Folkemængden på Nytorv i hjertet af København snor sig ud i de tilstødende gader. Bag den specialbyggende scene nikker præsidentens livvagter fra Secret Service, da Hans Otto Bisgaard nærmer sig: »Mr. President, I have a present for you«. I hænderne har den erfarne konferencier en foret aluminiumskasse. Indholdet er sikkerhedsgodkendt på forhånd, der er en walkman med høretelefoner og flere cd’er med »et udvalg af gode danske musiknavne«. Og så overborgmesterens hædersgave til præsidenten: en københavnsk bycykel. Året er 1997, og bycyklen er på toppen, da USA’s præsident besøger Danmark. Den står på scenen med Clinton, den er hovedpersonen i hundredvis af internationale avisartikler og kører forrest i markedsføringen af København som grøn og førende cykelhovedstad. I dag, 17 år senere, skal samme cykel skrottes, mens mere moderne bycykler kører af sted i mindst 39 andre europæiske byer. LÆS MEREKøbenhavn skrotter bycykelplaner til millioner Den triller ikke stille i garage, afskeden sker, mens centrale personer om Fonden Bycyklen i København undrer sig dybt og retter hård kritik mod Københavns Kommune. Men historien begynder med et tyveri. 1989 Klokken er mange en forårsnat i 1989, da 29-årige Ole Wessung vil hjem fra en bytur. Hans cykel er pist væk, og der er ingen taxa. Han beslutter selv at stjæle en cykel. »Mens jeg står der, tænker jeg, at ham, der stjal min cykel, nok har fået stjålet sin egen«, siger Ole Wessung.
Han går hjem til fods og oparbejder lysten til at bekæmpe byens cykeltyverier med en forretningsidé. Med sin gode ven Morten Sadolin går han rundt til forsikringsselskaberne med en simpel ide: Makkerparret leverer gratis bycykler, hvis selskaberne sponserer det beløb, som de sparer i udbetalt erstatning. Svaret er nej.
