Bare jeg snart var voksen. Et ønske formentlig alle børn i ny og næ har ytret, og som ofte heller ikke vil være deres hårdt plagede forældre helt ukært. For den menneskelige barndom er lang. Ualmindelig lang, omkring 18 år faktisk, hvor vi kan være urimelige og besværlige, mens vores forældre bare har at passe på os og give os mad. Og selv derefter er det de færreste, der er helt flyvefærdige. 50 procent længere barndom 18 år er lang tid, rigtig lang tid. Og ikke kun når man sammenligner med bananfluer. Den menneskelige barndom varer omkring 50 procent længere end selv vores nærmeste genetiske slægtninge som chimpanser og gorillaer. Og det samme gælder det tidspunkt, vi bliver kønsmodne. Men hvorfor? Hvorfor har naturen lagt så stort et åg på menneskelige forældre i forhold til alle andre? Hvilke fordele giver en ekstremt lang barndom, og hvad kan berettige en så lang udskydelse af det, der er meningen med det hele, nemlig at få en familie, forplante os og føre slægten videre? Komplekst livsmønster Indtil videre har de fleste forklaringer været baseret på den såkaldte 'hjernemodel'. Den siger, at vores livsmønster og måde at skaffe føde på er så komplekse, at det tager lang tid at lære, og at det er derfor, barndommen er så langtrukken, som den er. For at hjernen kan nå at suge det hele til sig. Måske en umiddelbar plausibel forklaring i vor tid, hvor viden om computere, fremmedsprog og en videregående uddannelse er vejen til det gode liv. Men hvad med i gamle dage? Dengang en mand var en mand og alt det der? Der bliver billedet med ét mere mudret, ikke mindst efter offentliggørelsen af en række antropologiske undersøgelser af primitive folk i det amerikanske magasin Human Natures seneste nummer, der tyder på, at det slet ikke tager så lang tid at lære at være homo sapiens, som man har troet. Født til at fiske Det var i al fald konklusionen på de 27 måneder, den amerikanske forsker Douglas Bird fra University of Maine sammen med sin hustru Rebecca tilbragte på den lille ø Mer, tæt ved Australiens kyst. Dér lever godt 400 oprindelige folk, de såkaldte Mariam, af havets frugter. »Mer er vel så tæt, man kan komme et helt naturligt forsøg. Et lille afgrænset område - meget lille, Mer kan ligge i Central Park - hvor børnene, lige fra de er helt små, er med til at skaffe mad, og hvor man derfor uden de store vanskeligheder kan se, hvor lang tid det tager dem at blive gode til det«. Og ifølge Douglas Bird er kampen for føde på Mer både en fiskers og en forskers drøm. »Der er grundlæggende tre måder at få mad på: fiskning med spyd, fiskning med line og indsamling af skaldyr fra klipperne«, siger han. »Og det er så heldigt, at to af metoderne - fiskning med line og med bambusspyd - er ekstremt vanskelige, men ikke særligt fysisk krævende. Derimod er den sidste form, indsamling af skaldyr, meget let at lære, men kræver til gengæld ganske mange kræfter. Både fordi man skal gå meget, og fordi de kan være svære at få fri af klipperne. Vi var på øen i godt to år, og at samle skaldyr var det eneste, jeg reelt lærte at gøre nogenlunde godt. Den kombination af jagtformer betød, at vi kunne se, om det var manglende indlæring eller manglende styrke, der afgjorde, hvor meget mad børnene kunne skaffe«. Styrken er den største begrænsning Og konklusionen var klar: For børnene på Mer er styrken en langt større begrænsning end indlæringen. »Allerede i fem-ni års-alderen er børnene præcis lige så gode til at fange fisk som voksne. De fanger lige så mange fisk, lige så store fisk, og lige så hurtigt. Der er ingen forskel. Til gengæld er de langt ringere, når det gælder indsamlingen af skaldyr, ganske enkelt fordi de har mindre fysisk styrke«, siger Douglas Bird, som straks drager den forskningsmæssige konklusion. »Børnene lærer langt, langt hurtigere, end deres lange barndom burde tilsige. Allerede når de begynder at fiske omkring femårs-alderen, ved de stort set alt - og med alt mener jeg alt . Hvor fiskene er, hvornår de er der, hvad bølgerne betyder osv. En dyb forståelse af et virkeligt indviklet økologisk system, som er meget svært at lære selv for voksne. Jeg lærte det for eksempel aldrig«. Hadza-stammen Så vidt børnene på Mer, for som Human Natures specialnummer med al tydelighed viser, er det ikke kun forskerparret Bird, der forsøger at dementere teorien om den lange barndom som en nødvendig skole for at kunne fungere i vores komplekse samfund. Et andet amerikansk forskerhold, Nicholas Blurton Jones fra University of California og Frank W. Marlowe fra Harvard University, undersøgte Hadza-stammen i Tanzania med samme formål som Bird: at vurdere hvor meget den lange barndom i realiteten betyder for menneskets overlevelsesmuligheder. Modsat børnene på Mer lever Hadzaerne imidlertid i noget tættere kontakt med den moderne verden, hvad der blandt andet giver sig udtryk i, at en stor del af børnene bliver sendt på kostskole væk fra stammen i op til seks år. Og netop det faktum udnyttede forskerne til deres forsøg. For hvis formålet med den lange barndom er at lære, hvordan man skaffer føde, burde de børn, der var blevet i landsbyen og havde trænet de traditionelle jagtmetoder, vel være blevet bedre end dem, der havde været på kostskole og lært noget helt andet. Konkurrencer mellem børnene For at se om det var tilfældet, arrangerede forskerne konkurrencer mellem børnene for at se, hvem der var bedst til tre vigtige dele af tilværelsen som Hadza: at skyde med pil, klatre i baobab-træer for at finde honning og grave rødder op. I alle tre kategorier var resultatet det samme: øvelse betød ikke ret meget. Kostskolebørnene var stort set lige så gode til at skyde med pile og klatre i træer som dem, der var blevet hjemme, og kunne også lokkes til at finde rødder lige så effektivt som de lokale. Det eneste, som virkelig betød noget for, hvor effektiv eller god den enkelte var, var vedkommendes fysiske størrelse. Jo større, jo mere udbytte. Med andre ord: Præcis samme konklusion som Douglas Bird. Mysteriet løst - måske Men hvis vi kan lære alt det, vi skal, på knap 10 år, hvorfor er barndommen så alligevel så forbistret lang? Hvad er formålet? Ifølge Douglas Bird og de andre forskere i Human Nature har videnskaben tidligere stirret sig lidt blind på, at mennesker er mentalt og socialt højt udviklede væsener, og forsøgt at forklare den ultralange barndom ud fra de faktorer. Men forklaringen - i al fald en stor del af den - lå i virkeligheden gemt i et helt andet og betydeligt mere grundlæggende biologisk faktum: at vi som art betragtet bliver meget gamle. Eller som Douglas Bird udtrykker det: »Vores barndom er lang, fordi vi lever længe. Den er tilpasset vores levetid - som er meget lang«. Hvad? Sagde du ikke, at vores barndom var meget længere end andre dyrs? »Jo, i antal år. Men ikke procentuelt, når man sammenligner med andre større pattedyr«. Et vanskeligt valg Sagen er nemlig, at alle dyrearter har et vanskeligt valg at træffe, når det gælder tilværelsens basale formål: at reproducere sig selv. For jo længere tid det tager et dyr at bliver voksent, jo større er risikoen for, at det dør, før det overhovedet kommer så langt. Det er ulempen ved at vente. Fordelen er, at jo længere man venter, jo større og stærkere og mere overlevelsesdygtig er man til gengæld, når man endelig bliver voksen. Det afgørende for barndommens længde er derfor ifølge Bird og hans kolleger, hvor lang tid man kan forvente at leve. Og eftersom vi mennesker i gennemsnit lever meget længe, er vores meget lange barndom lige præcis så lang, den bør være, hvis man sammenligner med andre større pattedyr. Hverken mere eller mindre. Når vi er børn en del længere end en gorilla, er det med andre ord, fordi vi lever længere. Ikke fordi vores liv og samfund er mere kompliceret. Vi lærer noget i de ekstra år, vi er for små til at klare os selv. Masser endda. Men det er bare ikke årsagen til, at vi forbliver børn. Ud over det rent biologiske peger Douglas Bird også på, at der også er en række andre fordele for både én selv og slægten ved at være barn lidt længere. Ikke bare sikrer man nemlig derved, at ens forældre - og andre voksne - tager sig af en, man undgår også at komme i direkte konkurrence med dem, indtil de er blevet for gamle og svage til rigtigt at kunne tage kampen op. Jagten fortsætter Men kan det nu alligevel virkelig passe. For hvad med i gamle dage? Dengang var barndommen også lang, og da døde vi jo som fluer. Eller hvad? »Nej, det er det vigtige. Vi blev også gamle i gamle dage!«, siger Douglas Bird begejstret. »Risikoen for at dø som spæd var ganske vist langt større, men kom man over det punkt, kunne man blive præcis lige så gammel som i dag. Den voksne gennemsnitlige levetid på omkring 80 år har ikke ændret sig i de sidste 1,8 millioner år, siden Homo erectus dukkede op«. »Det kan man også se i nogle af de moderne jæger-samler kulturer som for eksempel Hadzaerne, der lever ekstremt primitivt. Hvis de overlever de første 3-5 år, så har de præcis den samme chance for at leve, til de bliver gamle som du og jeg«. Og dermed samme interesse i en lang barndom. Forskere fortsat uenige Siger altså Douglas Bird, som dog tager en lang række forbehold: særligt at han og de øvrige forskere kun har set på nogle få aspekter af det, der kræves af et voksent menneske, selv i et primitivt samfund. Og han understreger, at mange forskere er uenige med hans rent biologiske forklaring på spørgsmålet om barndommens længde. De mener således, at erfaring i mange sammenhænge er helt afgørende for succes i livet, og at Bird og de andres studier derfor er alt for snævre. Jagten på den endelige forklaring på barndommens mysterium er derfor langtfra slut, og emnet vil givet også i de kommende år være et stort forskningsområde. Og bagefter kan man jo passende tage fat på at forklare, hvorfor det er så pokkers vanskeligt at få poderne til at opføre sig ordentligt.