Hvad nu ...«, billedet flimrer. Halvdelen af ansigtet er i skygge. Den unge mand afbryder sig selv. Han ser direkte ind i kameraet med vidt opspærrede øjne, tager en dyb indånding, inden han begynder forfra: »Hvad nu, hvis intimitet er noget, der indfinder sig på tidspunkter, hvor der er ro og fred omkring én? Og hvad, hvis man hele tiden selv er optaget af at tale, søge, lede og råbe og skrige? – så vil man jo aldrig møde den«. En tekst løber hen over skærmbilledet af ansigtet: ’Jeg havde en slags sammenbrud i 2005’. På skærmen fortsætter han med at tale: »Hvad nu, hvis det, man selv opfatter som en dybt kommunikerende personlig aktivitet ... Noget, man praktiserer, og som man nærmest ser som en religion for én selv ... Hvad nu, hvis det bare skubber folk væk fra én? Jeg offentliggjorde hele mit liv på det fucking internet. Og det er ikke noget, der har givet folk lyst til at være sammen med mig. Det har gjort, at folk ikke stoler på mig. Og nu ved jeg bare ikke, hvad helvede jeg skal gøre ved det«. Det bedrøvede og fortabte ansigt på videoen med titlen ’Dark Night – The Final Vblog’ tilhører Justin Hall. Den dag i dag kan man stadig finde den på webportalen YouTube, som et stykke vraggods fra internettets fortid, som et elektronisk mindesmærke over en ung mand, der allerede i 1990’erne udlevede og udleverede det meste af sit liv – og mange andres – på internettet.
Dengang ingen kunne vide, at den narcissistiske selvudlevering og -eksponering, som han blev så afhængig af, nogle år senere ville være en daglig fristelse for millioner af mennesker. Total åbenhed I 2005 var Justin Hall 30 år. Siden han var 18, havde han kreeret sin egen selvbiografi i det, man dengang kaldte cyberspace. Han delte de mest intime sider af sit liv, en hel del af andres og masser af syg humor, porno, rock’n’roll og sladder med et stadig voksende publikum på internettet.
