Sprog og sex’ er titlen på Modersmål-Selskabets årbog 2012.
For mig hører de to ting inderligt sammen. Vi er seksuelle væsener (og ikke bare dyrisk kopulerende), fordi vi er sproglige væsener.
Intet er mere sexet end sproget, når det flyder, og sex er et emne, der kan få det til at flyde.
Det bliver man overbevist om, når man læser de velskrivende blandt bogens bidragydere, ikke mindst sexologen Christian Graugaard, der i årevis har udforsket sprogets og kroppens lyster i én og samme elegante penneføring.
LÆS OGSÅ Således også her, hvor han slår et slag for poesien i det seksuelle slangsprog, kulminerende med en lovprisning af ordet »englefisse« (spontan natlig sædafgang), som »udmærker sig ved et utilstedeligt sammenstød af flæsk og tårnhøj spiritualitet, som i en vis forstand opsamler hele seksualitetens sære pointe(løshed): At vi skal fare vild i spændingsfeltet mellem kød og overjordisk æter, være tidsindstillede og udødelige i ét«.
Sproglysten driver også værket, når Niels Birger Wamberg går på hugst efter sjofle ord i den danske litteraturhistorie, når Rifbjerg brokker sig over tidens tendens til maskinporno, og når Jens Juhl Jensen (’Lektor Laale’) komponerer sin lille artikel som en række »sidespring«.
Sprogpsykologen dræber lysten
Går man til sprogpsykologien, lader det derimod til, at sprog og sex opfattes som modsætninger.
I en alt for lang artikel definerer sprogpsykologen Lars Chandres Henriksen samlejet som »Et fokuseret samvær om en særegen, positiv biologisk energi-udveksling«.
Ifølge Henriksen er sex ren biologisk kropslighed, og »almindeligvis er kroppen simpelt hen ikke med i sprogets verden«.
Men hvad hvis sproget altid er med i menneskekroppens verden, hvor tavst vi end måtte udføre vore kropslige aktiviteter? Jeg tror i hvert fald, at jeg vil undlade at tage Henriksens definition med i seng, for jeg er bange for at tænde alvorligt af, hvis jeg pludselig kommer til at opleve mig som deltagende i en »positiv biologisk energi-udveksling«.
Nu skal det siges, at Henriksen i emnets anledning krydrer sin artikel med glimt i øjet og anekdoter fra eget sexliv; han laver endog det lille stunt at opgive sin e-mail i en parentes, hvor han henvender sig til den »kære læser« og udbeder sig en forklaring på »det frækkes psykologi«.
Hvis sprogpsykologen tror, at vi grundlæggende er »mere optaget af indholdet af hvad der bliver sagt, end selve dette at der bliver sagt noget«, må det selvfølgelig sætte ham grå hår i hovedet, at en kvinde, i fuld færd med at blive kneppet, skriger »knep mig!«
Lilian Munk Rösing
Henriksen forstår ikke, hvordan frækhed, som er refleksion, kan gå hånd i hånd med sex, der for ham er det modsatte af refleksion: »overgivelse, hengivelse og medriven«.
Men det kunne jo pege på, at han skulle tage sin definition af sex op til revision. Såvel som sin forståelse af sproget.
Hvis sprogpsykologen tror, at vi grundlæggende er »mere optaget af indholdet af hvad der bliver sagt, end selve dette at der bliver sagt noget«, må det selvfølgelig sætte ham grå hår i hovedet, at en kvinde, i fuld færd med at blive kneppet, skriger »knep mig!«.
Måske er det snarere selve henvendelsens og iscenesættelsens gestus, der er sprogets grundlæggende, som nu den iscenesatte henvendelse, Henriksen selv foretager til sin »kære læser«.
Manglende betegnelser for det kvindelige kønsorgan
At det også er muligt at skrive fuldstændig usexet om det allermest erotiske, beviser teologen Georg Stubkjær Adamsens skoleridt gennem nogle kommentarer til ’Højsangen’ i en artikel, hvor det frækkeste er navnene på de parafraserede Højsangs-eksegeter: Longman og Dillard.
