En dyrepasser træder hen ved siden af mig med et afskåret hestehoved i hænderne. I en hurtig bevægelse kyler han hovedet ned i isbjørnegrottens vand. Plask! Sekundet efter siger det endnu højere plask, da en af bjørnene kaster sig efter hestehovedet. Dyrepasseren smider også et hoved ned til den anden isbjørn. Plask, plask! De slæber byttet på land. Hannen lægger sig langt fremme i solen med sin stump hest. Men pludselig rejser han sig på bagbenene, i hele sin frygtindgydende højde, med det blodige hoved dinglende i kæberne. Ryster det frem og tilbage.
Der lyder en imponeret, men også lidt skeptisk mumlen fra menneskemængden omkring mig. De fleste er europæiske zoologer, som er til konference i København. Og de færreste af dem er vant til, at man fodrer zoo-dyr med hele eller halve kadavere. »Mange steder betragter de os lidt som zoo-verdenens barbarer«, siger Katrine Friholm Villumsen fra Københavns Zoo. »Men se ham lige«, siger hun og peger på isbjørnen. »Se lige engang, hvor han bruger tænder og muskler ... Heldigvis er vi danskere ikke bange for den slags. Her kan publikum godt tåle at se det«. »Fedt nok ...«, siger jeg. »Og hesten døde jo på en god måde. Den blev ikke jagtet hen over isen ...«. Og mens jeg står dér og ser, hvor begejstret isbjørnen er for at flænse løs i hestens øjne, kæber og tunge, så kan jeg ikke lade være med at føle mig en lille smule stolt over at tilhøre denne barbariske nation ... en efterkommer af de ustyrlige og øksesvingende vikinger. Vi kan det der med vilddyr. Kadaverdisciplin Da jeg fem dage tidligere trådte ind i zoo, fokuserede jeg mest på tremmer, bure og indhegninger og spekulerede over, hvad meningen var med at udstille indespærrede dyr, når man bare kunne åbne for fjernsynet og se de skarpeste nærbilleder fra naturen. Nu har jeg travet rundt i haven i nogle dage og har mærket, hvordan min skepsis er begyndt at krakelere. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal mene. Tænker, at jeg hellere må få mig en snak med direktøren. Lars Lunding Andersen er en stor og rødmosset mand med hvidt hår og hvalrosskæg. Han modtager mig i sit kontor for enden af den sydamerikanske pampas. Jeg synes, han læner sig frem mod mig på en truende måde. Der er visse ting i mine artikler om hans zoo, han ikke bryder sig om. For eksempel det med, at der skulle være noget galt i at spærre dyr inde. Og han brød sig overhovedet ikke om fotografiet af en chimpansehånd, der griber fat i nogle tremmer. »Vi hader tremmer«, vrisser han. »Denne zoo er en velfærdsstat ...«.
