0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Lone Frank: Sult efter viden er den vigtigste drivkraft for mig

Lone Frank som fortalt til Politikens Camilla Stockmann.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Finn Frandsen(Arkiv)
Foto: Finn Frandsen(Arkiv)

Virke. Lone Frank er 47 år og bl.a. neurobiolog og forfatter.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Min første tågede erindring er fra vores parcelhushave. Jeg sidder på græsplænen og kigger op mod huset og piller i noget jord. Jeg husker også, at jeg fik lov til at sove med lyset tændt, men en aften sagde mine forældre: »Nej, nu må du simpelt hen holde op. Du er 3 år gammel!«. De slukkede lyset, og jeg lå en halv nat fuldkommen rædselsslagen. Så lærte jeg at sove i mørke.

Min barndom var forfærdelig. Rædsom. Sådan har jeg altid svaret, når nogen har spurgt til min opvækst. Men undervejs i arbejdet med min nye dokumentarfilm slog det mig, at min tidlige barndom faktisk var aldeles glimrende. Det var et godt liv med nogle forældre, jeg kunne tale med om alting.

Meningen med livet findes ikke. Men vi har en helt basal biologisk drift mod at have en fornemmelse af, at der er mening med, at vi er her. Jeg kunne godt sætte mig ned og konstruere en fortælling. Men det ville i virkeligheden bare være en fortælling om, at jeg godt gider.

Jeg kan ikke forstå kvinder, der ser forholdet til en mand som det vigtigste i deres verden. Jeg fatter det simpelt hen ikke. Hvordan kan det være det?

Veninder har jeg ingen af. Det er ikke, fordi jeg ikke vil. Jeg kan bare konstatere, at det ikke sker. Det kræver et eller andet, som jeg åbenbart ikke kan levere – en genbekræftelse, en udveksling, og det bliver hurtigt meget kompliceret. Jeg kan godt møde en kvinde og tænke: Gud, hun er da interessant. Men så skal man beregne, hvor mange gange man skal være sammen, hvad man skal lave, hvornår skal man ringe. Og man må ikke være uenige.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter