Nordmænd passerer 50 mio youtube visninger med hylesjov rævevideo

Lyt til artiklen

Hvad siger ræven?

De fleste af os er bekendt med de såkaldte pegebøger. Forældre og bedsteforældre peger på en ko, og guldklumpen udbryder 'muuuh.' Til stor glæde.

Men hvad nu, når billedet ikke er den velkendte gris, kylling eller kat. Men en Ræv?

Tanken blev til musik

Det er svært at sige, og det synes de norske brødre Bård og Vegard Ylvisaker også. Derfor har de lavet en musikvideo ud af tankeeksperimentet med nogle temmelig kreative bud på, hvad ræven så siger, med titlen 'What does the fox say.'

De er værter på det norske talkshow 'i kveld med YLVIS' som sendes på TVnorge, og musikvideoen er lavet for at promovere tredje sæson.

Verden rundt

Musikvideoen blev hurtigt et hit på youtube, og siden lanceringen 3. September har den fået over 50 mio visninger.

Det fik den famøse amerikanske talkshovært Ellen Degeneres til at spidse ører. Inden hun får de to norske brødre i studiet siger hun, at hun ikke ved meget om Norge, men at marihuana helt sikkert må være lovligt deroppe.

Ræven siger ’doh’

Men den virale succes stopper ikke der. For den amerikanske tv-station Fox lå en kopi lige til højrebenet. Derfor har de brugt nummeret i en promoveringsvideo, hvor Homer Simpson og en lang stribe af kanalens kendte karakterer synger de norske brødres sang.

Mads Trolle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her