Hvis man vil frem i den moderne verden, skal man mene noget. Avisernes debatsider vokser, og de elektroniske medier opfinder konstant nye formater til debatprogrammer, der lægger sig ved siden af den evigt kværnende debat på de sociale medier, hvor hvem som helst kan komme til orde om hvad som helst døgnet rundt. Men i toppen af holdningshierarkiet sidder dog meningsmaskinerne, som på kommando synes at være leveringsdygtige i meninger om alt.

De seneste par uger har Politiken forsøgt at undersøge, hvor meget der er om snakken, og hvordan de såkaldte meningsmaskiner selv ser på deres egen rolle, og det står klart, at deres personlige brændstof skal findes i alt fra ønsket om endelig at blive hørt til en vis form for narcissisme og håbet om at forandre verden bare en lille smule for slet ikke at tale om at være talerør for de højere åndelige magter. Men hvorfor bliver de brugt så flittigt? Det skyldes vel ikke kun debattørernes egen trang til at blive hørt. Avisernes debatredaktioner er vel selv med til at fremelske brugen af meningsmaskiner med synspunkter, som ikke nødvendigvis baserer sig på konkret viden.