Hvordan går det med ribbenene, Ivan?
»Det går rigtig godt. Jeg tror, vi har et godt hospitalsvæsen. For det er gået rigtig godt. Morfin er jo også en god ting«.
Altså, du faldt ned af scenen?
»Jeg faldt ned i et hul«.
Du stod der sammen med Alex Nyborg Madsen?
»Det var nu ikke ham, der lavede hullet. Hullet var der bare i scenegulvet, så blev der lagt røg ud, og jeg kunne ikke se det hul. Så faldt jeg ned i det«.
Men du har det så godt nok eller hvad? For vi plejer jo ikke at sparke til folk, der ligger ned, her i Djævlens Advokat.
»Der skete så det, at da morfinen holdt med at virke, opdagede jeg, at jeg også havde slået knæet. Jeg er åbenbart for dum til at kunne finde ud af at have ondt to steder på én gang«.
Backseat er tilbage i frontenJamen, hvordan går det så med knæet, Ivan? »Det kommer nok til at følge mig et stykke tid. Det er ikke helt i orden«. Så kan de komme hen og spørge dit knæ, hvordan vejret bliver. Den slags kan man jo planlægge festivaler efter. »Ja, jeg har fået et vejrknæ. Hvis jeg får ondt, bliver det regn«. Så fik du dig endelig en plads i dansk rock! »Ja, ham med knæet. Det er sgu fint. De kan bare komme og spørge mig«. Jeg tror nu aldrig, Djævlens Advokat har talt med et så tilskadekommen og uheldigt menneske som dig. »Nej. Men det går godt for mig, mand«.
Frank Jensen til Djævlens Advokat: »Det er jo Distortion, der er trenden nu«Du er mere klassisk rock and roll end Mike Tramp og mere amerikansk end Billy Cross, men folk synes stadig, at du er ham fra Laban. Det var i 1986. Det er nærmest 30 år siden, Ivan. »Sådan er folk jo. De interesser sig for højdepunkterne, ikke så meget for, hvad der ligger ved bjergets fod. Nu du selv nævner Mike Tramp, så skal han jo også evig og altid høre for, at han engang sang ’Boom Boom’. Oftest kommer det fra folk, der ikke ved, at hans kontrafej har vejret på syv meter høje bannere i New York, dengang han var et af rock and rolls mest fremtrædende ikoner. Sådan er det. Men jeg synes da, at det er fantastisk, at sådan en som mig har snydt dem alle sammen og stadig synger rock and roll i en alder af 63«. Laban. Det var dog et helt vildt idiotisk navn. Hvem kom på det? »Det var faktisk den gode, afdøde Tommy Seebach, der havde det liggende i skuffen. Og da der lige skulle bruges et pseudonym til en sang, hev han det op«. Senere lavede du så selv et band. Der hed Backseat Boys. Det hjalp ikke meget på det. »Jeg syntes, det var meget passende. Den musikform, vi dyrkede, har jo et meget tilbagelænet tempo. Vi tager det gelinde. Vi har ikke travlt med at ligge forrest. Vi holdt op med at kalde os ’boys’, efterhånden som mit skæg mistede farven«.
