»Det gode ved den her sport er, at alle kan være med«, siger Kjeld Fristrup, mens vi nærmer os skydebanens bagerste bås.
Kjeld er jæger, tidligere træner for Danmarks OL-skytter og instruktør i Københavns Flugtskytte Klub på Amager. Min veninde Sara og jeg er her, fordi vi skal prøve at skyde med et haglgevær for første gang.
»Vi har haft besøg af handicappede, folk med sklerose, ja, alle mulige, herude, og der er faktisk ikke nogen, som ikke har ramt en lerdue«.
Endnu!, tænker jeg, mens jeg skubber mine ørepropper ind i øregangene og trasker efter Kjeld.
Mit besøg i jagtverdenen er gået skævt fra starten: Jeg har spurgt en jæger, hvorfor lerduer egentlig hedder lerduer, når de mest af alt ligner flyvende tallerkner.
Usandsynlig jæger
Jeg er ved at smide mig ned på gulvet, hver gang der bliver affyret et skud. Af angst. Mine arme syrede fuldstændig til, da jeg skulle løfte et gevær for første gang. Og da vi nærmede os afdelingen for geværremme i klubhusets lille butik med jægergrej, hvinede jeg:
»Ih, se nogle pæne bælter!«.
Jeg er med andre ord ikke det mest sandsynlige jægertalent. Men Kjeld siger, at alle kan få en succesoplevelse herude på skydebanerne, så selvfølgelig skal jeg skyde nogle af de der orange ufoer – undskyld, lerduer – til splinter. Selvfølgelig skal jeg det.
Cowboytoast og flæskestegssandwich
Københavns Flugtskytte Klub ligger helt derude på Amager, hvor der ikke bor mennesker. Hvor det nærmeste busstoppested ligger en halv time væk. Hvor der ikke er nogen huse til at skærme af, når blæsten raser.
Hvor den ene langtidschauffør efter den anden suser forbi os med speederen så dybt i bund, at landevejsstøvet hvirvler op over vores hoveder, og vi er ved at falde af vores cykler.
For enden af Selinevej venter en verden, vi ikke anede eksisterede. Med et folk, som går rundt og sludrer med et gevær hvilende på skulderen. Glasmontrer fulde af blankpolerede pokaler.
Sorthvide fotografier af skarptskydende skytter fra en anden tid, der poserer iført trompetbukser, og fipskæg. Sort kaffe i termokanden og pulverkakao i en skål på disken.
En cafémenu, som blandt andet tilbyder cowboytoast, spejlæg, frikadeller og en flæskestegssandwich, som ifølge cafeteriaforpagteren Ulrik er så god, at mange rejser langt for at få en bid. Hemmeligheden er, at den er lavet af ægte ribbensteg.
»Det der nakkekam, som alle de andre cafeterier bruger, smager jo af prut«, som han siger.
Ingen ulykker
Ulrik har lovet at vise os rundt i skydeklubbens lille pro-shop, inden vi skal ud og skyde sammen med Kjeld. Det første, han præsenterer os for, er de små hylstre med 300-400 hagl indeni, og vi vil selvfølgelig gerne vide, om de småbitte kugler kan dræbe andet end lerduer.
Det kan de godt, fortæller Ulrik. Sagtens, faktisk.
»Men vi har 2.000 medlemmer og får hvert år besøg af 12.000 mennesker, som ikke er jægere, og der er aldrig nogensinde sket noget alvorligt herude. Højst en lille skramme på kinden fra en lerduesplint«.
Okay... Tror vi nok, mens vi let trykkede bevæger os rundt blandt våben, og baggrundsstøjen ude fra skydebanerne får os til at føle, at vi står midt i en regn af krudt og kugler.
På strandjagt
Jagt har været en del af Ulriks liv, siden han som seksårig en dag skævede op på sin overbos altan.
»Der hang en dum and, som han havde skudt, da han var på strandjagt. I det øjeblik vidste jeg, at jeg ville have jagttegn, så snart jeg blev gammel nok. Jeg ved ikke hvorfor. Der var bare noget, som tiltrak mig ved det. Siden dengang har jeg været på rigtig mange fasanjagter, og jeg har også nedlagt en antilope på den afrikanske savanne«.
Vi står lidt og venter på, at han skal forklare, hvad en strandjagt er for noget. Det gør han ikke. Så vi er tvunget til at spørge.
»Det er ligesom almindelig jagt, men man sejler bare rundt og skyder«.
Pigejægeren
I et hjørne af pro-shoppen står Jens og Heinrich og nyder en Grøn Tuborg, mens de sammenligner sæsonens udbud af jagtsweatre.
Alkohol er ellers ikke noget, de drikker særlig meget af i Københavns Flugtskytte Klub. På skydebanerne hænger der sågar et skilt med en øl med rød streg over. Alkohol er af ret indlysende grunde forbudt.
»Vi oplever da folk, som kommer slingrende herud med en dåsebajer i hånden, for derefter at gå hen og pisse i hækken. De får ikke lov til at skyde. Det er for farligt«, siger Ulrik.
»Men når vi er færdige med at skyde, snupper vi gerne en enkelt lille bajer«, siger Jens og holder glasflasken op som bevis.
Han har efterhånden været jæger i et kvart århundrede. Har sgu nærmest en hængekøje herude, som Heinrich siger.
En tredje jæger slutter sig til selskabet. Han hedder Jørgen og fortæller, at han i mange år jagtede noget helt andet end gråænder og dådyr.
»Men hvad fik jeg ud af at være pigejæger? Ikke en skid andet end at jeg mistede håret«, siger han og letter på kasketten.
»Så nu tager jeg på fasanjagt i stedet«.
Lerfasaner, lertallerkner, lerufoer
Uden for klubhuset møder jeg et andet klubmedlem, pensionisten Torben, som står og betragter Danmarks måske kommende OL-vinder i skydning, Jesper Hansen, der er i gang med dagens træning på skydebanen. Mens de små hagl sprænger den ene lerdue efter den anden til atomer, spørger jeg Torben, hvorfor lerduer egentlig hedder lerduer. Og ikke lerfasaner. Eller lertallerkner. Eller lerufoer – når det nu er det, de ligner.
»Det er et levn fra dengang i 1800-tallet, hvor sporten opstod i England. Man havde simpelthen fem høje hatte med hver sin due under, og når spillet gik i gang, var der en, som trak i en snor, så hatten røg på jorden, og duen fløj mod himlen. Og så gjaldt det ellers bare om at ramme så mange som muligt«, fortæller han og tilføjer:
»Siden begyndte man så at fremstille dem i ler, men i dag er de lavet af landbrugskalk. Det er meget lettere, så de svæver bedre«.
Indenfor igen viser Torben os, hvordan vi skal holde på geværet, så vi ikke falder helt igennem, når vi om et øjeblik skal ud og skyde sammen med Kjeld. Det skal støde imod skulderbladet, siger han, mens han retter på min overkrop.
»Ja, du er sgu nok nødt til at løfte det lidt længere op. Ellers er attributterne jo i vejen. Ha ha ha… Og så skal det nærmest sidde i hak under dit kindben«.
Geværet er tungere, end det ser ud til, og mine armkræfter er dårligere, end jeg troede. Jeg er seriøst bange for at komme til at tabe for titusind kroner skydevåben mod laminatgulvet. Men Torbens lille improviserede ’sådan-holder-du-et-gevær-lektion’ er ikke færdig endnu.
»Det er vigtigt, at I lægger vægten på jeres forreste ben, for ellers bliver I slynget tilbage, når rekylet skubber geværet tilbage«.
Rekylet? Vi bliver nødt til at spørge. Igen.
»Et rekyl er den bevægelse, geværet gør, når I har affyret geværet. Det kan godt give et lille ryk«, siger Torben og laver en grimasse, der viser, at det da ikke er noget særligt.
Godt skydevejr
Nu er det tid til, at vi selv skal prøve kræfter med de der lerduer. Kjeld går os i møde ude på skydebanen. Han er i jægergrønt tweed og har et gevær over skulderen. Vores lårkorte kjoler og spidse sko ligner noget, der i dén grad er gået forkert.
»I er heldige. Det er godt skydevejr i dag«, siger Kjeld og kigger op mod Amagers lysegrå himmel.
Gråvejr er hans yndlingsvejr. Så kan man se dybderne, fortæller han. Det kan man ikke, når solen bare brager ned.
»Du skal bare stirre på lerduen«
I klubbens bagerste bås stiller Sara sig til rette. De første par skud rammer langt forbi.
»Prøv at tage det helt stille og roligt«, råder Kjeld, mens han åbner det rygende patronhylster for at lade geværet med flere hagl. Der lugter af nytårskrudt i båsen.
»Hemmeligheden er, at du ikke skal sigte. Du skal bare stirre på lerduen. Så skal dine arme nok gøre det, dine øjne ser«.
Efter Kjelds lille insidertip rammer Sara ikke bare en, ikke bare to, men otte lerduer. Ud af 25. En ret fin statistik, roser Kjeld.
»Vi jægere plejer at sige, at man skal ramme plet mindst hver tredje gang. Og det har du jo gjort i dag«.
Værre står det til med mig, viser det sig øjeblikket efter. Jeg står ellers med vægten på forreste ben og geværet mod skulderbladet nøjagtig, som Torben lærte mig for lidt siden.
»Var det tæt på?«, spørger jeg, da endnu et skud flyver forbi en af de lerduer, som Kjeld sætter fri ved at trykke på den lille fjernbetjening, som hænger ned fra loftet i båsen.
»På ingen måde«, siger Kjeld.
En due nede
»Du lukker jo øjnene!«, nærmest råber fotografen, som har haft sin linse rettet mod mig, siden jeg trykkede på aftrækkeren for første gang.
Og ganske rigtigt. En hurtig gennemgang af hans billeder viser, at jeg kniber mine øjenlåg hårdt sammen, hver eneste gang det er ved at sige bang.
»Se om du kan stirre på lerduen«, prøver Kjeld.
Tre ud af 17
Men nej. Øjnene går i helt af sig selv, hver gang jeg fyrer et skud mod himlen. Efter ti mislykkede skud er fiaskoen faretruende tæt på. Handicappede og scleroseramte kan godt ramme lerduerne. Jeg kan ikke. Kjeld lægger en hånd på geværet.
»Nu skal du bare skyde præcis, når jeg siger det«.
Det gør jeg så. Og rammer. Åbenbart
»Så du det? Du ramte en!«, råber Kjeld begejstret.
»Næ«, siger jeg og åbner øjnene.
Jeg når at se en af de tre lerduer, jeg får skudt i småstykker, inden vi trækker ind mod klubhuset igen. Og der er ganske rigtig noget flot og forløsende over det øjeblik, hvor haglet slår lerduen fra hinanden. Hvis bare det ikke larmede så meget.
»Fotografen fik jo et par af dine skud, så du fik faktisk kun lov til at skyde 17 gange. Det er sikkert derfor, du ikke ramte flere«, trøster Kjeld, da vi sidder i sofaen og varmer vores hænder på en parisertoast.
»Og du er ikke den eneste, som er lidt bange for de høje brag«, indskyder Ulrik.
»For noget tid siden mødte jeg en ordentlig kleppert med kæmpestore overarme herinde i klubhuset. ’Skal du ikke ud og skyde med dine venner’, spurgte jeg ham, men det skulle han ikke. Det var alt for brutalt for ham«.
Jagttegn om et år
Kjeld rejser sig op og giver hånd. Han skal på jagt på Sydsjælland. Vi skal til fest i Nordvest.
Vi låser vores cykler op og begynder turen ind mod byen.
»Jeg vil altså ikke afvise, at jeg har jagttegn om et år«, råber Sara begejstret fra cyklen og hujer, når jægerne fyrer et skud af bag os. Hun er tydeligvis stadigvæk lidt oppe at køre.
Men mig? Jeg lukker bare øjnene.
FACEBOOK Bliv ven med IBYEN
