Min første tågede erindring er fra vores parcelhushave. Jeg sidder på græsplænen og kigger op mod huset og piller i noget jord. Jeg husker også, at jeg fik lov til at sove med lyset tændt, men en aften sagde mine forældre: »Nej, nu må du simpelt hen holde op. Du er 3 år gammel!«. De slukkede lyset, og jeg lå en halv nat fuldkommen rædselsslagen. Så lærte jeg at sove i mørke.

Min barndom var forfærdelig. Rædsom. Sådan har jeg altid svaret, når nogen har spurgt til min opvækst. Men undervejs i arbejdet med min nye dokumentarfilm slog det mig, at min tidlige barndom faktisk var aldeles glimrende. Det var et godt liv med nogle forældre, jeg kunne tale med om alting.