Hør, skal vi ikke lige stå af toget i Odense og gå en tur? Kom nu. Det er et forunderligt sted på mange måder. Når banegårdens elektriske døre glider op, møder man H.C. Andersen for første gang. Ovre på den modsatte side af stationsvejen plasker et vældigt springvand, og ovenover svæver tre identiske hoveder med grimme træk og store næser. Alle hovederne forestiller ham, det store bysbarn. Går man videre gennem en efterårskulørt Kongens Have og ned ad Jernbanegade, møder man ham igen. Den røde mand i fodgængerovergangens lyskurv er nemlig ikke en hr. hvem som helst. Det er H.C. Andersen med høj hat og stok. Og turen er kun lige begyndt. Dollartegn eller brækfornemmelser Yderligere et par minutters trasken gennem gråvejret, og så står vi ved Odense Rådhus. Her findes hans hoved støbt i bronze. Vi krydser pladsen, befinder os pludselig i en park, der bærer digterens navn, og hvor endnu en statue troner. Højt på en sokkel stirrer han mildt og irgrønt over åen med pen og notesbog i hånden. H.C. Andersen er Danmarks mest berømte forfatter. Han blev født i Odense i 1805, og så snart han fik muligheden, skred han fra byen. ’Farvel Odense’, råbte han måske fra postdiligencen, inden den klaprede af sted mod Sjælland. ’Nu tager jeg til København og bliver berømt’. For det gjorde han. Det er mange år siden, og i dag findes der to slags odenseanere: De, der får dollartegn i øjnene, når man siger H.C. Andersen, og de, der får bræksmag i munden.
Det er jo derfor, vi er stået af toget. Efter syv år med berøringsangst over for digteren er Odense igen begyndt at tage livtag med ham, og som sædvanlig bringer det følelserne i kog. Men lad os fortsætte gåturen. Odense i TV-avisen På vej væk fra H.C. Andersen Haven – som i daglig tale kaldes Eventyrhaven – og tilbage mod handelsstrøget passerer man digterens barndomshjem, inden man kommer op på de to gågader, hvor fire eventyrskulpturer er drysset ud med et par hundrede meters mellemrum: ’Den Flyvende Kuffert’, ’Hyrdinden og skorstensfejeren’, ’Konen med æggene’ og denne skribents personlige favorit: ’Stoppenålen’ – en stor nål, der lidt minder om en kusse, og så en tråd, der helt utvetydigt forestiller et erigeret lem med glatpoleret granitglans – rejst foran H&M. På vulgærskalaen har granitpikken dog fået konkurrence fra en anden H.C. Andersen-skulptur, som jeg så sidst, jeg var i byen. Foran Jensens Bøfhus stod gode gamle H.C. pludselig i en to meter høj bronzeudgave, men nu med kvindekrop og nøgne bryster. Nu har vi ligesom forståelsen af, at H.C. Andersen fylder noget i gadebilledet her. Vi har trods alt kun bevæget os i et område på omtrent 500 gange 500 meter. Og historien kommer først for alvor til at tage fart, når vi krydser den firesporede vej, der i årtier har skåret Odenses indre i smadder.
