De fem drenge fra Aarhus havde netop udgivet deres debutplade under navnet Kiss Kiss Kiss.
De havde spillet på Roskilde Festival. Turneret i udlandet. Varmet op for The Strokes’ guitarist, Albert Hammond Jr., og vundet en Danish Music Award. De havde kontrakt med EMI, et af landets største pladeselskaber, og storhittede på P3, efter at radioprogrammet De Sorte Spejdere havde forelsket sig i en af deres sange på Myspace. Det kørte for de 18-19-årige knægte i 2010.
Og så alligevel ikke. For der var noget, der ikke var helt, som det skulle være. Samarbejdet med EMI føltes som én lang, udmattende boksekamp. Når Kiss Kiss Kiss søgte i én retning, gjorde EMI alt for at trække dem i en anden. Kiss Kiss Kiss ville eksperimentere. EMI ville tjene penge.
Så da Kiss Kiss Kiss skulle i gang med at skrive numre til deres anden plade, blev de enige om at rejse væk fra det hele. De bookede fem enkeltbilletter til Lissabon og flyttede sydpå for at eksperimentere sig frem til den plade, de altid havde drømt om at lave. Og mens de sad i den milde middelhavsluft, besluttede Kiss Kiss Kiss sig for at slå op med det pladeselskab, de alligevel aldrig kunne blive enige med. Fra da af var det Kiss Kiss Kiss alene mod verden.
At genopfinde sig selv
I dag har Kiss Kiss Kiss lige lagt sidste hånd på denne drømmeplade. ’Ponte 25’ er opkaldt efter den bro, drengene kunne se fra deres portugisiske øvelokale, og er blevet til under deres ni måneder lange ophold i Lissabon og i seks måneders total isolation på en gammel bondegård på Mols.
Ud af projektet er kommet ti sange, som ligger milevidt fra den synth-prægede pop’n’roll, de slog igennem med i 2010. I dag er Kiss Kiss Kiss mørke, støjende og hypnotiserende. Og ved at være klar til verden. Endnu en gang.
Historien om Kiss Kiss Kiss er historien om at genopfinde sig selv. Om at turde vinke farvel til succesen, fordi den viser sig ikke at være helt, som man havde håbet. Om i stedet at hoppe ud på dybt, ukendt vand. Uden redningsvest. Og helt alene.
Når Kiss Kiss Kiss i aften spiller til Distortions Night Party på Vesterbro, er det første gang, sangene fra ’Ponte 25’ for alvor bliver sluppet løs. Nogle udvalgte få har fået lov til at smuglytte til demoerne.
Den nye lyd
Men ellers har de fem gamle efterskolevenner holdt den nye lyd tæt ind til kroppen. Som en lille overbeskyttet baby, som ingen andre har fået lov til at påvirke. Hvor debuten havde både et pladeselskabs, en managers og en producers fedtede fingre på sig, er ’Ponte 25’ ene og alene Kiss Kiss Kiss’ plade. De har skrevet numrene, de har indspillet dem, de har mikset dem.
»Vi var selvfølgelig glade, da vi fik en pladekontrakt dengang, men samtidig var det meget fjernt. Vi havde kun lige akkurat nået at lægge nogle sange ud på Myspace, før vi havde en manager, og det var ham, som ordnede kontrakt og alt det der, mens vi bare rendte rundt og havde det sjovt. Men som tiden gik, blev det sværere og sværere, fordi vi slet ikke havde samme mål. Så vi besluttede os for at skære det hele fra«.
»Og så snart vi stod i Lissabon, kunne vi se, at det var den rigtige beslutning. Det hele blev nemmere«, fortæller trommeslager William Asingh, da Ibyen møder Kiss Kiss Kiss på Kastellet. Det er her, de går hen, når de har brug for at komme væk fra musikken i et øjeblik eller skal tage en stor beslutning. For eksempel var det her, de en kold vinterdag blev enige om, at de ville gå hele vejen selv og mikse pladen uden hjælp udefra.
Og det er her, de nu prøver at finde ud af, hvordan det skal foregå, når ’Ponte 25’ skal udgives i sensommeren.
Levede dobbelt så meget
I en artikel fra New York Times, som Williams søster havde sendt til dem, havde de læst, at den portugisiske hovedstad både var billig og havde et kunstnermiljø, som bare blomstrede og blomstrede. De fandt en stor og billig lejlighed og et øvelokale i en gammel avisfabrik. Og så kunne Kiss Kiss Kiss version 2.0 begynde.
»Vi eksperimenterede vildt i den periode. Prøvede alt muligt af uden at tænke over, om det passede ind, og hvad andre ville synes. Det hele var præget af en enorm frihedsfølelse. Vi kunne gøre, hvad vi ville, uden at andre blandede sig«, siger William Asingh.
De var også mere nysgerrige, end hvis de blot var blevet herhjemme, mener forsanger Mads Koch.
»Det kom helt af sig selv, fordi vi var rykket et nyt sted hen. Det var næsten, som om vi levede dobbelt så meget«, forklarer han.
De syv små dværge
Lissabon viste sig at være alt det, de havde gået og drømt om. Så slidt, at alt var til at betale for fem drenge, der netop var blevet studenter. Og fuld af unge kunstnersjæle på jagt efter ny inspiration, nye barer, nye venner. Så drengene festede. Men ikke så meget, at de ikke havde tid til at fordybe sig i musikken.
»Vi levede faktisk lidt på kontormåden. Op og i gang sådan halvtidligt. Ikke noget med at sove til over middag. Og så tog vi hjem igen fra øvelokalet klokken 18«, fortæller William Asingh
Hans mor var på et tidspunkt nede for at besøge sin søn i den portugisiske hovedstad, og hun kunne ikke lade være med at grine, når hun så, hvor meget tid de fem drenge egentlig tilbragte sammen.
»Hun sammenlignede os med de syv små dværge. Vi gjorde jo alt sammen. Stod op sammen. Spiste morgenmad sammen. Og traskede af sted mod øvelokalet sammen. I sådan en lang linje«.
Mørkt og langsomt
Efter ni måneder i Lissabon tog Kiss Kiss Kiss hjem. Med sig havde de en masse numre, som lød helt anderledes end de dansegulvsbaskere, de havde lavet tidligere. De var langsommere. De var mørkere. Og de mindede ikke rigtig om noget, de nogensinde havde hørt før.
»Der var en renhed over de her sange«, husker Mads Koch.
»Lidt ligesom en baby, der er blevet født dybt nede i en kælder langt væk fra civilisationen og derfor er helt sin egen«.
Egentlig var det meningen, at de ville hjem og finde en producer, som kunne samle det hele til en plade. Men som tiden gik, og hjemrejsen rykkede tættere på, blev de overbevist om, at der ikke var nogen, som skulle røre ved babyen.
»Jeg kan huske, at du sagde til mig, at du simpelt hen ikke kunne overskue at skulle hjem og arbejde i sådan et standardstudie med brune paneler«, siger William Asingh til bandets guitarist, Mads Kristian Frøslev.
»Ja, det virkede forkert at tage alt det vilde og frigjorte, vi havde lavet i Lissabon, og sætte det ind i en normal kontekst. Jeg følte, at vi var nødt til at fortsætte vores rejse. Og så var det, jeg foreslog, at vi tog ud på gården og lavede det hele selv«.
Naturen
Gården var en gammel tolænget bygning på Mols. Og der slog de sig så ned i et halvt års tid.
»Vi ville isolere os og koncentrere os om musikken. Bare os fem uden at blive fristet af alt muligt andet«, forklarer bassist Kristoffer Balle.
Og der var da heller ikke meget andet at lave på gården, som lå 45 minutters cykeltur fra Brugsen, men ellers var isoleret fuldstændig fra festerne, vennerne, omverdenen.
»Vi kunne ikke rigtig lave andet end at spille musik. Det vildeste, vi kunne gøre, var at cykle lidt rundt eller løbe en tur«, siger William Asingh.
»Eller samle nogle karljohanner«, indskyder Kristoffer.
»Ja, der blev samlet virkelig mange svampe i den periode«.
Naturen er da også blevet et tema på Kiss Kiss Kiss’ kommende plade. Hvor debuten gik direkte efter dansegulvet, er der noget organisk over de nye sange, der har titler som ’Natur Music’ og ’Horses’ og blandt andet er blevet til ude i den kornmark, der omkransede gården, fortæller William Asingh.
»Jeg husker tydeligt en dag, hvor jeg kom cyklende hjem fra Brugsen. Der var lige blevet høstet, og Mads sad derude midt i det hele med sin akustiske guitar. Det var et meget idyllisk syn. Og ret sigende for pladen«.
Kan selv, vil selv
Mens de gik rundt i isolation på gården, begyndte ’Ponte 25’ langsomt at tage form. Til trods for at ingen af Kiss Kiss Kiss-medlemmerne havde prøvet at indspille før.
»Vi købte bare en computer og lånte nogle mikrofoner af vores lydmand og prøvede os frem. Vi gjorde det på vores egen helt mystiske måde, hvor vi bare lagde det hele ind på computeren og så eksperimenterede med det, indtil det lød, som vi gerne ville have det til at lyde«, fortæller William Asingh.
Så da Kiss Kiss Kiss efter et halvt år var parat til at forlade gården og få deres sange fiflet færdig af en professionel mikser, var det svært at finde en, der kunne forstå bandets tankegang.
»De der ufærdige miks, vi havde lavet på gården, syntes vi jo selv var for fede. Der var en vildskab i dem, som vi var bange for ville forsvinde, når de havde været forbi en professionel mikser«, siger Mads Kristian Frøslev.
»Vi havde flere miksere i gang, men hver gang var det, som om vi blandede os lidt for meget. Og til sidst sagde de alle sammen det samme til os: »Hvorfor gør I det ikke bare selv?«. Så det gjorde vi«.
’Ponte 25’ blev mikset færdig i Mads Kristian og Williams lejlighed på Christianshavn. Nu sidder de her så igen. Og skal til at beslutte, hvordan de skal gribe næste trin i genopfindelsen af Kiss Kiss Kiss an: udgivelsen af deres nye plade. De tænker vinyl og download. Og de vil – naturligvis – klare det hele selv.
»Vi vil da gerne have en manager, hvis der dukker en op, som har samme vision som os«, siger Kristoffer Balle.
»Men hvis det ikke sker, er der en tryghed i at vide, at vi sagtens kan finde ud af det hele selv«.
fortsæt med at læse
