Nå, Emil, fortæl mig så lige, hvem vi har her«, siger Kjeld, den ældste af de to journalister. Han peger på statuen af en velnæret herre med sabel og gedebukkeskæg, der står og ser ud over torvet i Sorø.
Manden rækker en papirrulle frem mod pølsepavillonen i den modsatte ende af torvet, hvor man kan få Monsterburger.
»Ja … det er en skulptur. Den er lidt ordinær i formsproget«, svarer kollegaen, som alene anskuer verden fra en æstetisk vinkel.
»Det er for helvede Frederik VII«, siger den anden. »Det var ham, der skænkede danskerne grundloven!«.
»Der er spindelvæv på grundloven …«, peger Emil. »Vi skal ikke have det gamle lort ind i historien, vel?«.
»Det var ham her, der gav magten til folket …«, mumler Kjeld, mest henvendt til sig selv, fordi Emil allerede er henne ved den lejede Nissan, for de er sent på den. De skal være hos Poul Hangler om et øjeblik.
Kørt midt over
Han bor med sin kone i et parcelhus ned mod Sorø Sø. Røde sten, grøn hæk og blå himmel. En flok høns i haven. Den ene hedder Fernando Torres ligesom fodboldspilleren.
Poul Hangler tager imod i korte bukser og T-shirt fra DGI’s fodboldskole. Ud over at være trofast SF’er er Hangler også den, der engang i 1990’erne fik ideen til landets fodboldskoler, som hver sommer samler 60.000 børn landet over om en bold.
»Kom indenfor«, siger han og viser gennem et fuldkommen møbelklassisk hjem. Vi sætter os i tremmesofahjørnet, hvor der hænger fire kvadratmeter familieportrætter. 5 børn, 13 børnebørn. De 7 lige om hjørnet. Enkelte på besøg lige nu.
»Nå, hvordan er det at være SF’er for tiden?«, siger Kjeld for – én gang for alle – at få hamret hyggen i jorden.
»Godt«, siger Poul Hangler.
Politisk Poetisk Analyse: Enhedslistens sluseholmseffekt»Jo, men hvordan er det at være med i et parti, der er blevet kørt midt over, fordi I gik med i regering? Her i Sorø har I mistet to tredjedele af jeres mandater i byrådet. Du var et af dem«, borer Emil.
»Jeg træner jo sådan nogle gamle gutter i fodbold om søndagen. Efter valget spurgte de, om der ikke var blevet lavet exitpolls inden valget«, begynder Hangler.
»»Jo«, sagde jeg«, fortsætter han. »»Skulle det så ikke have heddet exit-Poul«, sagde de så ...«.
Den griner de lidt af alle tre.
Faldt på røven for Villy
»Vi fik jo tæsk«, konkluderer SF’eren.
Alligevel var det ikke forkert, at SF gik med i regeringen, mener han. Det koster bare noget, og han synes også, at det har kostet for meget for SF landspolitisk.
»Jeg havde det sgu dårligt den dag, vi trådte ud af regeringen. Vi har været vant til at være et lille parti, en stor familie. Nu gik folk lige pludselig med knive i ærmerne«.
»Knive i ærmerne?«, siger Emil.
»Vi er blevet et stort parti, og Dansk Folkeparti er ikke længere de eneste, der har landsbytosser. Vi er blevet så mange, at der er nogen, der gør tingene for sig selv«, uddyber Hangler.
»Det har I vel selv valgt, når nu I skulle have alle de flotte ministerhabitter, som Villy Søvndal var helt vild efter«, vrisser Kjeld ovre fra hjørnet af sofaen.
»Vi var sguda mange, der faldt på røven for Villy Søvndals personality. Jeg bryder mig ikke om ordet folkeforfører, men nogle gange er følelser noget mærkeligt noget. Vi faldt da for den forbandede opinion og meningsmålingerne. Og jeg røg med«, siger det tidligere byrådsmedlem.
Pigen med det oratoriske talent
De siger farvel til Poul Hangler og kører hen til Ronja Ravnskov, som de lige har læst om i den lokale avis. Hun er netop blevet valgt som folketingskandidat for SF, og skulle hun blive valgt ind inden februar, bliver hun den yngste nyvalgte nogensinde.
»Jeg fyldte 19 i går og har lige afsluttet 3. g«, siger Ronja, da vi har sat os ude bag ved forældrenes blåmalede træhus, der ligger imellem så mange andre nybyggede træhuse, at det kunne være en landsby i Sverige.
»Under valgkampen før sidste folketingsvalg snakkede vi meget om politik i gymnasiet, og jeg meldte mig ind i SF, fordi jeg altid har vidst, jeg hørte til på venstrefløjen. SF står for solidaritet, lighed og grønne valg og er samtidig et realistisk parti …«.
En hængekøje dingler dovent under et træ i baggrunden. Det er umuligt at forestille sig, at Ronja Ravnskov nogensinde har ligget i den. Hun taler i et tempo og med en præcision, som gør journalisterne tavse. De sidder bare og glor på hende, mens hun lirer sine politiske remser af.
Emils øjne er begyndt at flakke. Han synes mere interesseret i en lille terrier, der løber rundt på plænen. Den hedder Pil.
Kampgejsten lever
Kjeld kiler et spørgsmål ind:
»Hvor var realismen, da man meldte sig ind i regeringen?«.
»Problemet med SF i regeringen var, at man ikke havde afstemt forventningerne til, hvad man gerne ville opnå, og hvilke præmisser, man ville deltage på. Det var selvfølgelig en hård periode, fordi mange blev frustrerede, men det gav også en kampgejst …«.
»Kampgejst?«.
»Ja, det gav os ny gejst til at kæmpe for den politik, der er nødvendig for Danmark …«.
»Du mener ny gejst til at genrejse partiet, efter at man havde smadret alle værdierne under regeringssamarbejdet?«.
Politiken går på jagt i baglandet efter de sande værdier»Jeg synes ikke, partiet har været helt nede at ligge. Der er indgået nogle ærgerlige kompromiser, men det er prisen for at gå ind i et regeringssamarbejde …«.
»Har du ikke nogle værdier, som du for alt i verden vil holde fast ved?«.
»Jeg synes da, det er vigtig at bevare vores kerneværdier og ikke sælge dem for enhver pris … Men det er ærgerligt, at man ikke i stedet sætter fokus på det positive, SF rent faktisk opnåede ved at være i regering«, siger Ronja Ravnskov.
»Hvad var det for eksempel?«.
»Åh ja … jamen, det var for eksempel inden for offentlig transport … Nå, der fangede du mig lige på et dårligt ben …«.
Ét take lige til at sende
Kjelds politiske reporter, der ellers har ligget i dvale i mange år, lugter blod. Han kniber øjnene sammen og gør klar til at svinge øksen en sidste gang. Slukke lyset på en politisk karriere, inden den går i gang.
»Nå, vi skal også have lavet et tv-klip til nettet«, griber Emil ind. Han har ellers mest klappet hunden og ladet øjnene svæve rundt i haven.
Ronja Ravnskov leverer 45 sekunders klokkerent fjernsyn. Ét take. Lige til at sende.
De siger tak og går ud.
»Der kan du se, Kjeld. Hun taler da godt for sig. Hun skal sgu nok komme i Folketinget. Tænk på, hvor ung hun er«, siger Emil.
»Præcis. Hun skal nok komme i Folketinget. Det lyder godt, når hun taler, men hun siger ikke en skid«.
fortsæt med at læse
