Alle porer i den spændt murrende synthesizermusik står åbne og afventende, da forsanger Dave Gahan i et dristigt henholdende tonefald lokker indenfor til en aften i Depeche Modes kendte mørke i åbningsnummeret 'Welcome To My World'.
LÆS OGSÅ Anmelderne: Depeche Mode sejrede med god lyd i Parken
Sangen åbner ikke bare denne aften i Parken, hvor den 33 år gamle trio bestående af Dave Gahan, guitaristen Martin Gore og keyboardspilleren Andy Fletcher er udvidet med den faste sessiontrommeslager Christian Eigner.
Det er også 'Welcome To My World', der indleder Depeche Modes 13. album 'Delta Machine' fra i år, og live i Parken bliver det hurtigt tydeligt, hvor godt de nye numre blander sig med nogle af de bedste af de ældre. Også selv om afsættet for sangskrivningen ad åre har ændret sig ikke så lidt.
Fantastisk materiale
Mørket i musikken tændes ikke længere ved hjælp af benzinerne stoffer og alkohol. Dave Gahan er clean, og Martin Gore er ædru, men som 'Delta Machine' og nu også koncerten illustrerer i taktslag, stemninger og Gahans mageløst velmodulerede, nærmest belevne sangforedrag, behøver mennesket ingen drugs for at tage sig en fristende, farlig dans med og på liv og død.
Er det under første sang, at lille, velproportionerede Dave Gahan smider jakken, så der er bedre plads til at danse også med armmusklerne, som derfra og resten af aftenen lyner ud fra en halvåben vest?
Eller er det først under aftenens andet nummer, 'Angel', der går direkte i knoglerne med en insisterende rytmisk kompleksitet?
Flirtende, vrikkende og indforstået selvironisk smilende til en hel parkfuld fans fremstår Dave Gahan i hvert fald i aftenens tredje nummer og første ældre hit, 'Walking In My Shoes'. Det bliver ikke sidste gang, denne her aften, at der er en mærkbar, klar og inderlig forbindelse mellem publikum og scenen.
Det er et fantastisk materiale, Depeche Mode har at byde på. Også i enkelte numre med Martin Gore som vokalmæssigt mindre dragende forsanger virker denne kropslige musik som en levende og relevant fest.
En fest fra et sindets mørke, men ikke fra et djævelsk ugennemtrængeligt mørke. 'Black Celebration' er en af sangene, hvor farverne rød og sort flammer bag bandet. Af sex, synd, glemsel, skånsel, begær og hvad der nu ellers af arketypisk stof i sanggodset fra Depeche Mode.
Sensualitet og spiritualitet er i spil og det ofte i et højt tempo aftenen igennem.
»Just give me a pain that I'm used to« tigger Dave Gahan til bandets konstant fascinerende sammenspil, og publikum er med på en af de gennemtænkte, velskabte refrænlinjer, Depeche Mode har anbragt så mange af i deres betydelige bidrag til pophistorien.
80'erne tur-retur
Efter 16 sange lader Martin Gore for alvor sin hyppigt bluesinspirerede guitar kradse og vugge gennem en tempomæssigt slæbende intro til 'Personal Jesus'. Inden Dave Gahan rækker hænderne frem og med en jublende manen råber: »reach out and touch faith«.
Et af Depeche Modes største hits synges denne aften helt op mod skyerne af både publikum og en forsanger, der kan signalere budskabernes spekulative tvetydighed ved blot at trække et skævt smil eller vifte dekadent med en hånd.
LÆS OGSÅ Arrangør præciserer: Depeche Mode i aften er IKKE udsolgt
Fem ekstranumre bliver det senere til. Et af dem er 'Just Can't Get Enough', der lydmæssigt er det mest 80'er-agtige moment denne aften.
Pludselig er vi med i en klub, hvor alt er tilladt, og ingenting er nok, og hvor spillemaskinerne i poppens tivoli helt bevidst lyder som tarveligt, billigt slik.
Dejligt nok at være tilbage. Et øjeblik. Inden vi bliver sendt nutidigt hjem med 'Never Let Me Down Again' og dermed slutlinjen 'Everything's Alright Tonight'.
Og sådan er det: helt ok.
fortsæt med at læse
