Vores hemmelige hule kalder min søn og jeg det. Et kroget piletræ, der står lænet ud over søen i en park i København. Et klatrestativ med indbygget gys. En labyrint i tre dimensioner. Og en rebus for kroppen. Ikke mere hemmelig dog, end at vi en dag slæbte to venner med, og mens børnene balancerede på grenene, der snor sig ud over vandet, og fandt deres foretrukne kroge, faldt en time ud af dagen.

Næsten som dengang i et andet årti, da hele eftermiddage faldt ud af kalenderen, når mine venner og jeg gjorde det samme. Men kun næsten. For vi var alene. Uden andet opsyn end hinandens. Og her stod jeg som voksen, udstedte formaninger og var konstant parat til at kaste mig i vandet, hvis nogen skulle falde.