Hvad der må siges
Hvorfor tier jeg, fortier for længe, hvad der ligger klart for dagen og er øvet i krigsspil, ved hvis slutning vi, som overlevende, højst er fodnoter. Det er den påståede ret til det første slag, som kunne udrydde det af en pralhans undertrykte og til organiseret jubel styrede iranske folk, fordi man i hans magtområde formoder en atombombe på vej. Men hvorfor forbyder jeg mig selv at nævne det andet land ved navn, hvor der i årevis - men hemmeligholdt - har samlet sig et voksende nukleart potentiale, parat, men uden for kontrol, fordi utilgængeligt for enhver undersøgelse? Den almene fortielse af det forhold, som min tavshed har bøjet sig for, føler jeg som belastende løgn og tvang, der vinker med straf, hvis den ikke respekteres; "antisemitisme" hedder det straks. Men nu, da der fra mit land, som stedse indhentes af sine helt egne forbrydelser, hinsides sammenligning, og konfronteres med dem, atter, og rent som forretning, omend let og elegant kaldt erstatningsgæld, leveres endnu en ubåd til Israel, hvis specialitet det er at kunne styre alttilintetgørende sprænghoveder derhen, hvor eksistensen af en eneste atombombe ikke er bevist - men frygten skal gøre det ud for bevis - siger jeg, hvad der må siges. Men hvorfor tav jeg til nu? Fordi jeg mente, at min herkomst, med dens plet, som aldrig kan fjernes, forbød at stille landet Israel, som jeg er og fortsat vil være ven med, over for dette faktum som udtalt sandhed. Hvorfor siger jeg først nu, ældet og med mit sidste blæk: Atommagten Israel truer den i forvejen skrøbelige verdensfred? Fordi det må siges, som allerede i morgen kunne være for sent; også fordi vi - som tyskere belastet nok - kunne blive håndlangere for en forbrydelse, som kan forudses, så at ingen af de sædvanlige udflugter kunne slette vores medskyld. Og ja: jeg tier ikke længer, for jeg er træt af vestens hykleri; desuden kan man håbe, at mange vil befri sig selv for tavsheden, opfordre ophavsmanden til den tydelige fare til at afstå fra vold og samtidig insistere på, at en uhindret og permanent kontrol af det israelske atompotentiale og de iranske atomanlæg udført af en international instans accepteres af de to landes regeringer. Kun sådan kan alle, israelerne og palæstinenserne, ja flere endnu, alle, som lever klos op ad hinanden i fjendskab i denne af vanvid besatte region - og i sidste ende vi selv - blive hjulpet.
Günter Grass, 2012
(oversat af Per Øhrgaard)
