Når telefonen ringer hjemme hos 16-årige Kawtar Sabah fra Bispehaven i det vestlige Aarhus, kan hun med det samme høre, om det er en person med indvandrerbaggrund eller ej. »Danskerne snakker fint. De taler integreret, som vi kalder det«, siger hun. Sit eget sprog kalder hun ’indvandrerdansk’, og det er også let genkendeligt, er hun sikker på.
Hvad hun til gengæld ikke ved, er, hvordan hendes sprog adskiller sig fra de etnisk danske kammeraters. Og hun ville aldrig have gættet, hvad cand.mag. i nordisk og lektor på læreruddannelsen i Silkeborg Mette Vedsgaard Christensen har fundet frem til i en ny ph.d.-rapport: At Kawtar Sabah og de andre multietniske unge i Aarhus taler mere aarhusiansk end jævnaldrende aarhusianere med dansk familiebaggrund. »Er det rigtigt?«, udbryder Kawtar Sabah i første omgang – på temmelig aarhusiansk. Hun og veninden, 15-årige Sahar Nejad-sisi, begge fra 9. klasse på Ellekærskolen i Aarhus, har sagt ja til at stille op til et interview om dialekter, og de bliver først ret overraskede over Mette Vedsgaard Christensens fund. Østjysk indvandrerdansk Men så hører de et par konkrete eksempler på, hvor forskellen er tydeligst – som i ordet ’sådan’, der på oprindeligt ærkeaarhusiansk blev udtalt sår’n, men som i de senere år er rykket tættere på rigsdansk og er blevet til sodn.
