Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Strøget. Jørgen Nørgaard elsker den gamle gågade og kan om nogen gøre sig fortjent til titlen som 'Mr. Strøget'.
Foto: THOMAS BORBERG (arkiv)

Strøget. Jørgen Nørgaard elsker den gamle gågade og kan om nogen gøre sig fortjent til titlen som 'Mr. Strøget'.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Mr. Strøget: »Her var ikke bedre før i tiden. Det har altid været fænomenalt«

Tøjhandler Jørgen Nørgaard har haft butik på Strøget i 54 år. I weekenden fylder gågaden 50 år.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hvis nogen skulle gøre sig fortjent til titlen ’Mr. Strøget’, må det være Jørgen Nørgaard.

Han har haft tøjbutik der siden 1958, før det havde hans far butik der, han har set Montgomery køre gennem Strøget efter befrielsen, han har oplevet hippierne ryge hash ved Storkespringvandet, han bor selv på Amagertorv, og han var med, da Strøget blev omdannet til gågade for 50 år siden, hvilket er årsagen til, at vi mødes.

60.000 mennesker hver dag
Og alligevel vælger han, at vores frokost skal foregå på Restaurant Peder Oxe. Som altså ikke ligger på Strøget.

»Jeg elsker at sidde på Café Europa (som er ejet af familien Nørgaard, red.) på Amagertorv, men vi kan ikke sidde der i fred, fordi der ofte er nogen, der kommer og hilser på. Når jeg skal sidde og tale med dig om noget så alvorligt som det her, kan det ikke nytte noget, at vi bliver afbrudt hele tiden«, siger Jørgen Nørgaard med en lav stemme, der udtaler ordene på et sirligt og ikke synderlig københavnerbredt rigsdansk.

Vi slår op i menukortet, der byder på både rødspættefilet, kartoffelmad og hønsesalat, men Jørgen Nørgaard skal have løjrom.

»Uanset hvor jeg er, vil jeg altid gerne spise løjrom«, siger han, og så bestiller vi to tallerkener med hver sin lille klat orange fiskeæg med garniture.

Jørgen Nørgaard elsker altså løjrom. Men han elsker i den grad også Strøget og kærtegner nærmest ordene, når han skal beskrive gadens slyngninger, den forskelligartede arkitektur og, ikke mindst, folkelivet.

På en god dag passerer der 60.000 mennesker forbi på Amagertorv, som er hans absolutte yndlingssted på hele den 1,1 kilometer lange strøgtur – ikke bare fordi han har haft butik der i 54 år og boet der i 25, men også fordi kunstneren Bjørn Nørgaard i 1993 udsmykkede torvet med en mønstret granitbelægning.

Som Jørgen Nørgaard i øvrigt tog initiativ til og skaffede pengene til.

Nye tider
For 150 år siden hed Strøget Routen, og det var her, det pæne borgerskab promenerede. Så kom bilerne til, og promenaden blev noget trængt af de hostende og dyttende køretøjer.

I 1962 besluttede man så, at Strøget, som det nu blev kaldt, igen skulle være gågade – i øvrigt som verdens første af slagsen. Dengang var Jørgen Nørgaard blot en ung mand på 32, og endskønt han ikke havde nogen endelig indflydelse på resultatet, deltog han også i diskussionerne for og imod.

Dengang kørte der både biler og busser på gaden, og især de store modesaloner, der holdt til nede i den fine ende mod Kgs. Nytorv, var modstandere af, at biltrafikken blev nedlagt, fordi de var bange for, at deres kunder – borgerskabets fruer – ikke længere ville frekventere butikkerne, når de ikke kunne køres til døren.

»Og frygten var jo også berettiget, for de butikker døde i løbet af de næste fem år. Men det var ikke på grund af gågaden. Det lå jo i tidens ånd. Ungdommen myldrede frem i store mængder i de år, teenagerne havde penge og deres egen livsstil og repræsenterede det modsatte af borgerskabets holdninger. Så det var ikke kun i København, men også i London og Paris, at borgerskabets store modebutikker døde«.

Gågade blev Strøget altså, og det var nok tiltrængt, for trængslen var så stor på den smalle gade, at det nærmest var med livet som indsats, hvis man trådte et skridt uden for fortovet.

Dengang var der slagtere og bagerbutikker, kaffeforretninger og frugt- og grønthandlere i gaden, og oppe i Frederiksberggade-enden, mod Rådhuspladsen, forlystede man sig med biografer og cafeer.

Det store stygge hejrespringvand
Med ungdommen kom også hippierne og oprørerne, som Cæsar sang om, ved »det store stygge Storkespringvand«. Som i øvrigt slet ikke forestiller storke, men hejrer.

»Der var meget småkriminalitet, handel med hash og tyvekoster. På det tidspunkt var butikstyveri en udbredt sportsgren på Strøget. De ting, man havde stjålet, kunne man få byttet til penge til halv pris henne ved Storkespringvandet, hvis prismærkerne stadig sad på«, fortæller tøjhandleren.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og så var der spøjse personager som Sigvaldi, der iført spraglede klæder skubbede rundt med sin barnevogn, hvorfra han solgte digtsamlingen ’Hindbærbrus og kragetæer’.

»Der har altid været meget ekshibitionisme på Strøget – folk, der gerne vil udstille sig selv. Indimellem kan jeg da godt få lidt åndenød, så når støjen bliver for meget, tager vi ud på landet«, siger Jørgen Nørgaard, som ellers har svært ved at få nok af menneskemylderet.

»Jeg forstår slet ikke de københavnere, der ikke vil sætte deres ben på Strøget, og jeg synes, at mange af dem vurderer Strøget for hårdt. I gamle dage blev jeg stødt over, at folk ikke ville komme på Strøget, men nu tager jeg det roligt, for her er i forvejen så mange mennesker, og så behøver jeg altså ikke ærgre mig over, at der sidder nogen og synes, at der ikke er rart inde i byen. Jeg synes, det er en fantastisk oplevelse med alle de mennesker, og så må de andre blive hjemme«.

Send en panserbasse
På ét punkt er Jørgen Nørgaard dog ikke helt tilfreds, og det er, når det kommer til det, han kalder »tarveliggørelsen af Strøget«. Den er ikke mindst symboliseret i alle de mange tøjstativer, der fylder et godt stykke ud på gågaden, og som han slet ikke synes hører hjemme der.

»Gadearealet burde være forbeholdt alle de besøgende på Strøget. Men det er ikke detailhandlerne, der stiller tøjet ud, man kan klandre, for de betaler til kommunen for at stille det ud«.

Han græmmer sig også over, at rengøringen af Strøget er så mangelfuld. Og så ville han ønske, at der var lidt bedre opsyn med, at gadens regler for, hvor højt man f.eks. må spille musik på gaden, bliver overholdt, af hensyn til dem, der arbejder på kontorerne.

»Vi savner en politibetjent, der kunne patruljere op og ned ad Strøget og sørge for, at de små ting bliver holdt i orden. En venligtsindet politibetjent – sådan en, som man i gamle dage kaldte en panserbasse – der synes, det er sjovt, og også er nysgerrig. Sådan en ønsker vi i fødselsdagsgave af rådhuset«.

Sammenligner han med, hvordan Strøget så ud for 50 år siden, har han ikke desto mindre ingen ønsker om at skrue tiden tilbage.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Strøget var ikke bedre før i tiden. Det har altid været fænomenalt«.

De sidste bidder løjrom er fortæret. Vi giver hånd, og Jørgen Nørgaard hopper op på sin herrecykel og triller hen over Gråbrødretorvs brosten. Tilbage til Strøget.

SE MERE PÅ

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden