Amerikanske jazzmusikere kan være hårdtslående. De dygtigste af dem er rene superatleter med et spilleteknisk beredskab, der tillader dem at slå deres europæiske kolleger i enhver konkurrence. En ung pianist som Vijay Iyer spiller nærmest med hjernen, men har de sidste fire år taget jazzen nye steder hen. Det samme gælder en pianist som Jason Moran, der både mestrer det hårdtpumpede og genopfinder traditionen, når han endevender stilelementer fra amerikanske jazzikoner som Fats Waller.
Muskuløse øvelser Det hårdtpumpede kan være det værste ved amerikansk jazz. Nemlig når de amerikanske superalter ofrer jazzens sårbare improvisatoriske her og nu-kunst til fordel for muskuløse øvelser. Andre gange gives der god plads til den, og amerikansk jazz har i de sidste år bragt yngre musikere til Danmark, der i dén grad er en reflekterende del af deres samtid. Selv samme Moran har ladet nutiden dunke som et heftigt soundtrack ved sine koncerter, når han slog iPoden til. En trio som The Bad Plus har med deres rytmisk kraftfulde, men også humoristiske samtidsbevidsthed vist, at de på godt og ondt er rundet af en tid med actionfilm, fastfood og Coca-Cola. Amerikansk jazz er sort fortid - men sandelig også klar nutid.