Her begraver Uwe Max Jensen portrættet af Allis Helleland i græsplænen bag Statens Museum for Kunst.
Foto: Sara Galbiati

Her begraver Uwe Max Jensen portrættet af Allis Helleland i græsplænen bag Statens Museum for Kunst.

Kultur

Gavltisseren begravede Helleland

Provokunstneren Uwe Max Jensen blev kendt, da han lettede sig op ad en gavl. Forleden begik han endnu et 'værk'.

Kultur

Det er en fugtig og gusten dag bag Statens Museum for Kunst.

I udkanten af den sumpede græsplæne står en yngre mand med langt, mørkt hår og veksler nogle ord med et par fotografer. Om et øjeblik har manden tænkt sig at grave en grav.

»Har du lampefeber?«, spørger en af fotograferne.

»Det har man jo altid ...«, svarer Uwe Max Jensen. »Jeg forbereder mig aldrig. Så alt kan gå galt ... Men det kan også gå godt«.

Vil begrave Helleland Ved siden af ham læner et lille maleri i guldramme sig op ad en grøn taske. Billedet forestiller den tidligere direktør for kunstmuseet, Allis Helleland, som Uwe Max Jensen ikke nærer synderligt varme følelser for.

Det er blandt andet derfor, han vil begrave hende.

»Jeg venter lige lidt ... Hvis der nu kommer flere«, siger han.

Der dukker yderligere et par stykker op. Vi er så en håndfuld pressefolk og et par nysgerrige.

Jeg står i udkanten af gruppen og spekulerer på, hvordan jeg skal gribe det her an. Som repræsentant for en avis, der går for at have godt styr på, hvad der er ordentlig kunst, er det ikke helt ligetil.

For kulturverdenen vil ikke kendes ved Uwe Max Jensen. Han er i bad standing. Han kalder sig billedkunstner. Konceptkunstner. Performancekunstner ... De kunstkyndige griner bare ad ham.

En pestilens for pressen
Men Uwe Max Jensen insisterer. Han bombarderer pressen med mails, opringninger, læserbreve, pressemeddelelser ... han driver kunstskribenter og redaktører til vanvid.

De bliver irriterede på ham. Kalder ham en effektjagende, medieliderlig galning.

Han er manden, som stillede sig op og pissede på en gavl i Brande og benævnte det et »midlertidigt maleri udført med naturens pensel«.

Manden bag værket ’I en hel uge vil jeg kun benytte Århus Kunstmuseum, når jeg skal skide’.

Manden, som helt bogstaveligt bragte sit eget pis i kog. Ham, som gennem tre år fjernede spande fyldt med vand fra søerne i København og døbte værket ’Sørøveri’.

Og ham, som ved at lette sig i Olafur Eliassons vandfald på ARoS skaffede sig et forbud mod at vise sig på det århusianske kunstmuseum. Et forbud, der lige er blevet ophævet, efter tre år.

Gennem femten år har Uwe Max Jensen hamret næverne til blods på kulturinstitutionernes porte. Han er kun undtagelsesvis blevet budt indenfor.

Gravearbejdet begynder
Nu står jeg så og betragter desperadoen, mens han griber fat i sin spinkle legetøjsskovl og siger:

»Okay, jamen så skrider jeg til handling«.

Og det gør han sandelig. Han graver og graver. Får hurtigt varmen og krænger sin jakke af. En nydelig ældre kvinde, som har stillet sig op for at overvære seancen sammen med sin ligeledes nydelige mand, tilbyder at holde jakken for ham.

»For jeg synes, det er et godt initiativ«, siger hun.

Han graver videre. Mudderet sprøjter op på hans slidte, lyse hyttesko.

»Så siger de, at kunst ikke er hårdt arbejde ...«, stønner Uwe Max Jensen.

»Det er også den dumme skovl«, siger kvinden.

Det skjulte maleri
Men hvorfor nu lige grave et billede af Allis Helleland ned i en græsplæne? Det spørger jeg Uwe Max Jensen om, da vi lidt senere drikker kaffe på den nærmeste kælderbeværtning.

Han er sur på Helleland, fordi hun som direktør for Statens Museum for Kunst gjorde sit bedste for at udslette et kæmpe maleri, som kunstneren Lise Malinovsky i 1990 udførte direkte på en væg i museets forhal ... hvorefter det blev malet over med hvid maling og blev en del af den fluxus-inspirerede Eric Andersens værk ’Opus 90’.

Allis Helleland så ingen grund til at bevare ’Det skjulte maleri’, eftersom ingen kunne se det. Og selv om billedet efter en hel del ballade overlevede en ombygning, har Uwe Max Jensen ikke tilgivet eksdirektøren, at hun forsøgte at destruere værket.

»Hun tog det ikke seriøst. Og mit skjulte maleri er en slags hommage til Eric Andersen ... Desuden er jeg faktisk ikke sikker på, at Allis Helleland før er blevet portrætteret«, siger Uwe Max Jensen.

Mange lag i værket
Hans portræt af en smilende Helleland med citrongult hår er malet med nødtørftige penselstrøg oven på et landskabsmaleri, som Jensen købte for 30 kroner hos en marskandiser. Der er med andre ord adskillige lag i dette nye værk.

Landskabet skjules af Helleland, og det hele skjules af et lag jord med græs på toppen, hvilket igen refererer til Vincent van Goghs maleri ’Et lille stykke græs’, som i sin tid blev malet oven på et kvindeportræt. Uwe Max Jensen har dermed føjet nye alen til sin fortsatte udforskning og bearbejdning af ’det skjulte’.

Alt det forklarer han mig.

»Jeg har ligesom den her pulje af ideer, som jeg arbejder med år efter år«, siger han.

Sporene fra barndommen
Uwe Max Jensen er 36 år og jyde. Han bor med sin kone og tre børn i et lejet hus i Skæring nord for Århus.

Hans bedstefar var kunstmaleren Ove Bjørn Andersen, som boede i København og oftest malede motiver fra Nyhavn og Dyrehavsbakken. Uwe tilbragte en del ferier hos ham og sov i det værelse, hvor bedstefaren opbevarede sine malerier.

Dér lå han så og tænkte på, hvor forunderligt det var, at man faktisk kunne leve af at være kunstner.

Da han var seks år, opdagede han noget andet.

Han var på feriekoloni og skulle frygteligt på toilettet. Han var meget lille, og toiletkummen var meget stor. Så stor, at han ikke balancerede helt sikkert på brættet.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

En ordentlig lort landede på gulvet. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre, men valgte at lade den ligge. Lidt senere lød et skrig fra en af pædagogerne, som havde opdaget ulykken. Enormt postyr.

»Det må have været der, det gik op for mig, at afføring er et fantastisk materiale. Når det kunne skabe så stor en effekt ... Det dukkede så op hos mig tyve år senere«, siger han.

Droppede tanken om film

Som helt ung overvejede han at lave film, men droppede tanken, fordi han syntes, det måtte være alt for besværligt at slæbe rundt med et kæmpe produktionsapparat.

»Det tiltalende ved kunst er, at du kan gøre det ene mand, uden midler. Det er handlingen, der er interessant ... Så siger folk: Ja, men du har jo ikke noget værk. Nej, men handlingen lever videre«.

I 1993 søgte Uwe Max Jensen ind på kunstakademiet i Århus. Som optagelsesprojekt indsendte han en bakke leverpostej, en readymade.

Han kom ikke ind. Men det gjorde han året efter. Med den samme bakke leverpostej ... Nu havde den bare fået mere karakter, eller mere præcist: samlet mug. Efter to år blev han smidt ud med den begrundelse, at han lavede for lidt.

»Men det var, fordi jeg lavede det forkerte«, siger han.

Det forkerte var først og fremmest et værk, som bestod af en række læserbreve i formiddagsaviserne om blandt andet popgruppen Take Thats opløsning, afviklingen af Melodi Grand Prix og affaldsproblemer i Århus.

Nogle af brevene underskrev han med navnene på lektorer og professorer på akademiet. På den måde ville han skabe en fortælling i eget og andres navn. Men akademiet kunne ikke se kunsten i det.

Det knækkede hans selvtillid. For en tid. Så arbejdede Uwe Max Jensen videre. På egen hånd.

Medierne som scene
Hans værker retter sig tit mod kulturens institutioner. For eksempel ’Som en snebold i helvede’, der gik ud på at kaste snebolde mod ARoS, hans hyppigste skydeskive. Med hvert kast forsøgte han at komme en lille smule mere ind i varmen.

»Jeg opfatter det som en magtkritik. Ikke fordi der er noget galt med den institutionelle magt, men det er bare vigtigt at stille spørgsmålstegn ved den«.

Og det gør du blandt andet ved bogstaveligt talt at skide på institutionerne?

»Jeg bruger museet som scenografi ... ved at lave en udstilling, de ikke har sanktioneret. Da jeg lavede ’I en hel uge vil jeg kun benytte Århus Kunstmuseum, når jeg skal skide’, udsendte museet en pressemeddelelse om, at det ikke var kunst. Normalt plejer de kun at udpege, hvad der er kunst. De gik helt over gevind. Og ved hjælp af denne institutionelle negation blev det til kunst ... Der lå en stor dynamik i det møde«.

Hvordan har du det med ikke at blive opfattet som kunstner?

»Det interesserer mig ikke ... Jeg er i hvert fald ikke så fortvivlet over det mere. Jeg accepterer, at jeg altid vil være uden for kunstscenen«.

'Jeg er ikke medieliderlig'
I stedet er medierne blevet hans scene. Det er ikke det samme som at være medieliderlig, pointerer han.

Det irriterer ham, at kunstanmeldere og kunsthistorikere jævnt hen skriver negativt om ham. Som regel uden at have set hans værker eller overværet en eneste af hans happenings.

De opfatter ham som en bleg afglans af fortidige provokatører som Manzoni (lort på dåse) og Marcel Duchamp (WC-kumme).

Den slags fnyser Uwe Max Jensen ad.

»Der er stadig masser af saft og kraft i performance. Det er ikke et eller andet lig, man graver op«, siger han. »Tiden vil dømme mit værk. Og hvis det ikke består tidens test, så skal jeg være den første til at undskylde al den tid og opmærksomhed«.

Ros fra udlandet
Han trøster sig med, at flere kunstkendere i Tyskland, Schweiz og Frankrig har rost hans værker. Men den manglende anerkendelse i hjemlandet tynger ham.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og for fem år siden blev han så træt af det med kunsten, at han søgte – og kom ind – på Journalisthøjskolen.

»Jeg var nedbrudt. Det er hårdt at være avantgardekunstner, både socialt, mentalt og økonomisk«.

I et halvt år nøjedes han med at være studerende. Så fik han abstinenser og begyndte igen at fremstille sine værker, sideløbende med journalistikken.

»Kunstnere er jo forfængelige. Men jeg er nødt til at komme ud over det med at blive afvist ... Jeg er en mand, der gang på gang bliver væltet omkuld ... Men så rejser jeg mig op igen ... Det er fantastisk«, siger Uwe Max Jensen.

»Og jeg mærker en kærlighed fra folket. Det er det, der får mig til at fortsætte ...«.

Hundene blander sig

Hvordan gik det egentlig med at få begravet Allis Helleland? Jo, her mærkede Uwe Max Jensen faktisk et strejf af folkets kærlighed. Efter et kvarters arbejde med den nu bøjede legetøjsskovl besluttede han, at det måtte være nok. »Ja, jeg havde sgu forestillet mig et dybere hul. Men ... øh ... jeg tror, det her rækker«, sagde han og baksede rammen med Helleland ned i det højst 30 centimeter dybe hul. I det samme kom to store hunde farende med nogle kvinder i den anden ende af deres snore. En af kvinderne standsede op og forhørte sig om, hvad der foregik. »Ha ha, det var da en god ting«, sagde hun, hvorefter hun henvendte sig direkte til sin hund: »Tænk, hvad vi er vidner til, Kiwi ... at se Allis Helleland blive begravet!«. »Ja«, sagde Uwe Max Jensen, »jeg vil sige, det er færdigt. Jeg var sgu bange for at knække skovlen. Nu er det overladt til tilfældighedernes spil«. Han pustede på en vabel, så på mig og sagde: »Og det var velbesøgt, hva’! Jeg kan især godt lide, når der kommer nogle tilfældige forbi og interagerer med værket«. Kvinden med hunden kiggede med en noget bekymret mine på den løst tilstampede jord over graven. »Jeg er ret sikker på, at hundene graver det op ... De graver efter de mærkeligste ting«, sagde hun.



















Redaktionen anbefaler:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden