Det provokerer mig altså, det der udtryk: meningsmaskine«, siger Sørine Gotfredsen og stiller sin kaffekop fra sig på den blomstrede stofdug.
Vi afbrød hende på side 204 i Grundtvigs ’Skrifter i udvalg’, som hun sad og læste i, inden vi trådte ind i lejligheden her på det ydre Frederiksberg, hvor der er højt til stukken, og sommervarmen forsøger at trænge ind gennem stilladset, der udenfor læner sig op ad hendes vinduer.
I hjørnet af stuen står en skrivepult, og over pulten hænger billeder af Sørine Gotfredsens helte: Tintin, Muhammad Ali og – ikke mindst – Søren Kierkegaard.
Egentlig var hun sportsjournalist, så blev hun teolog og sognepræst i Valby. Og meningsdanner. Hun optræder i alt fra debatprogrammer på tv og radio til Kristeligt Dagblad og sin jævnlige klumme i Berlingske, der går under navnet ’Gud og Fanden’.
»Men en meningsmaskine ... Sådan en vil jeg altså ikke sige, jeg nogensinde har været. For en meningsmaskine er en, der ville sige: ’Jeg vil også have en holdning til dem, der slipper minke fri’. ’Jeg vil også have en holdning til, hvorfor der er kø på hospitalerne’ ... Dét er meningsmaskiner. De kaster sig over hvad som helst«, siger hun.
Allerede på Det Fri Aktuelts sportsredaktion i 1990’erne fandt Sørine Gotfredsen ud af, at hun var ret god til det der med at mene noget.
»Jeg opdagede relativt hurtigt, at mit sind er meget til at tænke polemisk, gå ind i debatter og have holdninger. På avisen fik det en slagside i retning af, at jeg simpelthen begyndte at skrive mere og mere subjektivt. En af mine redaktører sagde altid: ’Det er jo en prædiken, du har skrevet’«.
Samtidig med, at hun arbejdede på avisen, begyndte hun at studere teologi på København Universitet.
Var det her, du for alvor blev troende?
»Ja. Troen voksede i hvert fald til noget, jeg blev bevidst om ... hvor den før har ligget og luret som noget uopdyrket«.
Sideløbende med teologistudiet begyndte Sørine Gotfredsen også at dyrke meningsdanneriet. Og det var Politiken, der lagde papir til, da hun for første gang udkom »mere rendyrket«, som hun formulerer det. Blandt andet med et debatindlæg om, hvorvidt homoseksuelle bør have lov til at adoptere.
»Der kom rigtig mange reaktioner ...«, husker hun.
Og du fik appetit på at blive offentlig debattør?
»Ja, for når man studerer til præst og har et debatgen, så er det næsten umuligt ikke at sætte det i relation til nogle af de samtaler, vi har. Og når man tænker teologisk og eksistentielt hele tiden, så kan man næsten ikke sparke sig frem for alle de muligheder, der er, for at koble den verdslige og samfundsmæssige debat og hele den teologiske verden«.
»Når man så også opdager, at man har en evne til at formulere nogle ting, som folk faktisk kan bruge til noget, og som vækker reaktioner, så bliver det også en slags opgave – lidt ligesom man siger, at det forpligter, når man har et talent. Så synes jeg også, man har en pligt til at blive ved«.
Kampen mod det åndløse
Men hvorfor er det vigtigt at have meningsdannere?
»Hvis ikke der er nogle stemmer, som sætter tingene på spidsen en gang imellem eller trækker nogle linjer op – enten øser af noget viden eller af et personligt og lidenskabeligt engagement – så ville vores samtale blive for ...«.
Sørine Gotfredsen afbryder sig selv.
»Det er et ord, jeg bruger meget, men nu bruger jeg det lige igen: åndløs. Og for uengageret«, siger hun.
»Og så ville det blive endnu lettere, end det er i forvejen, at være en del af den der store mængde, der bevæger sig fremad uden at tænke over tingene. Hvis der ikke var meningsdannere i et samfund på et ordentligt niveau, ville vores fælles bevidsthed blive for fattig«.
Du anklager for eksempel medieverdenen for at være åndløs?
»Ja. Vi lever i en åndløs tid, hvor vi alle sammen er i meget stor risiko for at vide for lidt om historien og kristendommen og lade os bevæge alt for hurtigt af sted i forhold til, at vi nu lever i den her medie- og selvpromoveringsverden«.
Men samtidig med, at du siger, at medieverdenen er for åndløs, så ånder du jo nærmest selv igennem den?
»Det ved jeg godt«, siger Sørine Gotfredsen.
Hvordan hænger det sammen: At sidde og udtale sig om åndløshed på de åndløses platform?
»Ja, det er virkelig et dilemma ... Når man på den ene side træder ud fra et tv-studie, hvor man har siddet og råbt op i seks minutter, og tænker: ’Hvad skete der, hvad sagde jeg, hang det overhovedet sammen?’, så kan man godt bagefter tænke: ’Det her gider jeg ikke mere’. For det er simpelthen for flygtig en form«.
Men du bliver ved?
»Der er en stemme i mig, der siger: ’Jamen Sørine, hvad er alternativet? Det er nu engang en del af kommunikationen i din tidsalder’. Det går bare nogle gange hurtigt; debatprogrammer i dag ligner langt hen ad vejen mest underholdning. Men hvis folk sidder og ser en debat i fjernsynet og tænker ’hold da op, det er kaos, de sidder og råber og skriger’ og måske alligevel får en lille kim lagt til en tanke, så har det jo ikke været spildt«.
Du prøver at få lagt en kim til noget mere åndfuldt?
»Ja. Jeg tror på, at det trods alt kaster noget af sig. Jeg får også masser af henvendelser fra folk, der siger, at de har fået noget ud af det. Men jeg tænker da hele tiden: ’Er du egentlig ikke bare med til at bidrage til noget, du egentlig ikke bryder dig om?’«.
Hvad kommer du så frem til?
»At alternativet er at få færre mennesker i tale. Man vurderer jo hver gang, man får en mulighed for en platform: Er det en, jeg kan bruge? Jeg plejer derfor også altid at sige, at når man er præst og brænder for sagen, så gælder det om at forkynde så mange steder, som man kan komme til det«.
Er det ikke også noget narcissisme, der får dig til at fortsætte?
»Jeg ville være meget skråsikker, hvis jeg sad og sagde, at der ikke var narcissisme i det. For det er der. Jeg tror ikke, at noget menneske – uanset hvor gammel du bliver – vokser fra den der behagelighed ved at blive udnævnt til en, der er interessant at høre på«, siger Sørine Gotfredsen.
Det er ikke så tit, at ord som ’Gud’ og ’Jesus’ optræder i dine klummer. Prøver du at liste Gud ind ved for eksempel at kalde det åndelighed i stedet?
»Ja«.
Det gør du?
»Ja, for hvis jeg vil opnå noget med det, jeg gør, så er det ikke vejen frem at lave svovlprædikener i aviserne hele tiden. Jeg går ind på den verdslige samtales præmis«.
Man kan godt få det indtryk, at du altid bare er en, der kritiserer?
»Det er der saftsusemig mange, der har sagt. Folk spørger altid: Hvorfor er du så vred?«.
Ja, hvorfor er du det?
»Jeg er ikke vred. Jeg er bekymret. Jeg er drevet af bekymring for os alle sammen, for samfundet, tiden, kristendommen … Og når jeg så kommer til at fremstå som hende, der altid kritiserer, er det, fordi det simpelthen er sådan, min person er. Jeg føler mig meget ofte i opposition til min egen tid, og jeg føler mig ikke tilpas i den her tidsalder. Grundlæggende har jeg en følelse af, at jeg burde have levet i en anden«.
Hun sammenfatter:
»Der er simpelthen så meget ved den moderne verden, der frastøder mig. Og bekymrer mig«.
Livet i galehuset
Sørine Gotfredsen mener, at mediernes debatprogrammer langt hen ad vejen er »et galehus«. Et galehus, hun tit inviteres ind i, og hvor hun bliver rost for at være god til at tale i absolutter, for at være frygtløs og ikke pakke ting så meget ind, at der sidder seere og er i tvivl om, hvad hun mener.
Og det er ikke bare tv- og radiostationerne, der ringer, men også alle mulige andre medier, der fisker efter en kommentar til det ene eller det andet. Eller forsøger at få hende til at stille op til situationer som den, vi lige nu sidder i.
»Men masser af gange takker jeg nej og siger: ’Det har jeg ikke en mening om’«.
Hvornår har du sidst sagt nej?
»Det var for nylig i forhold til det med Mellemøsten. Sådan nogle ting kan jeg også blive spurgt om … Der siger jeg helt klart nej, for jeg har ikke gnisten af forstand på den konflikt dernede«.
Der sidder i ramme alvor en udlandsredaktion et sted i Danmark og ringer til dig for at få en kommentar om Mellemøsten?
»Det kan godt ske, ja ...«.
Så du bliver tit bedt om at mene noget om et eller andet, som du ikke ved noget om?
»Ja. Nogle gange kan jeg godt sige til mig selv: Det var da besynderligt ...«.
Det er så der, man bliver en maskine, hvis man siger mere ja end nej? Eller hvad?
»Ja« .
Men du har udtalt dig om alt lige fra børnefamilier til islam og EU og værdier og den slags … Der er ting, hvor man ikke umiddelbart tænker, du er kvalificeret til at udtale dig, bare fordi du har læst teologi?
»Når jeg ser tilbage på de sidste 15 år, som cirka er den periode, jeg har været med, så er der helt bestemt emner, jeg ville ønske, jeg ikke havde udtalt mig om. I kan sagtens gå tilbage i arkiverne og finde ting, som virker uunderbyggede, og som jeg også selv i dag ville være skeptisk over for. Men når man skriver og taler meget, så er det en del af prisen«.
Man lader sig beruse af sin egen veltalenhed?
»Selvfølgelig gør man det. Især når man er ung og opdager den her evne til at sætte ord sammen, så folk hører efter. Så misbruger man det også i en eller anden grad. Både fordi man mangler ydmyghed over for sin egen begrænsning, og også fordi man ikke har nået den alder, hvor man faktisk kan formulere sit samlede ærinde«.
Men du bryder dig ikke om at blive kaldt en meningsmaskine?
»Jeg vil godt indrømme, at jeg har strejfet den identitet tidligere i mit liv. Men jeg er blevet en meget smallere debattør. Der er simpelthen færre emner, jeg kaster mig over i dag, fordi jeg i højere grad er styret af en sag, og så bliver man mere målrettet i sin tænkning ... Man kunne selvfølgelig også melde sig helt ud. Og leve mere i stilhed, hvis jeg ville ...«.
Det var jo en mulighed ...
»Men det synes jeg ikke, jeg har lov til. I hvert fald ikke på det her tidspunkt i mit liv. Når man sætter foden indenfor i den strøm, så bliver man også befængt af den. Tit hvis jeg ankommer et eller andet sted og skal deltage i noget, så har jeg altid på vejen derhen absolut mest lyst til at vende om«.
Men er du så nogensinde vendt om?
»Nej, for jeg er en, der overholder aftaler. Men jeg gør mig altid tanken: ’Hvor ville det være rart’«.
Publiceret 10. august 2014