Viralt megahit: 150 millioner har rocket til sydkoreansk 'Gangnam Style'

Fænomen. PSY optrådte i sidste uge  til MTV Awards i Staples Center i Los Angeles. Han har også lært Britney Spears, hvordan man laver de karakteristiske 'Gangnam Style'-dansetrin.
Fænomen. PSY optrådte i sidste uge til MTV Awards i Staples Center i Los Angeles. Han har også lært Britney Spears, hvordan man laver de karakteristiske 'Gangnam Style'-dansetrin.
Lyt til artiklen

Nogle gange er det de mest vanvittige ting, folk labber i sig.

Seneste fænomen i den virale verden er den sydkoreanske musiker og sanger Park Jae-Sang, der går under navnet PSY. Videoen til hans single 'Gangnam Style' er blevet set af over 150 millioner mennesker på YouTube, og sangen er gået ind som nummer 1 på Billboards K-pop-liste, som dækker over koreansk pop.

I videoen følger man Park Jae-Sang, mens han lever det 'gode liv' i Gangnam, et velhaverkvarter i Seoul, der beskrives som den sydkoreanske hovedstads svar på Beverly Hills. Mens musikken spiller, ser man ham køle ned på en legeplads, folde sig ud i en hestestald og rappe, mens han er på toilettet.

Kapret Facebook-afstemning sender popikon mod døveskole

Dansen vækker opsigt
Park Jae-Sang sendte singlen ud i juli. K-pop-fans begyndte derefter at dele videoen på Facebook og Twitter, og siden er PSY blevet omtalt i en lang række medier verden over.

Bl.a. CNN, Wall Street Journal, Los Angeles Times og Huffington Post har taget 'Gangnam Style' til sig, men også engelske BBC, franske Liberation, tyske Spiegel og Canberra Times i Australien har fortalt om den rappende - og dansende - sydkoreaner.

For det er især PSYs dans, som vækker opsigt. Den buttede rapper med det slikkede, sorte hår, har nemlig opfundet en dansestil, som tiltrækker horder af fans.

20. august optrådte han således med 'Gangnam Style' på Dodger Stadium i Los Angeles foran 43.000 jublende baseball- fans under en kamp mellem Dodgers og San Francisco Giants. Desuden har den amerikanske talkshow-vært Jay Leno optrådt med 'Gangnam'-dansen, mens han parodierede præsidentkandidaten Mitt Romney.

Britney Spears scorer 90 millioner på X-Factor-tjans

Spiller på udsolgt stadion
Men tilsyneladende kommer succesen fuldstændig bag på Park Jae-Sang selv.

»YouTube-videoen har aldrig været målrettet mod resten af verden. Den var lavet til lokale fans«, udtalte PSY for nylig (via en tolk) til Reuters, som var med til en koncert med ham i Sydkorea. PSY tilføjede:

»Mit mål var at se uncool ud helt frem til slutningen af denne musikvideo. Det har jeg opnået«.

Helt uncool er han dog ikke. Park Jae-Sang tog oprindelig eksamen fra Berkeley-universitetet i Californien og debuterede som musiker i 2001. Siden har PSY været en vidt omtalt popsanger i Sydkorea. Han er bl.a. blevet taget i at ryge marihuana og der har været ballade over, at han har nægtet den obligatoriske militærtjeneste i landet.

PSY er dog først og fremmest blevet kendt for sin pågående og kitchede stil, samt hans høje energiniveau, når han optræder. Ved den udsolgte stadionkoncert i Seoul, Reuters rapporterede fra, iscenesatte PSY en parodi på Lady Gaga - komplet med falske bryster, som han satte ild til.

»Han gør folk skøre, det er helt vanvittigt«, sagde Yoon Sun-sik, en 29-årig tilskuer, ved den lejlighed.

Lady Gaga er 'tougher than the rest'

Flash mobs med ' Gangnam'-dans
Senest har PSY optrådt til MTV Awards i sidste uge i Staples Center i Los Angeles, og han har også været gæst i Ellen DeGeneres' talkshow. Her lærte han Britney Spears og værten selv, hvordan man laver de karakteristiske dansetrin, hvor man danser som om man rider på en imaginær hest.

Men det går videre end det.

Den britiske tabloidavis Daily Mail har rapporteret, at PSYs dansetrin er blevet så populære, at »præsidentkandidater kopierer dem«. På det seneste har der også været afholdt en del flash mobs med 'Gangnam Style'-dans i både Pasadena i Californien og i Sydney i Australien.

Selve 'Gangnam Style'-sangen er også gået ind som nummer 1 på den officielle download chart i Finland. Samtidig går der rygter om, at et møde mellem PSY og Justin Bieber er under opsejling. Og hvad kan det så ikke ende med?

LÆS OGSÅ

Udskældt popdreng kommer til København

Anders Hjort

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her