Kulturby. I mange år sov Helsingørs kulturliv lige så tungt som byens vartegn, Holger Danske. Men nu lever byen igen. Blandt andet takket være Kulturværftet (billedet).
Foto: JACOB EHRBAHN (arkiv)

Kulturby. I mange år sov Helsingørs kulturliv lige så tungt som byens vartegn, Holger Danske. Men nu lever byen igen. Blandt andet takket være Kulturværftet (billedet).

Kultur

Holger Danskes hjemby har højt til loftet og fadøl til knæene

Kulturbyen Helsingør er vågnet op til dåd og byder på et væld af meget forskellige oplevelser.

Kultur

Georg Rasmussen var næsten ved at græde, da han så de gamle værftshaller for første gang. Det indrømmer han gerne.

For de kæmpe rum, som fra 1882 og 100 år frem husede et af Nordens største skibsværfter, var det vildeste, han nogensinde havde set.

Lyset bragede ned fra oven. Betongulvet fortalte historier om en storhedstid, som var engang. Og hver gang man åbnede en ny dør eller gik op ad en ny trappe, åbenbarede et nyt rum sig.

»Og jeg tænkte bare: Det her må ikke ende som en parkeringsplads«.

126 forslag Indtil videre har den tidligere booker på Vega og nuværende projektleder på Kulturværftet fået sit ønske opfyldt.

Værftshallerne står der endnu. Og der kommer formentlig ikke til at holde biler på den plads, som de optager på havnen i Helsingør.

I fremtiden kommer de gamle skibshaller, som indtil april i år var hjem for mobilgiganten Siemens, måske til at huse et folkekøkken, en klatrehal, en multisal, et tyrkisk bad eller et fristed for kreative kræfter.

Det er i hvert fald fire af de i alt 126 ønsker, som Helsingørs borgere har fremlagt for de gamle industrihaller bag byens store kulturhus, Kulturværftet.

Men først skal Værftshallerne være stedet, hvor INDEX:Award bliver uddelt. Det sker i august.

Kultur som industri
Det er langtfra tilfældigt, at verdens største designpris har valgt Helsingør som vært i 2013. Den nordsjællandske by rykker nemlig kulturelt i disse år.

I 2010 åbnede det 13.000 m2 store Kulturværftet på havnen. I 2011 fandt den første udgave af den ambitiøse new media art-festival Click, som Georg Rasmussen i dag er projektleder for, sted i netop Kulturværftet.

I april lancerede skuespiller og instruktør Sofie Stougaard og udviklingsselskabet Vækst & Viden det selvstændige, kommercielle filmselskab Filmby Helsingør.

Mange af mine københavnervenner omtaler i hvert fald Helsingør som »det nye sted«

25. maj stod en gennemgribende udbygning af havneområdet og voldgravene ved Kronborg klar. Og til oktober åbner det BIG-designede Museet for Søfart, der tegner til at blive et af verdens førende skibsmuseer, i en gammel tørdok på havnen.



I alt er der brugt 1,3 milliarder på Kulturhavn Kronborg, som er den samlende betegnelse for Kulturværftet, Museet for Søfart, Kronborg og det nye havneområde.

Helsingør Kommune har selv skudt en stor del af beløbet i projektet. Resten af pengene er statsmidler og penge fra private fonde, for eksempel Realdania.

Ambitionen er, at kulturen i fremtiden skal være Helsingørs førende industri, nøjagtig ligesom skibsfarten var det i 1900-tallet og sundtolden i 1400-tallet.

I dyb søvn
Oprindelig var Helsingør kendt som Nordens festlige hjørne. Med revy, teater og et broget havneliv, som bragte den ene eksotiske besætning efter den anden til byen.

Det internationale islæt har Helsingør beholdt siden de industrielle velmagtsdage. Men indtil for nylig havde byens kulturliv lullet sig ind i en søvn så dyb, at byens vartegn, Holger Danske, næsten ikke kunne være med.

»Helsingør har altid haft et internationalt schwung over sig. Men i mange år var der noget meget musealt over byen. Noget støvet. Kronborg var jo et fantastisk slot med en sjov historie, men den var slet ikke bragt i spil dengang. Man skulle være heldig, hvis der overhovedet var åbent ned til Holger Danske. Sådan er det heldigvis ikke længere«, fortæller Mikael Fock.

Som leder for Kulturværftet og byens andet store kulturhus, Toldkammeret, er han i dag en af dem, der er i fuld gang med at ændre Helsingørs kulturelle image. Fra museumsby til kulturelt centrum.

Knejpemusik fra alle folkeslag
Det gør han blandt andet ved at bruge den historie, som Helsingør gemmer på, i en ny innovativ udgave.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



»Byens stolte søfartstradition har vi for eksempel oversat til Knejpe Festival, hvor vi på byens fine, gamle værtshuse præsenterer knejpemusik fra alle de folkeslag, som sejlede ind i havnen, og som Danmark sejlede til i sin tid. Og industrifortællingen fra værftstiden bruger vi til i vores arbejde med Click Festival, som jo beskæftiger sig med nye medier i kunst, på samme nyskabende måde som skibsværftet i sin tid beskæftigede sig med den nye teknik«, siger Mikael Fock og tilføjer:

»Jeg tror, det er her, hemmeligheden bag Helsingørs nye kulturelle succes ligger. Vi skaber en masse ny, meget moderne kultur her lige nu. Men vi har som regel den oprindelige fortælling om byen med som udgangspunkt«. Smadderpunk og knaldromaner


Netop Click Festival er et af de kulturelle initiativer, som for alvor har placeret Helsingør i den kulturelle superliga og tiltrukket en helt ny type kulturforbrugere.

Hvor det gamle Helsingør mest tiltrak turister, som ville se Kronborg og slikke en Brostrædeis i sig, er det nye Helsingør i stand til at lokke kreative storbymennesker fra både ind- og udland til byen.

Og det skyldes altså blandt andet new media art-festivalen, som blev til for tre år siden på initiativ af Mikael Fock og kunstneren Casper Øbro.

Click holder til på Kulturværftet og har både musik, kunst, foredrag og workshops på programmet. En cocktail, som man i princippet kunne indtage hvor som helst, mener den nuværende projektleder for festivalen, Georg Rasmussen.

Og så alligevel ikke.

»Nogle af dem, jeg laver festivalen med, syntes, at rammerne var en anelse for kommunale her. Jeg har det lige omvendt. For det første er det helt uhørt, at kommunen støtter så meget op om et undergrundsprojekt, som det er tilfældet med Click, og i Kulturværftet har vi fået nogle rammer, som man ikke kan finde magen til andre steder. For det andet synes jeg, at der er en charme i, at der er nogle, som er ved at låne den nye Jussi Adler-Olsen-krimi fra det nye bibliotek i maven af Kulturværftet, mens vi med Click spiller den vildeste smadderpunk i et lokale lige ved siden af«.

Skinner mere i Helsingør
At Click Festival har været i stand til at lokke så mange til på så kort tid, handler faktisk især om dens placering, fortæller Georg Rasmussen.

»Der er helt sikkert mange, som har undret sig over, at den er endt netop her, men i det lange løb vil det være en styrke, at begivenheden ikke ligger klods op af Københavns voldsomme kulturudbud. Det ville være meget sværere at få Click Festival til at stå ud, hvis vi havde holdt den på Vega. Den skinner meget mere, fordi vi holder den her i Helsingør. Og i øvrigt er det vigtigt, at den slags kultur, som vi præsenterer på Click, får mulighed for at blomstre uden for hovedstaden«.



Det er ikke kun de etablerede events på Kulturværftet, som nyder godt af den nye type kulturturister, som for tiden strømmer til Helsingør. Også på byens mindre spillesteder har man bidt mærke i forandringen.

Helsingør har altid haft et internationalt schwung over sig

Det fortæller Anton Wrisberg fra det lille spillested Annexet, som ligger i en baggård midt på handelsgaden Stengade.

»Generelt tiltrækker Kulturværftet et helt andet, ældre publikum, end vi gør. Men vi kan da godt mærke, at der er flere mennesker i byen nu. Og mange af dem finder også frem til os«. Det nye sted

Sammen med Elværket repræsenterer Annexet, som 18-årige Wrisberg ejer og driver sammen med to andre unge og »en voksen«, en yngre, mindre etableret del af Helsingørs kulturliv, hvor lokal punk spiller side om side med lokal reggae og brugerne aktivt hjælper til med at sætte nye projekter i søen. »Men efterhånden er der også flere og flere bands fra København, som søger herop. Mange af mine københavnervenner omtaler i hvert fald Helsingør som »det nye sted«, fordi det er her, der sker nogle nye, spændende ting lige nu«, siger Anton Wrisberg og tilføjer, at Helsingør har den helt rette størrelse. Ikke for lille, ikke for stor. »Helsingør har alt det, som man finder i en storby, og man har Sverige lige ovre på den anden side. Men samtidig er byen lille nok til, at du altid bare kan daffe ned på din yndlingsbar og møde nogle, du kender«.



LÆS OGSÅ Den kommende måneds tid kan man blandt andet opleve gøgl, nycirkus og dans i Helsingørs gader, når årets udgave af teaterfestivalen Passage løber af stablen som et samarbejde mellem Helsingør Teater og Dunkers Kulturhus i Helsingborg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Omtrent samtidig er der undergrundsmusik på Elværket, som for 30. gang arrangerer Helsingør Festival. Og på augusts sidste aften er der sømandsbal i de gamle værftshaller.

Og det er lige nøjagtig den spændvidde, Helsingørs kulturliv skal indeholde, mener Mikael Fock.

»Der skal være plads til både det højpandede og det folkelige her. Vi skal have højt til loftet, samtidig med at vi kan stå i fadøl til knæene«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce