Hvis min omskæring ikke er interessant nok, bliver jeg skilt

Nu deler han ud! Alle vil ha' Sidney Lee. Siger Omar Marzouk. Som nu vil til at give lidt mere af sig selv. Foto: Jan Grarup
Nu deler han ud! Alle vil ha' Sidney Lee. Siger Omar Marzouk. Som nu vil til at give lidt mere af sig selv. Foto: Jan Grarup
Lyt til artiklen

Omar, du er jo sådan en andengenerations ... » ... perker«. Andengenerations stand-up-komiker ... »Ja, o.k.«. Men hvorfor bliver du ved med at være andenrangs? Uanset hvor lang tid der går: Jan Gintberg, Casper Christensen, Lars Hjortshøj, Anders Matthesen bliver ved med at være finere, morsommere, større og mere celebre navne end dig. Hvorfor? »Det er et godt spørgsmål. Jeg er uenig i, at de er morsommere end mig. Jeg er enig i, at de er større navne«. Altså, der jo ikke meget Caroline Wozniacki over dig. Hver gang man åbner en avis, er hun rykket en plads op på ranglisten. Du bliver bare der, hvor du begyndte ... »Jeg tror, det er, fordi verden er imod mig. Der er nogle derude, der vil mig det ondt. Så er det jo også meget snævert, dét jeg laver. Jeg er sådan en, hvor man godt kan risikere at være uenig med mig, når man går ind og ser mit show. Jeg tør rent faktisk sige, hvad jeg synes om alt muligt. Engang var der en manager, der sagde til mig, at jeg snakker for meget om, hvad jeg mener – og at jeg måske en gang imellem bare skulle holde min kæft«. Klog mand. Jeg tænkte, at det også kunne være, fordi du er så vildt selvoptaget og bilder dig ind, at alt ved dig er interessant. I virkeligheden er du jo ret kedelig. Men nu tror du ligefrem, at du kan gøre din egen afskårne forhud interessant? »Jamen, det er jo dét, jeg har at komme med. Jeg har indset, at jeg ikke giver nok af mig selv. Jeg var til et pressemøde for en serie, som ikke blev sendt på Kanal 5. Den handlede om fire selvmordsterrorister, der boede sammen. Men til det pressemøde gik det op for mig, at jeg ikke har så meget at komme med længere. Sidney Lee var der til gengæld, og alle journalisterne ville have ham. Der var ingen, der spurgte mig om noget, før til sidst, hvor jeg fortalte kort om min serie. Og det opfølgende spørgsmål var: »Hvordan går det derhjemme? Er der flere børn på vej? Er der noget sladder?«. Dér indså jeg, at jeg bliver nødt til at give meget mere af mig selv til pressen. Dét at man har skrevet noget, lavet noget eller tænkt over noget, er ikke godt nok«. Du skal give noget mere af dig selv, derfor har du fået skåret din forhud af? »Det kan Sidney Lee ikke konkurrere med«. Man kan ikke rigtig kalde det pikchauvinisme, vel? »Nej, det er det ikke. Det er mere kvindechauvinismen, der dominerer: De vil have dine inderste følelser, og de vil have, du kan græde på kommando. Det er sådan, man kommer til tops i dag«. Men du er vel også sådan en dreng, som feministerne allerhelst vil have. Du er feminismens produkt: Du er sådan en viljeløs, tilpasset, blød, flink fyr, der laver lidt grin med, hvordan du render rundt som en kastreret hundehvalp for at få anerkendelse hos kvinder og svigermødre? »Det er dét, mit show gør op med. Jeg har været lidt for meget mr. Nice Guy, for jeg troede, at det var det, man skulle være. Men nu er det gået op for mig, at det kommer man sgu ingen vegne med. Det er et opgør med min indre mr. Nice Guy«. Er det også et opgør med din status som ... »Som andenrangs ...?«. Nej, som kokosnød? »Nej, det vil jeg sgu godt være. Der er stadig brug for den stemme, tror jeg«. Efter at Nasser Khader gik helt til rotterne, er du vel i det mindste Danmarks mest populære kokosnød? »Der er jeg nok i top 3, mindst«. Men så skal du altså til at være sej mand. Du bliver vel snart skilt, og det skal dit næste show så handle om? »Det er ret sjovt, du siger det. Jeg har lige talt med min kone om, at mit næste show skal handle om, at jeg får en 40-års krise, bliver skilt, går på NASA og kører piger hjem derfra i min Porsche Cabriolet«. Hvad sagde din kone til det? Det er jo hende, der bestemmer, om du skal skilles eller ej ... »Sandsynligheden for, at hun bliver træt af mig først, er helt klart større. Hun kommer til at vælte sig i unge fyre. Hun ser godt ud, jo. Det er mig, der bliver pinlig og kommer til at hive kendiskortet for at gøre mig interessant over for 19-årige piger. Men det er jo først, når jeg fylder 40. Men nu har jeg fortalt det til min kone, at ...«. At det ville hjælpe din karriere, hvis I snart blev skilt? Du er jo ellers en af de meget få stand-up-komikere, som IKKE har gjort sig morsom på sex og forholdet til det modsatte køn på platte og vulgærdumme måder. Men det er så slut med det? »Dette show er mit tredje onemanshow. Hvis ikke det bliver en bragende succes, må jeg ty til de ting. Så laver jeg et show, der hedder ’Pik og patter’«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her