Ødelagt. Et satellitbillede af moskeen i Aleppo - som er at finde på UNESCO's verdenskulturarvliste - før og efter de voldsomme kampe i den gamle by.

Ødelagt. Et satellitbillede af moskeen i Aleppo - som er at finde på UNESCO's verdenskulturarvliste - før og efter de voldsomme kampe i den gamle by.

Kultur

Arkæologer opgiver at grave i begyndelsen på vores civilisation

Borgerkrigen i Syrien har indstillet udforskningen af verdens måske første storby.

Kultur

Museumsinspektør ved Nationalmuseet Mette Marie Hald blev lige overrasket hver gang, hun ankom til sit årlige besøg i Syrien.

Hun kunne sidde i bussen fra Damaskus og tage den samme rute gennem fladt landskab, som hun havde taget stort set hvert år siden 1998, og se de bakkelignende konturer af Tell Brak dukke op i horisonten - og alligevel blive i tvivl.

Var det den historiske byhøj, hun kunne se derude, eller var det bjergene mod Tyrkiet?

For den er kolossal. En »fænomenal lokalitet«, kaldet hun det. Her, i det nordøstlige Syrien, har en af verdens allerførste storbyer ligget, grundlagt for 6.000 år siden og med 15.000 indbyggere, da den var på sit højeste.

Måtte stoppe omkring fjerde årtusinde Men siden krigen brød ud i Syrien har det arkæologiske arbejde ved Tell Brak ligget stille, og det samme gælder al anden akademisk forskning i de ældgamle kulturer, der har blomstret og præget Syrien gennem årtusinder og lagt kimen til vor egen civilisation.

»Vi måtte stoppe udgravningen, da vi var nede i det tidligste lag i det fjerde årtusinde før Kristi Fødsel. Et lag, hvor man kunne se byen udvikle sig fra landsby til storby. Så det var spændende ting, vi var kommet til«, siger museumsinspektøren.

Men at måtte afbryde sit feltarbejde føles dog ikke som et stort tab i forhold til de menneskelige tragedier, der er forbundet med krigen i Syrien, tilføjer hun.

For arkæologer kan trods alt søge et andet sted hen og arbejde. Og det er netop, hvad de er begyndt at gøre i dette tilfælde.

De fleste arkæologer føler, at løbet er kørt, så der sker lige nu et ryk imod det nordlige Irak, hvor mange ekspeditioner er begyndt at arbejde. For vi kommer ikke til at grave i Syrien i de næste tyve år.

»De fleste arkæologer føler, at løbet er kørt, så der sker lige nu et ryk imod det nordlige Irak, hvor mange ekspeditioner er begyndt at arbejde. For vi kommer ikke til at grave i Syrien i de næste tyve år. Der er så mange ting, der skal tages hånd om, før vi kan grave dernede igen«, fortæller hun.

»Udover at der skal komme fred, og menneskeliv skal reddes, så skal det politiske system stabiliseres. Og så skal man forsøge at redde den del af kulturarven, eller de stumper, der er tilbage. Først herefter kan vi tillade os at grave videre i Syrien«.

Mette Marie Hald deltager selv i øjeblikket i to arkæologiske projekter i det nordlige Irak, som vedrører byhøje fra stamme tid som Tell Brak.

Kribler det ikke i fingrene for at komme ned og komme videre med udgravningerne i Tell Brak?

»Jo, helt sikkert. Det gør det. Der er mange spørgsmål om Syriens tidligste civilisationer, som vi gerne vil have besvaret. Men lige nu handler det om allerede udgravede genstande og bygninger, og tilstanden på landets museer. At grave nye genstande op, det kan vi godt vente med. De ligger godt i jorden«.

Meget er allerede ødelagt
I forhold til at redde den del af kulturarven, der allerede er kendt og beskrevet, er der allerede flere historiske skatte, som krigen har ødelagt for altid.

Københavns Universitet har oprettet en hjemmeside, hvor man overvåger og registrerer angreb på alle arkæologiske steder i Syrien, som er påvirkede af konflikten.

SE HJEMMESIDENher (eksternt link)

Og ifølge universitetet er der indtil videre ingen skader på Tell Brak, selv om udgravninger i området har »lidt under uautoriserede udgravninger«, lyder det. Desuden er der meldinger om hårde kampe i nærheden af byhøjen.

Dén oplysning chokerer da også Mette Marie Hald, der i første omgang reagerer med et lidt træt »åh, gud«.

»Jeg har arbejdet på Tell Brak gennem ti år og har mange venner i området. Én ting er de skader, som kampene forvolder mod historiske og arkæoplogiske efterladenskaber. Noget meget mere nærværende lige nu er de mennesker, vi har arbejdet sammen med i så mange år, som har mistet livet eller deres hjem«, siger hun.

»Tabet af kulturarv betyder intet imod tabet af menneskeliv«.

De kom aldrig tilbage til Iran
Den canadisk-britiske arkæolog Robert Mason, professor ved University of Toronto i Canada, kender godt til bekymringer om, at det kan være slut med udgravninger i Syrien i meget lang tid.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I så fald ville det ikke være første gang, at arkæologer må acceptere at indstille arbejdet helt i et land, de ellers har været dedikeret til at forske i. Robert Mason kender via sin tilknytning til Royal Ontario Museum til arkæologer, der arbejdede i Iran før 1979, hvorefter den islamiske revolution afskar dem fra at fortsætte arbejdet i det gamle Persien.

»I dag kan man måske etablere et samarbejde med iranske arkæologer - men alle dem, der arbejdede der dengang, de er nu pensionerede. De kom aldrig tilbage«, fortæller han over telefon fra Toronto.

Selv har han arbejdet i Syrien siden 1998. Da krigen kom, var han ikke igang med deciderede udgravninger, men derimod undersøgelser af et kloster i Mar Musa og området omkring det. Da der ikke er tale om udgravninger, nærer han fortsat håb om at vende tilbage og fortsætte, hvor han slap.

»Hvis Syrien får fred, og det bliver muligt at tage tilbage, så vil nærmest alle de arkæologer, jeg kender, nære et ønske om at vende tilbage for at hjælpe. For man fører også penge ind i landet, hyrer lokal arbejdskraft, reparerer infrastruktur, den slags. Spørgsmålet er bare, hvad der vil være tilbage, når krigen er ovre«, siger han.

Det tidligste minde er væk for altid
Selv ramte omfanget af ødelæggelserne af kulturarven i Syrien for alvor Robert Mason, da han stod midt i en forelæsning om arkæologien i Syrien.

For ham har citadellet og den tunge træport til Aleppo haft en helt særlig betydning, fordi han under sit første besøg i landet i 1998 endte foran selvsamme port fra det 12. århundrede, midt om natten, uden noget sted at sove:

Følelsen af at stå alene i mørket foran verdenshistorien har sat sig som hans første stærke minde om Syrien.

Den gamle by i Aleppo er netop et af de historiske steder i Syrien, der er allerhårdest ramt af kampene, og skaderne er ifølge eksperter uoprettelige. Førhen stod minaretten ved Umayyad-moskeen og tronede over den gamle by, så man altid kunne orientere sig efter den. Nu er den væk, konstaterer Robert Mason.

Selve citadellet er også beskadiget, og den tunge træport fra Robert Masons minde er stjålet, oplyser Københavns Universitet.

Ramte midt under forelæsning

Hvad ødelæggelserne i Aleppo egentlig betyder, ramte for alvor Robert Mason midt i en forelæsning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg fortalte mine studerende om syrisk arkæologi og kiggede på billeder af citadellet i Aleppo, hvor jeg har arbejdet i fem år. Og pludselig indså jeg, at jeg måske aldrig nogensinde vil se det i virkeligheden igen. Da ramte det personlige tab mig pludselig. Da følte jeg tabet af dette smukke land, jeg elsker«, siger han.

Arkæologi er en god ting, men mennesker er vigtigere. Formålet med arkæologi er at gøre levende menneskers liv mere rigt. Det er for de levende menneskers skyld, at vi skal blive bedre til at forstå fortiden

Også Robert Mason leder i øjeblikket efter andre steder at arbejde, og også han har overvejet Irak. Men måske skal han gå i en helt anden retning og tage til Belize i Mellemamerika og lave udgravninger fra Mayakulturen, fortæller han. Det er dog ikke afklaret. Og ligesom Mette Marie Hald understreger han flere gange, at i sidste ende er arkæologien et mindre tab hvad angår Syrien.

»Arkæologi er en god ting, men mennesker er vigtigere. Formålet med arkæologi er at gøre levende menneskers liv mere rigt. Det er for de levende menneskers skyld, at vi skal blive bedre til at forstå fortiden«, understreger han.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?
    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?

    Henter…

    I aftes udkom årets store madbibel - Michelin-guiden 2019. Michelin har været den højeste kulinariske smagsdommer i en tid, hvor madkultur er blevet en international megatrend, og kokke er blevet rockstjerner. Men er stjernerne lige så vigtige pejlemærker, som de har været?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

  • 
    A male giant panda from China named Cai Tao eat eats a stick at Taman Safari Indonesia zoo in Bogor, West Java, Wednesday, Nov 1, 2017. Giant pandas Cai Tao and Hu Chun arrived Indonesia last month as part of China's "Panda diplomacy." (AP Photo/Achmad Ibrahim)

    Et kongerige for to pandaer? Kun Kinas allerbedste venner får lov at lease et par af de sjældne pandabjørne, sagde den kinesiske præsident Xi Jinping, da han lovede Danmark et par. Kina har flere gange brugt de sjældne dyr som en brik i deres udenrigspolitik. Men hvad har Danmark givet køb på, for at blive en af Kinas allerbedste venner? At tale om Tibet?

Forsiden

Annonce