Da Lenny Martínez i januar 2001 besøgte sin mor hjemme i Brøndby Strand, havde han en god nyhed at fortælle hende. Syntes han selv. Outlandishs debutalbum 'Outland's Official' var netop blevet nomineret til seks priser ved Danish Music Awards. »Men min mor kiggede bare på mig og sagde: 'Seks priser? Hvad så. Smut lige hen i Netto efter noget mælk'. Det er sådan nogle ting, der gør, at succesen ikke stiger til hovedet. Man ved, at selv om man laver musik, så har man et ansvar. Musikken er stadig en hobby for os. Og når vi er færdige med at lave musikken, så venter det rigtige liv«, når Lenny Martínez at sige, før Outlandishs mest talende medlem, Waqas Qadri, helt typisk tager ordet: 'Musikken er ikke main activity' »Jeg kan godt skrive autografer til folk. Men det ændrer ikke ved, at jeg stadig skal have mad på bordet og penge til bleer til min søn. Musikken er ikke main activity«. Det er det rigtige liv, som er til stede i alle takter, beats, vers og samples på Outlandishs nye album 'Bread & Barrels of Water', der udkommer mandag. Dagligdagens tematik Et dagligliv med familie, venner, søskende, musik, regninger, job, bleskift og stadige bestræbelser på at få alle enderne til at nå sammen. De religiøse. De praktiske. De kunstneriske. Og for eksempel også de overvejelser om indvandreridentitet, som en højrøstet dansk udlændingedebat fører med sig. Outlandish modtog prisen for årets danske hip hop-udgivelse ved Danish Music Awards i 2001, og efter danske forhold kom Lenny Martínez, Isam Bachiri og Waqas Qadri til at ligne både stjerner og rollemodeller. Da trioen debuterede i 2000, var kritikerne generelt enige om, at 'Outland's Official' havde en formidabel hip hop-flavour farvet af toner fra medlemmernes oprindelseslande i Latinamerika, Asien og Arabien. 'Outland's Official' var den første store danske hip hop-plade, hvor man tydeligt kunne mærke indvandrerbaggrund i musikken. Og publikum tog trioen til sig. Godt salg Uden tv-annoncering er 'Outland's Official' blevet solgt i omegnen af 20.000 eksemplarer. Det er mange i dansk hip hop, hvor debut-cd'er sommetider kun bliver købt af få hundrede mennesker. Der skrives ikke så mange solstrålehistorier om indvandrere i de danske medier. Outlandish blev en undtagelse. Sammen blev Lenny Martínez, Isam Bachiri og Waqas Qadri solstrålehistorien om, at man godt have indvandrerbaggrund og have tilbragt mange barndomsår et så ringeagtet sted som Brøndby Strand og være forbilledlig for den danske ungdom alligevel. Genkender ikke historien Det er bare ikke den historie, Outlandish genkender sig selv i. Ligesom de heller ikke kan skrive under på den stædige myte om, at deres barndomsby Brøndby Strand er et tabersted. Den nu 26-årige katolik Lenny Martínez er født i Honduras og var 9 år, da han kom til Danmark. Både 26-årige Waqas Qadri og 25-årige Isam Bachiri er muslimer. Waqas' familie stammer fra Pakistan, mens Isams er fra Marokko. Alle tre drenge boede i almindelige, trygge hjem i Brøndby Strand, da de begyndte at spille fodbold og høre hip hop-plader sammen for mere end ti år siden. Brøndby Strand Waqas Qadri og Isam Bachiri bor stadig i Brøndby Strand. Waqas Qadri lever i arrangeret ægteskab og har en søn på to år. Hans hustru går i skole og har et rengøringsjob, som Waqas hjælper hende med. Isam Bachiri læser arabiske sprog og økonomi på Syddansk Universitet i Odense. Lenny Martínez har droppet et tilsvarende studium, fordi han ikke var glad for at læse. Lenny bor i lejlighed på Amager, men Brøndby Strand kalder tit. Der har han sit fodboldhold, og det er ikke kun for sjov, når han et sted på Outlandishs nye album siger: »Quiero ser como El Diego« - »Jeg vil være som El Diego« (Maradona). Og det er slet ikke for sjov, når de vemodige, søde, skarpe, rå og varme numre på det nye album mange steder kommer ind på, at Outlandish betragter det daglige liv som det virkelige liv og siger nej til at spille rollen som de perfekte indvandrere. »Brødet repræsenterer arbejdet, som jeg aldrig vender ryggen til«, rapper Lenny et sted på det nye album - på sit modersmål spansk. »I'm not here to change the world, just clean my house«, siger Waqas, som i 'Eyes Never Dry' står for et andet statement, man skal have livserfaring for at finde på: »Any fool can make a baby, only a man can raise one«. 'Tingene som de er for os' Isam Bachiri: »Vi fortæller ikke folk, hvordan de skal leve. Vi skriver bare tingene, som de er for os. Og de er meget blandede. Så vi passer ikke særlig godt til den 'politisk-korrekt-band'-status, vi har fået«. Waqas Qadri: »Nogle tror, at vi er totalt assimilerede, fordi medierne skriver så positivt om os. Og nogle vil gerne se os sådan. Efterhånden er integration ikke nok for danskerne. Man vil have mere ud af indvandrerne. Tag modersmålsundervisningen. Alle undersøgelser viser, at den kun er af det gode. Men alligevel bliver den sparet væk«. I 'A Donkey Named Cheetah' rapper I om den stress, som folks negative opmærksomhed betyder. »Give me room, let me breathe, for your own good«, siger I. Er det påvirket af stemningen efter 11. september?Et kram af Poul Nyrup Wagas Qadri: »Efter 11. september og under valgkampen lidt senere blev det hele kædet sammen. Terrorisme, islam, indvandrerdebat. Valgkampen blev meget en hetz imod indvandrere/muslimer. Det var grimt. Og ude på gaden kunne man mærke, hvor grim stemningen var«. Netop på grund af valgkampen kom det bag på mig, at I valgte at få et offentligt knus på en scene i Kolding af Poul Nyrup Rasmussen, da Socialdemokratiet havde kongres i november. For som jeg ser det, undlod Poul Nyrup Rasmussen at tage klart stilling i indvandrerdebatten. Wagas Qadri: »Vores deltagelse havde ikke noget med Socialdemokratiet at gøre. Vi ved godt, at Socialdemokratiets tone over for indvandrere er blevet skærpet. Du kan kalde det en provokation, at vi stillede op. I en lidt arrogant påklædning. Og med en Puff Daddy-sang, »we ain't going nowhere, we can't be stopped now«. Vi er her for at blive. Og hvis Venstre eller Dansk Folkeparti havde inviteret os, så havde vi også sagt ja. Vi gjorde det for at stå ansigt til ansigt med de mennesker«. En bøn foran fjernsynet Outlandish mangler at rappe på deres andet modersmål - dansk. Men derudover er 'Bread & Barrels of Water' et album, som nyder godt af alle relevante, tænkelige, kulturelle kilder. Alt kommer fra trioen selv. Intet er lånte fjer fra en eller anden tidstypisk, amerikansk hip hop-sound. Og hele tiden går erfaringer, håb og vemod hånd i hånd. Singlen 'Guantánamo' er en cubansk son-hyldest til det nære. 'Aicha' er - siger Lenny - »en hyldest til kvindeligheden«. 'Gritty' er et af de tørre, hårde, fede hip hop-numre. Og 'If Only' er et moderne bud på universel Marvin Gaye-soul, hvor Isam, Waqas og Lenny på hver sin måde fortæller, hvordan de gerne ville være over for deres familie. Og hvordan de i virkeligheden er. Man skændes. Man svigter. Man lever ikke op til nogens forventninger. Men hvis man virkelig mener sin hengivenhed, så prøver man på at gøre det bedre. Det gælder også i forholdet til Allah, Gud, eller hvad man end er spirituelt dedikeret til. Religionen er i Outlandishs musik. I teksterne. I stemningerne. Som en ydmyg tak for det daglige brød. Og også som levemåder, der forandrer sig og derfor skaber gnidninger og skuffelser mellem forældre fra andre kulturer og deres mere danske børn. Isam Bachiri: »Til daglig flyver tiden bare. Man prøver at finde ro i sig selv og gøre det, man skal gøre. Men det er svært at finde balancen. Nogle gange forsvinder den. Et sted snakker jeg om, at man kan bede, mens fjernsynet er tændt. Selv om det så også betyder, at ens fokus er væk«. Hvis man har for travlt, mister man sit fokus. Hvis man ikke sørger for sit og sine egne, mister man også sit fokus. Det brænder væk under fødderne. Outlandish har ikke lyst til at miste fokus. Hvis de får muligheden for at blive udsendt i England, vil de gerne det. Og det sker formentlig efter jul. Tidligere i år spillede de opvarmningsjob for Busta Rhymes, og den slags vil de også gerne prøve igen. De vil også gerne samarbejde tættere med andre, og det cubanske hip hop-orkester Orishas er interesseret. De musikalske ambitioner er der. Det kunne være fantastisk at have råd til at bruge flere livemusikere fra forskellige lande. Og - mener Isam - det må være den store drøm at lave noget sammen med melankoliens dronning, Sadé. Men droppe lønarbejde og studier til fordel for musikken vil de ikke. Isam Bachiri: »Det er virkelig en styrke at have noget ved siden af. Så man bliver ved med at udvikle sig. Det gør også, at man er sulten, når man langt om længe giver sig til at arbejde med musikken«. Lenny Martínez: »Vi har prøvet at koncentrere os helt om musikken sidste år, hvor vi var på turné i lang tid. Det er nok ikke os at sidde så tæt sammen i en bil hver dag i mange timer. Og kun have musikken. Man er for langt væk fra det, man laver til daglig. Og det er derfra, inspirationen kommer«.