Selvmord. Et gadekunstværk, der tager fat i egne rækker. Kunstneren bag, Kissmana, mener, at der gik professionalisme og gentagelser i street art-genren. Kissmama har lavet gadekunst i ni år.
Foto: Kissmana

Selvmord. Et gadekunstværk, der tager fat i egne rækker. Kunstneren bag, Kissmana, mener, at der gik professionalisme og gentagelser i street art-genren. Kissmama har lavet gadekunst i ni år.

Kultur

Street art blev elsket til døde

00’ernes store modkultur er forsvundet. Populariteten blev dens død.

Kultur

Det kan være en svær opgave at finde passende pynt til væggene«, står der i et nyhedsbrev fra tilbudssiden Downtown. Derfor lyder dagens slagtilbud på »et sejt streetart-lærred« til væggen »med Banksy-motiv«.

Street arts storhed og fald er historien om nogle kreative unge mennesker fra en anarkistisk subkultur, der gik ud på gaden og udtrykte sig. Måske i ly af natten, som en slags hemmeligt broderskab, uden at blive hverken berømte eller rige af det. Fordi de ikke kunne lade være. Og så gik det galt.

LÆS OGSÅ

Herhjemme oplevede gadekunsten en kæmpe opblomstring og popularitet fra årtusindeskiftet og et årti frem. Street art var graffitiens nærtbeslægtede fætter, der ville fortælle sine beskuere noget.

Om det skete med klistermærker, papfigurer, spraymaling eller broderede gråspurve på en lygtepæl, var der nogen, der ville fortælle os noget der midt på vejen fra arbejde til Netto.

»Det, der rev tæppet væk under fødderne på folk, første gang de så en kunstner som HuskMitNavn på gaden, var det her med: What? Gratis kunst? Hvorfor gør han det? Hvem er han?«, fortæller Søs Uldall-Ekman, kulturformidler og halvdelen af streetheart.dk, en blog om street art.

Kunsten blev professionel
Graffitien kom til Danmark med hiphopkulturen i starten af 1980’erne, og en del malere fortsatte senere over i gadekunsten, der herhjemme især har to vigtige udspring:

Street art-projektet 'Byen brænder' i 2001, hvor en større gruppe kunststuderende, graffitimalere og aktivister indtog det københavnske byrum med figurer og installationer og skabte en street art-scene i Danmark.

Jeg mener ikke, vi har slået en modkultur ihjel

Dernæst fik den tidligere graffitimaler HuskMitNavn enorm betydning med sine street art-plakater rundt om i gaderne med pudsige ordspil som: »De sultne børn i Afrika tænker også på dig« eller »Morgenmad til aftensmad« – samt hans ugentlige tegneserie her i Politikens Ibyensektion.

Siden kom gallerierne, museerne og kunstsamlerne, der ville have en del af kagen med de mange urbane street artist-navne, som dukkede op. Det blev hipt at være street artist, lidt som at være dj i 90’erne, og mange nye kom med. De fik sig en facebookprofil, hjemmeside med kontaktformular og deltog i store gruppeudstillinger.

»Kunsten blev professionel. I starten kom folk ind i street art, fordi de var inspirerede og ville skabe noget. Man skulle selv definere, hvad gadekunst var, om man arbejdede i karse, flamingo eller med modellervoks. Men langsomt blev street art så defineret en genre, at alle bare gentog hinanden«, siger Kissmama, kunstneren bag denne artikels illustration.

» Street art isn’t dead, it’s only sleeping«, står der på maven af den lille selvmorder.

For hvad sker der, når en modkultur pludselig ryger på skoleskemaet hos landets skoleelever? Når kommunen inviterer til street art-workshop på ungdomsskolen? Når Kunsthallen Brandts, KØS i Køge, Vejle Kunstmuseum hiver et oprør ind i deres udstillingsrum?

Bevar for eftertiden
Verdens mest berømte street artist, britiske Banksy, besøgte i 2003 København og spraymalede nogle af sine berømte rotter rundt om på Frederiksberg. I dag, 10 år senere, har en ejendom på Gammel Kongevej sat en plexiglasplade hen over den blegnede rotte. Bevaret til eftertiden.

»Der kom så meget medvind, at gadekunsten druknede fuldstændig i sin egen succes. Bægret tippede over, og kunsten holdt op med at være ægte og ville kommunikere«, siger Tejn, der selv har gjort det i både gade- og gallerikunst i årevis.

Ligesom Søs Uldall-Ekman og Kissmama har Tejn iagttaget, at der ikke sker særlig meget i gaderne mere. Street art har mistet pusten, og de seneste par år har mange forladt kunstgenren.

»Der er ikke særlig meget, og det er ikke smart længere. Hvor kreativiteten før spirede, og man gavmildt delte sin kreativitet med fremmede for et smil, kommer kunstnerne nu i glas og ramme på et galleri fra start af«, siger Søs Uldall-Ekman.

Skiftet i gadekunsten kom, samtidig med at den blev omfavnet af politikere, undervisere, kunstbranche og medier.

Dødsstødet
Tejn mener, at skiftet kom omkring 2011 med den store 'Walk This Way'-udstilling på KØS i Køge. Her havde man samlet revl og krat af street artists, og samme år udkom to store danske bøger om kunstgenren.

»Det var mere, end gadekunsten kunne bære. Der var street art overalt, og jeg oplevede et stort frafald. Mange stoppede og zappede videre til noget andet og lagde gadekunsten på hylden«, siger Tejn, som også nævner politiken.dk’s street art-blog, setibyen, der kørte fra 2008-2011 som medvirkende faktor til gadekunstens spring til mainstream.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Kunstneren Tejn udstiller i dag både på gallerier og på gaden. Han har f.eks. et værk stående over for Christiansborg af en ged med en McDonald’s-pomfritbakke på hovedet.

Tejn finder gammelt jern på gaderne, tager det med hjem og støber det om til kunstværker, som han så igen sætter ud på gaden. Gerne låst fast med en cykellås, så de ikke kan stjæles eller fjernes af myndighederne.

»Jeg har aldrig gået til fodbold eller spejder, men i gadekunst fandt jeg noget, jeg kan bruge min fritid på. Folk skal ikke nødvendigvis smile ad mine ting, men bare jeg får sat en undren i gang hos dem, er jeg tilfreds. Jeg ønsker for gadekunsten, at den finder tilbage til sit anarki og sin mystik«, siger Tejn.

Hærværk eller kunst?
I 2009 løsnede Københavns kommunalpolitikere med Simon Strange (S) og Klaus Bondam (R) i spidsen grebet om gadekunsten og foreslog et »differentieret syn« på graffiti og hærværk, så man skulle bruge kræfterne på tags på folks bygninger og lade være med at gribe ind, når der er tale om street art.

Det fortæller Københavns Kommunes teknik- og miljøforvaltning har været svært at gøre operationelt. Til gengæld har man udnævnt Vesterbro til en slags pro-street art-zone.

I byrummet kan man iagttage, at gallerikunstneren HuskMitNavn i flere år ikke har skabt gadekunst, men nu bruger sin tid på graffiti. Igen

»Enhver orange mand i kommunen kan ikke vide, hvad der er kunst, og hvad der er hærværk. Men på Indre Vesterbro må man lave street art nu, ligesom vi har fået 4 kilometer metrohegn, som man må udsmykke«, siger Simon Strange, medlem af Borgerrepræsentationen og kulturordfører.

Det kommer bag på politikeren, at der skulle være sket et fald i gadekunst. At den kommunale blåstempling af street art i skoler og børnehaver med workshops og street art-byvandringer samt de mange kilometer grøn kommunal velvilje i form af metrohegn skulle have noget med gadekunstens aftagen at gøre.

Tilbage til graffitien

»Jamen, er det vores skyld? Det, at vi omfavner og imødekommer det, er måske et symptom på, at det ikke er så cool længere? Jeg mener ikke, vi har slået en modkultur ihjel. Ligesom med ungdomshusmiljøet har vi været meget imødekommende og afsat puljer til det«, siger Simon Strange. Han erkender, at det kunne se ud, som om systemet modarbejder systemet indefra, når børn og unge i kommunalt regi bliver skolet i at lave street art, som jo formelt set stadig er ulovligt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS OGSÅ

»Det skæve bliver selvfølgelig institutionaliseret og mindre kontroversielt på den måde. Hver ny generation finder sin måde at gøre oprør på, men vi skal som samfund udvise tolerance over for dem, der har lyst til at bidrage. Hvis du har lyst til at strikke til en lygtepæl, skal du bare gøre det«.

Københavns Kommunes puljer til graffitibekæmpelse er dog konstant. Graffitien er stadig en ikkeinstitutionaliseret modkultur. Således kan man i byrummet iagttage, at gallerikunstneren HuskMitNavn i flere år ikke har skabt gadekunst, men nu bruger sin tid på graffiti. Igen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden