I 27 år gik Henrik Dahl rundt og troede, at han skulle dø som 50-årig. Præcis som sin far, der i 1983 faldt om på Ribe Katedralskole med en blodprop i hjernen. Lige siden har han følt sig overbevist om, at han heller ikke selv ville blive ældre. Den dag det lykkedes ham at blive én dag ældre, end hans far blev, var han i Island med sin kæreste. »Det var en dag, vi sådan ... markerede«, siger han. »Da den var gået, følte jeg på en eller anden måde, at jeg kunne ånde lettet op. Der havde jeg så også haft den hængende over hovedet i 27 år. Men man kan åbenbart godt blive ældre i vores familie. Og det er jeg så nu«. Ny verden Henrik Dahls far var ud af en borgerlig familie, men flyttede sig i løbet af livet mod venstre og endte som suppleant for Socialdemokraterne i byrådet i Skærbæk. Selv har Henrik Dahl foretaget den modsatte rejse fra venstre mod højre. Dog uden at finde et nyt tilholdssted. Han er bare blevet politisk hjemløs. Men det er ikke kun et andet politisk liv, han er ankommet til i en alder af 51 år og et par måneder. Det er det hele, der er forandret. Frem til 40-års alderen var alting ifølge sociologen og forfatteren »lyst og lykkeligt«. Men årtiet mellem de 40 og 50 har slidt på ham.
LÆS OGSÅ Henrik Dahl siger farvel med manér
Kritik af hans person og hans synspunkter i det offentlige rum, ti års spildt arbejde for at gøre Socialdemokraterne »regeringsduelige« og to skilsmisser har udstyret hans billede af verden med nogle mørkere nuancer.
»Det blev bare meget mørkt i de år. Det synes jeg ikke, det er mere. Men jeg bor ikke i den verden, jeg boede i før. Verden er ikke blevet genskabt, jeg har bare fået en ny, som er fin at være i. Men det er et barskere sted, hvor man skal passe mere på«.
Meget på spil
Når Henrik Dahl som barn gik på gaden i Skærbæk, blev der råbt efter ham, fordi han var tilflytter og præstens søn. Hvilket han fandt »meget intimiderende«. Som voksen har han i perioder følt, at Danmark var ét stort Skærbæk, hvor der også blev råbt ad ham i det offentlige rum, når han udgav sine synspunkter i bøger, klummer eller debatindlæg.
I torsdags udgav han bogen ’Spildte kræfter’, hvor han erklærer venstrefløjen fortabt. Venstreorienterede akademikere skaber ikke ny erkendelse. Venstreorienterede kunstnere skaber ikke ny kunst, der kuldkaster den hidtidige indsigt.









