Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Gammelt. Traditionen med at gå soldat og samle ind til fastelavnsbal som her i østjyske Mejlby kan føres  tilbage til sidst i 1800-tallet og følger  angiveligt ’de fede lerjorder’ i Østjylland. Sammen med de gamle traditioner er  vi ved at opfinde nye, ligesom vi tager  nogle til os udefra – senest valentinsdag. Foto: Hans Christian Jacobsen

Gammelt. Traditionen med at gå soldat og samle ind til fastelavnsbal som her i østjyske Mejlby kan føres tilbage til sidst i 1800-tallet og følger angiveligt ’de fede lerjorder’ i Østjylland. Sammen med de gamle traditioner er vi ved at opfinde nye, ligesom vi tager nogle til os udefra – senest valentinsdag. Foto: Hans Christian Jacobsen

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Enige forskere: Vi har brug for traditioner

Jo større verden, jo større behov for at rodfæste sig i lokalsamfundet.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Glem alt om smarte teenagekulturer.

Sceneriet ligner et fra ydre Sibirien, gårdene er ikke til at se for sne, og den røde kreaturvogn bag traktoren skumpler af sted gennem driver og dybfrosne hjulspor.

Til daglig ville de 17 børn og teenagere på halmballerne inde på ladet være iført iPod og hængerøvsbukser. Denne fastelavnssøndag ligner de noget fra det holstenske rytterregiment anno midt i 1800-tallet eller deromkring.

Den lokale kloakmester har lånt kreaturvognen af sin svoger for at køre sin søn og de andre børn i ’Mejlby-hæren’ rundt i den eneste egn af landet, hvor traditionen med at ’gå soldat’ til fastelavn lever, iført skråremme og blå skråhuer med kvast.

Det foregår ifølge Dansk Folkemindesamling kun i Østjylland. Eller som det hed i tidligere dansk folkemindeforskning: området ’bag Århus’.

Her samles hvert år lokalt i landsbyerne hær på hær af ’soldater’, der, som forfædrene tilbage til i hvert fald sidst i 1800-tallet, samler penge sammen til fastelavnsballet i det lokale forsamlingshus ved at gå fra husstand til husstand og synge en lokal sang om ’vor gryde’ med guld, der gik i stykker, og fastelavnsballet, der mangler penge for at blive gennemført

Styrker sammenholdet
Den slags folkelige fejringer og events er med til at styrke sammenholdet i en globaliseret verden. Når kommunen bliver større og verden bliver global, bliver der brug for lokalt at finde ud af, hvad man har af særlige kendetegn at slå sig op på og samles om, mener et par specialister i begivenhedskulturer og folkemindeforskning.

Her på pløjemarkerne ved Mejlby, Hårup og Todbjerg har man hæren. Henne ved dagens første stuehus stiller børnene op, to og to i geled, døren går op, og gårdhunden ’Fie’ farer ud og giver hals, men hun overdøves totalt af soldatersangen.

Showet piftes op med special effects, når børnene ånder og danner hvide rimskyer i luften. Og som det hedder i en artikel om soldatertraditionen i tidsskriftet Folk og Kultur fra 1985, optræder de lokale sanges versefødder i en broget blanding, men der er »dog en vis konsekvens i rimet i 2. og 4. linje«.

Efter to vers folder værtsparret et par venlige sedler gennem raslesprækken, og det udløser takkeverset. Der er variation fra Mejlby til både Gylling i syd og Hadsund i nord, men lighederne vidner om, at hærene er rendt ind i hinanden op gennem årtierne.

Der var koldere dengang
Hvad får moderne børn og teenagere til at hive ørebøfferne ud for at iføre sig hjemmesnedkererede træsværd, blå skråhuer med hvid kvast og skrårem med påsyede sølvbånd til prinsen og guld til kongen? For derpå at synge om guldbeslåede gryder fra 9 morgen til langt ud på eftermiddagen, kun afbrudt af ris med boller i karry hos ’kongen’ klokken 12?

»Jeg synes, det er en sjov tradition, og man glæder sig jo, til det bliver ens tur. Min storebror har gjort det, og min far og min farfar, da han var lille. Jeg må så bare finde mig i at høre foredraget om, at dengang min far gik, var vejret koldere, driverne var to meter, det gik altid opad, og de gik selv – hele dagen«, griner Mejlby-hærens ’konge’ version 2010, kloakmesterens søn, Thomas på 14.

Spørger man hans forældre, handler det hele om livet på landet. Susanne Mikkelsen har den lokale scrapbog liggende med avisudklip og regnskaber for årtiers indkøb af ’3 flasker ketchup’ og ’1 pølse med brød, 3 kroner’ og ’350 fastelavnsboller’. Traditionen samler folk lokalt, mener hun:

»Når vi arrangerer sådan noget her, møder vi folk, vi ellers slet ikke ser. Det giver et sammenhold«.

Nærmiljøet er blevet vigtigere
Den udlægning bakkes op af lederen af Dansk Folkemindesamling, ph.d. og overarkivar Else Marie Kofod. Om det hedder at trille æg i det østdanske, at gå med masker på Ærø eller at gå soldat i det østjyske eller at brænde hekse af til sankthans i vores ’lokale’ del af verden, så handler det om at dyrke eller fejre lokale traditioner, mener hun.

Og jo mere kommunerne vokser og bliver til regioner, og jo mere verden bliver globaliseret, jo mere har vi brug for at finde vores eget ståsted:

»Vi har fået mere brug for at gøre noget med de mennesker, vi har noget sammen med. Nærmiljøet får større betydning, når tingene omkring os ændrer sig og verden bliver større«, siger Else Marie Kofod.

Hun ved, at traditionen med fastelavnssoldaterne kan føres over 150 år tilbage, men tilgangen til traditionen er en anden i dag, siger hun.

»I dag har vi brug for historien og taler om, at det er en tradition, og at den er historisk funderet, fordi det er med til at give den en autenticitet, som folk længes efter«, siger Else Marie Kofod.

Lokaleliv.dk
Sammen med en række museer og forskningsinstitutioner er folkemindeforskeren i gang med at foretage en stor dansk folkeundersøgelse om det lokale liv.

På www.lokaleliv.dk opfordres alle danskere i år til at svare på spørgsmål om tilhørsforhold til deres lokalsamfund.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

BESØG HJEMMESIDE ( eksternt link) »I dag, hvor alt er under forandring, har vi brug for at rodfæste os lokalt og blåstemple det, vi gør, ved at forankre os i fortiden. De fællesskaber, vi tidligere har hørt hjemme i – familien for eksempel – er under opløsning og definerer ikke vores identitet længere«.

»Så må vi selv gøre det, og vi vil gerne med undersøgelsen se hvordan«.

Vi vil selv
På Aarhus Universitet kan forsker i begivenhedskulturer, ph.d. og lektor fra Nordisk Institut Britta Timm Knudsen nikke med på behovet for nye fællesskaber.

»Traditioner som årstidsfester og fejringer handler ikke om selve traditionen. Det moderne menneske er slet ikke interesseret i at videreføre og vedligeholde. Vi opfinder selv«, siger hun.

»Vi kan godt bruge de gamle former, men vi giver dem ny betydning. Tidligere var traditionerne nogle, man bare var i eller var henvist til. I dag gør vi dem til begivenheder eller events, som vi bruger til at danne kortvarige fællesskaber med. Når der er opbrud i vores gamle traditioner, har vi brug for nye fællesskaber. Vi flytter ind og ud af nye fællesskaber hele tiden«, siger hun.

Globaliseringen giver behov for de mere lokale tilhørsforhold: »Der opstår et behov for at finde ud af, hvordan vi kan adskille os og sætte spor. Det bliver pludselig sjovt at dyrke de der specifikke kendetegn«.

Vi har fået mere brug for at gøre noget med de mennesker, vi har noget sammen med. Nærmiljøet får større betydning, når tingene omkring os ændrer sig og verden bliver større



Havelågerne slås op

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Behovet for lokal forankring smitter positivt af på landsbyerne, mener foreningen Landsbyerne i Danmark. Formand Carsten Abild har blandt andet på Fyn set en opblomstring af gamle skikke som eksempelvis den at fejre kyndelmisse 2. februar og danne oldermandslav, der skal stå for arrangementerne.

»Folk spiser sammen hver måned, eller de laver kulturaftner, og hvad ved jeg, alt sammen for at holde sammen på landsbyerne. I en tid, hvor mange er meget alene, og hvor der er tendens til at dyrke sig selv og sine egne interesser, er der ved at rejse sig et behov for at skabe nye fællesskaber«, mener han. »Det betyder, at man er ved at få slået havelågerne op. Også for tilflytterne. Man får åbnet dørene, så alle pludselig kan se hinanden«. Børnene ude på Linå Hede er ikke uenige. Men de får også noget ud af deres tradition, som folkemindeforskere ikke interesserer sig så meget for. Når hotdogs og sodavand til festen er betalt, er der altid overskud, og som Astrid, 12 år og ’bajads’ i Mejlby-hæren, siger: Dem deler vi. Det er også en form for fællesskab.





Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden