Ændring. Nu skal der siges Nederlandene og ikke Holland, mener Mette Maltesen (tv.), efter at hun er blevet præsenteret for Lis Thavlovs (th.) nye tese om indvandringen på Amager.
Foto: Peter Klint

Ændring. Nu skal der siges Nederlandene og ikke Holland, mener Mette Maltesen (tv.), efter at hun er blevet præsenteret for Lis Thavlovs (th.) nye tese om indvandringen på Amager.

Kultur

Forskere: Amagers hollændere kom i virkeligheden fra Belgien

Forskerteam vender op og ned på historien om kong Christian II's indkaldte 'hollændere'.

Kultur

Dirch Jansen Schmidt bor på Fælledgården i St. Magleby på Amager.

Han er gartner og dyrker grøntsager – ligesom sit ophav, den hollandske bonde Sigbrandtsen, der sammen med godt 160 andre hollandske landmænd blev hentet til Amager i 1521 af kong Christian II.

Familiens arv Sådan lyder den næsten 500 år gamle fortælling, som Dirch Jansen Schmidts 59-årige liv har været præget af.

Dirch Jansen Schmidt er vokset op med amagerdragter, og han ejer selv en, som oprindeligt blev syet, da hans oldefar i 1886 skulle giftes.

Dirch Jansen Schmidt er opdraget med stærke, lokale traditioner som tøndeslagning, og hans tre børn har alle fået et hollandsk navn. Neel, Marchen og Grith hedder de – i respekt for familiens arv.

I det stadig bevarede privilegiebrev om det modelsamfund, Christian II ville opbygge på Amager, omtales indvandrerne som hollændere. Det bed sig fast. St. Magleby hedder også Hollænderbyen.

Her ligger Hollændervej og Hollænderhallen, og på resten af Amager finder man f. eks. Willumsvej, Dirchsvej og Gertsvej.

Hele vejen op gennem danmarkshistorien omtaler historikerne indvandrerne som ’hollandske bønder’ fra ’egnen nord for Amsterdam’.


Ny opdagelse
Men meget tyder på, at det verdensbillede er forkert.

Arkivar Lis Thavlov er overbevist om, at Christian II, der ønskede friske grøntsager på middagsbordet, i virkeligheden hentede ’Kongens bønder’ i det, der i dag er Belgien.

»Der var på det tidspunkt ingen grøntsagsdyrkning eller mejeribrug i Waterland i det nordlige Holland, hvor man hidtil har regnet med, at indvandrerne kom fra. Flytter vi blikket til Flandern lidt længere sydpå, finder vi både et landbrug præget af grøntsagsdyrkning og det købstadsstyre, som Christian II også var interesseret i at indføre«, siger Lis Thavlov, der i dag leder Silkeborg Arkiv.

Også for hende er det en ny erkendelse. I 1996 var hun ansat i Dragør Lokalarkiv, der også dækker St. Magleby. Dengang skrev hun i anledning af 475-året for indvandringen en artikel om ’Den hollandske indvandring til Amager i 1500-tallet’, hvor hun også omtaler ’gruppen af indkaldte hollændere’.

Men nogle år senere kom hun i kontakt med Willy van Hoof, en belgisk amatørhistoriker med speciale i gartneriets og landbrugets udvikling gennem tiderne. Han mente ikke, den traditionelle danske opfattelse kunne passe, og de to har nu i fællesskab givet hollænderteorien et kritisk gennemsyn i bogen ’Vlaamse Tuinders en hollandse boeren in Denemarken in de zestiende eeuw’ (Flamske gartnere og hollandske bønder i Danmark i det 16. århundrede. Et kritisk blik på en velkendt indvandrerhistorie), der udkom i marts og endnu ikke er oversat til dansk.

De to er overbeviste om, at i hvert fald de fleste af ’Kongens bønder’ blev hentet i Flandern i den sydlige del af Nederlandene og blev udskibet i Nieuwpoort.

For Dirch Jansen Schmidt, hvis Fælledgården er bygget af hans oldefar Crilles i 1888, er det helt nye oplysninger:

»Vi bliver nødt til at se på historien så korrekt som muligt«.


Gode forretningsforbindelser
Men lad os først kaste et blik tilbage til dengang, den danske konge udså sig Amager til at opbygge et lille modelsamfund ved hjælp af indvandrere fra den mere moderne del af Europa.

På Christian II’s tid – han var konge 1513-23 – var Danmark en europæisk stormagt. Danmark, Norge og Sverige var via Kalmarunionen ét rige, og Danmark strakte sig dengang næsten ned til Hamburg.

Christian II var en energisk hersker, og på programmet havde han bl.a. en modernisering af riget. Forbilledet var Nederlandene, der omfattede det meste af det nuværende Belgien og Holland. Han kendte området godt. Både hans hustru, dronning Elisabeth, hans elskerinde, Dyveke, og rådgiver, Mor Sigbrit, kom derfra.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Margrethe af Østrig var for den tysk-romerske kejser Karl V statholder i Nederlandene, og hun havde opdraget Karls søster, den senere danske dronning Elisabeth, på sit slot i Mechelen i netop den del af Nederlandene, Flandern, hvor grøntsagsdyrkningen gjorde store fremskridt.

Chritian II’s forretningsforbindelse i Nederlandene var købmanden Pompejus Occo, der bestyrede det hovedrige tyske finans- og handelshus Fuggers filial, et såkaldt faktori, i Amsterdam.

Fugger drev kobberminer i det nuværende Slovakiet og udskibede datidens vigtigste metal i Østersøen. Skibsladningerne skulle gennem Øresund, hvor danske konger opkrævede told.

Fuggerne ville gerne stå sig godt med det danske kongehus. Så Pompejus Occo var hjælpsom. Han lagde ud, når Christian II købte våben og andet udstyr, han var vært under kongens besøg i Nederlandene og organiserede de specialister, den danske konge ønskede. Et af de få bevarede dokumenter i hele sagen er faktisk en regnskabsbog, hvor der står, at Occo får betaling for fem skibes rejse fra Nederlandene til Danmark i 1521 .

Amager som mønstersamfund
I forbindelse med planen om et mønstersamfund på Amager skal man også notere, at Christian II var på en længere rejse i netop Flandern samme år for at studere den tids mest moderne samfund.

Bortset fra privilegiebrevet og regnskabsbogen fra Pompejus Occo findes der i dag ingen dokumenter om selve rekrutteringen i Nederlandene eller arrangementet i det hele taget. Det meste er gået tabt under krige, ved brande eller bare forsvundet – både i Nederlandene – nu Holland og Belgien – og i Danmark.

Christian II tog sit arkiv med sig, da han flygtede. Det var længe forsvundet, men blev fundet i Tyskland og har siden 1939 ligget i Rigsarkivet som ’Münchenarkivet’.

»Vi har desværre ikke haft held til at finde det endelige bevis i form af dokumenter«, indrømmer Lis Thavlov. »Til gengæld er indicierne stærke«.

Vi bliver nødt til at se på historien så korrekt som muligt



Men netop når det drejer sig om dokumenter, synes hun ikke, man skal overse den belgiske arkivar Emile Vanden Bussche, der på basis af originale kilder i Nieuwpoort i 1879 og 1881 skrev, at der var flamlændere blandt indvandrerne til Amager. Det er ikke lykkedes van Hoof at genfinde dem.

»Vi har ikke papirerne, der bl.a. omfatter en arvesag, men der er ingen grund til at tro, at Vanden Bussche ikke skulle have set dem og citerer dem korrekt. Så de kom altså fra Flandern«, siger Lis Thavlov.

»Vi har også ledt efter dokumenter i hollandske arkiver, men ikke fundet et eneste spor af, at indvandrerne til Amager skulle komme derfra«.

Sprogforvirring
Nok så afgørende er det ifølge Lis Thavlov, at der i Waterland i begyndelsen af 1500-tallet slet ikke blev drevet havebrug og gartneri, men på grund af havets hyppige oversvømmelser et meget ekstensivt landbrug med vægt på kvægavl.

»Christian II ville importere noget moderne – altså gartnere og frugtavlere. Vi må også tage i betragtning, at dronningen fra sin barndom i Mechelen var vant til at spise grøntsager. Det giver ingen mening at hente indvandrere fra området omkring byen Hoorn – også kendt som Waterland. Det ville være, hvad vi i dag kalder økonomiske flygtninge. De havde slet ikke den ekspertise, Christian II ønskede«, påpeger Thavlov.

»Ser man på indvandrernes sprog, navne og medbragte traditioner, fortæller de først og fremmest om Nederlandene. Alle nederlændinge talte samme sprog, og for eksempel tøndeslagning fra hest, der stadig er tradition på Amager, kender vi fra alle egne i Nederlandene. Den særlige amagerdragt, som de stadig bruger, er heller ikke speciel for det nordlige Holland«, siger hun videre.

»Endelig er der jo sprogforbistringen. I Danmark taler man som regel om Holland, selv om landet hedder Nederland – Holland er kun to små regioner i den nordlige del af landet. Jeg er tilbøjelig til at tro, at forvirringen ikke er af ny dato. ’Holland’ var ikke en præcis stedsangivelse, men snarere et udtryk, der dækkede hele området. Ligesom Waterland faktisk også er en flertydig stedbetegnelse«.
Forfriskende, men kun indicier

På Amagermuseet i St. Magleby synes leder, ph.d. Ingeborg Philipsen, det er en interessant teori, som hun ikke vil afvise:

»Vi har allerede i udstillingen blødt den traditionelle opfattelse af indvandring fra Holland op og henviser både til Nederlandene og til Holland. Vi ved, der står Holland i privilegiebrevet, men det kan jo være en fejl – at der i virkeligheden skulle stå Nederlandene. På det her område var og er der en sprogforvirring«, siger Ingeborg Philipsen.

Hun lover i samme åndedrag, at museets hjemmeside opdateres om kort tid, så tvivlen om oprindelsesland eller rettere oprindelsesegn også kommer til at fremgå her.

»Men så vil jeg også sige, at vi jo her kun har en hypotese bygget på indicier – ikke et dokumenteret forskningsresultat«, tilføjer hun.

Historikeren Aske Laursen Brock, der har beskæftiget sig med Christian II’s indvandrere på Amager, efterlyser også dokumentation:

»Det er da en forfriskende og interessant tese sådan at stille det hele på hovedet, og måske finder vi en dag dokumenter, der bekræfter den. Men indtil videre har vi ikke beviser, og vi kan ikke bare overse, at der i både privilegiebrevet fra 1521 og munken Povl Helgesens samtidige smædeskrift tales om ’hollændere’«. Nederlandsk selvstyre


Men hvad siger efterkommerne til, at de pludselig skulle have en fortid i det nuværende Belgien og ikke i Holland?

»Ja, det vender lidt op og ned på hele vores historie. Vi må jo holde os til facts, og hvis de viser noget andet, end vi hele tiden har troet, så er det jo ikke til at lave om på«, siger Lisbeth Møller, der både er født Dirksen og formand for Amager Museumsforening.

»Det lyder jo sandsynligt, at de blev hentet der, hvor man var gode til grøntsager, og ikke til kvæg«.

Christian II ville importere noget moderne – altså gartnere og frugtavlere



Museumsforeningen har inviteret Lis Thavlov til at holde foredrag om sin forskning 7. november, og »vi må da også have bogen oversat, selv om der næppe er det store salg i den slags«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



»Vi bliver i hvert fald nødt til at sige Nederlandene i stedet for Holland«, siger Mette Maltesen, der er født Jans og selv har forsket i den ’hollandske’ fortid.

Hun offentliggør her i efteråret en artikel om 20 familier, der 1651 flyttede til Frederiksberg for at overtage en kongelig avlsgård og levere kalve- og lammekød, smør og mælk til hoffet.

»Man holdt sig meget for sig selv i Hollænderbyen, hvor man havde selvstyre og også blev ved at tale nederlandsk. Det har selvfølgelig holdt traditionen om Holland i live, selv om det ville være mere naturligt at tale om Nederlandene«.

Skal det så hedde Belgierbyen?

Gartner Dirch Jansen Schmidt medvirkede i juni 2012 i Politiken i artiklen ’De har holdt med Holland i 500 år’. Han sagde dengang, at han ’har en særlig veneration for arven’, men den nye forskning vælter ikke hans verden: »Det er klart, at den store gruppe indvandrere ikke kan komme fra samme by, og Christian II har sikkert også ledt efter de mest foretagsomme. Så det er sikkert rigtigt at tale om Nederlandene. Det har jeg ingen problemer med«, siger han. Lis Thavlov, skal man så døbe Hollænderbyen om til Belgierbyen? »Nej da. Den traditionelle opfattelse af indvandringen skal ikke skrives ud af historien. Den skal bare ikke hindre os i at forsøge at nuancere historien med de muligheder, vi har i dag. Vi kan jo bl.a. se, at man hele tiden har taget udgangspunkt i de lokale traditioner som navneskikke, sprog, amagerdragten og fastelavn og set dem som ’beviser’ for, at Waterland var oprindelsesstedet. Sagen er bare, at vi kan genfinde de samme traditioner i Flandern. Der kan vi jo så fortælle en ny historie«.





Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce