Den amerikanske drøm er at køre i bil. Det er frihedens symbol. Det ved enhver, der har krydset det store land med de enorme vidder og kompakte byer.
I aftes slog en amerikansk øse et smut forbi Parken med Jon Bon Jovi bag rattet. Sammen med sit band Bon Jovi gav den 51-årige superrockstjerne en solid, men aldrig ekstatisk koncert på en scene, der var formet som en gigantisk Buick.
Ganske ovedådigt, men den oppustede kulisse blev mere et fængsel end et hyl af frihed. Den lignede et påbud om, at det hårdt arbejdende band skulle puste sig op som de sidste herskere af 1980'ernes arena-rock i to og en halv time, selv om de sagtens kunne have nøjedes med det halve og være redet mod solnedgangen som New Jerseys helt eget slæng af cowboys.
Folkets band
Men så let slipper de ikke. Musikalsk har Bon Jovi skiftet ham og frisure en del gange gennem fire årtier og hældt både mere roots, country og western på motoren, men det er stadig pop-metal-klassikeren 'Slippery When Wet' fra 1986 folk skråler mest med på.
Og hvis det er dét, folk vil have, sætter Bon Jovi sig igen ind i deres Buick, tænder forlygterne og tager en tur tilbage gennem deres gamle hitkatalog for endnue en fællessange af 'You Give Love A Bad Name' og 'Raise Your Hand'.
For Bon Jovi er først og fremmest folkets band.
Jon Bon Jovi er en arbejdsmand. Ærmerne er ikke opsmøgede, men revet helt af. Så vi kan se Supermans logo på hans svedige skulder. Han kan tage fat, ligesom du og jeg.
Holdt sig til kernedyderne
Hans smil skinner skrigende hvidt som en syntetisk Hollywooddrøm, men det er et venligt smil og blikket under de nu korte lokker er overbevisende nok til, at han forbliver på folkets side.
Blandt Parkens 35.000 gennemsnitligt normale mennesker var der jo også en del, der enten havde fået rettet på tandsættet, flyttet lidt på brysterne eller i det mindste afbleget håret. Jon Bon Jovi er med andre ord stadig en af vor egne.
Jon Bon Jovi insisterer: Jeg er i liveOg så blver pagten med folket intakt, så længe Bon Jovi ikke svigter deres kernedyder: driftsikre riffs, storladne trommer og væg-til-væg omkvæd, der altid har et smil på læben. Tilsat den kulling af et mandekor, der aldrig har svigtet frontmandens skærende rockyl, og så selvfølgelig guitarsoloer, som kunne blive ved herfra og til bladene falder af træerne.
Når den kombination rulles ud, får Bon Jovi folk op af stolene, og de stod mere op end de sad på Parkens rungende tribuner.
Flere vådeskud
At lyden var den sædvanlige mudderpøl, skar ikke i den oprigtige glæde, der lyste ud af folks øjne, mens de svingede fadøllen og sang med af fuld hals på den stribe af hit, der blev strøget ud over aftenen. Fra 'It's My Life' og 'Keep the Faith' over 'I'll Be There for you' til 'Bad Medicine' og 'Wanted Dead Or Alive'.
Problemet var mere de mange vådeskud, der blev sluppet i mellem højdepunkterne for at holde det grandiose arenarock format. Der fes luften ud af Parken, og så måtte bandet bygge forfra. Bon Jovi var professionelle til hårspidserne og knoklede på, men den hakkende rytme holdt koncerten fra at nå de store højder i mere end et par minutter af gangen.
Efter både et amerikansk medley med sange af både The Doors og Roy Orbison satte Bon Jovi trumf på med 'Livin' On A Prayer' som det femte ekstra nummer. Her behøvede Jon Bon Jovi ikke at strække sin stemme mere, men blot overlade det til publikum og sige tak for i aften. Det var dét, folk var kommet efter.
På den måde giver fortiden aldrig slip på Bon Jovi. Selv om de som New Jersey-strorebror Bruce Springsteen har involveret sig i Præsident Obamas kampagne og på det aktuelle album 'What About Now' omsorgsfuld synger: »Who'll stand for the restless and the lonely?/ For the desperate and the hungry?«, er det de gamle skarnsstreger, der tænder ild til entusiasmen.
Sådan er deres pagt med folket nu engang. Og den kan Bon Jovi ikke stikke af fra. Heller ikke i en gigantisk Buick.
fortsæt med at læse
