotografen i et rørende menneskeligt forsøg på at skabe kontakt. Smilet blev ikke gengældt. En time senere er de rimeligvis alle gasforgiftet og på vej til krematorieovnene. Stenstøtter Den virkelighed kan man umuligt skildre kunstnerisk. Og derfor har det også været let for de mange tilhængere af Holocaust-mindesmærket i Berlin at afvise den uendelige strøm af indsigelser, der igennem de sidste 17 år er rejst mod planerne om at opføre et monument over det, som Forbundsdagens præsident Wolfgang Thierse i sin indledende tale tirsdag kaldte »den værste og mest forfærdelige forbrydelse« i sit lands historie. Sammen med Thierse indviede den tyske præsident Horst Köhler, kansler Gerhard Schröder, udenrigsminister Joschka Fischer og hundredevis af officielt indbudte gæster, herunder den danske ambassadør Gunnar Ortmann, denne mark af mere end to tusind ens formede sorte stenstøtter, der fra nu af markerer, hvor den tyske republiks egentlige udgangspunkt ligger. Skamstøtte Thierse henledte gæsternes opmærksomhed på, at Tyskland formentlig er det eneste land i verden, der midt i sin hovedstad, ved siden af Forbundsdagen og kanslerkontoret, har rejst en skamstøtte over sig selv. Det er et sted, der ikke bare skal minde tyskerne om en verdenshistorisk udåd, men også være en formaning til eftertiden. Og det var, med Thierses afsluttende ord, at »vi skal kunne være forskellige«. Uforglemmeligt Siden journalisten Lea Rosh og historikeren Eberhard Jäckel i 1988 for første gang fremførte deres forslag om at skabe et sådant uforglemmeligt sted i den tyske hovedstad, og siden de to fik støtte og moralsk opbakning i et fællestysk opråb fra bl.a. Willy Brandt, Günter Grass, Christoph Hein, Walter Jens, Beate Klarsfeld, Otto Schily og Christa Wolf, er Muren faldet og grunden til dette mindesmærke fundet i den tidligere dødszone op til DDR's såkaldte 'anti-fascistiske beskyttelsesmur'. I laget nedenunder ligger Hitler-toppens underjordiske og for evigt forseglede katakomber. Der er ingen ende på de protester, projektet blev mødt med. De kom både fra det officielle, især borgerlige Tyskland, der følte at sørgetiden var overstået, og fra jøder både i Tyskland og udlandet, som frygtede, at det ville provokere antisemitter yderligere. Det stærkeste argument Mange har i ganske særlig grad set sig gale på Lea Rosh, som man fejlagtigt mistænkte for at være jøde. Uden hendes utrættelige indsats var det aldrig blevet til noget. Men hun støttedes af det stærkeste argument. Det ender ofte i et demokrati med at gå af med sejren, fordi det ikke kan afvises med anstændige indvendinger. Den tidligere kansler Helmut Kohl sikrede sig stedet for næsen af alle de grundspekulanter, der siden har forvandlet Potsdamer Platz ved siden af til en mini-Manhattan. Den rød-grønne regering, der efterfulgte ham, overdrog i 1997 opgaven til den amerikanske arkitekt Peter Eisenman. Den 15. december i fjor satte bygningsarbejderne den sidste af de 2.711 steler på plads, og tirsdag kunne de første gæster så træde ind i den forstenede skov. Åbent for alle Eisenman har ikke forsøgt at lave et kunstværk, der på nogen måde kan være jævnbyrdigt med det holocaust, der kostede seks millioner jøder deres liv. Det lader sig ikke gøre. I stedet er hans kunstværk en henvisning til forbrydelsen, men skabt sådan, at det ikke dikterer nogen som helst fortolkning. Det er åbent for enhver tanke. Der er ingen tvang, og der er heller ikke noget sidste ord. Hvis man vil vide mere, og hvis man vil opleve, at de myrdede jøder en for en får navn, ansigt og biografi, må man gå neden under i det lille dokumentationscenter under mindesmærket. Stelerne ovenover bølger som et uendeligt hav hen over den store grund, og de ligner tæt pakkede jødiske kirkegårde, som vi kender dem fra f.eks. Prag. Gravstenene står mast klods op ad hinanden. Men hos Eisenman er de, i modsætning til de traditionelle tynde og porøse jødiske gravsten, overmægtigt tykke, bastante og sorte. Der ligger mange mennesker begravet her. Millioner. Et sted for de levende Man kan kun gå en og en mellem disse mængder af trædesten på vejen mod et værdigt, demokratisk samfund og en tysk retsstat. Thierse sagde, at stedet er skabt for de levende. Det er dem, der skal bruge det til at mindes og tænke efter. Det er intet punktum for vores erindring, sagde han. Over for disse ord står så de stumme sten. Jøderne er som bekendt 'bogens folk'. Bibelen er bøgernes bog. Her står 2.711 tykke bøger af sten, mast ned i jorden. Et ulæseligt bibliotek. De massive bøger vil aldrig kunne åbnes, som de mange liv, der blev taget, heller ikke vil det. De er som en visdom, vi aldrig vil få del i, et savn, der ikke kan stilles, og en mening, som døden har udslettet.