Åliv. De unge ved åen i det centrale Aarhus hilser alle høfligt på Københavneriet. En tilbyder ham endda en tyver for en cigaret.
Foto: Katinka Hustad

Åliv. De unge ved åen i det centrale Aarhus hilser alle høfligt på Københavneriet. En tilbyder ham endda en tyver for en cigaret.

Kultur

Københavneriet: Så meget rocker du altså heller ikke, Aarhus

Henrik Vesterberg er i Aarhus som optakt til festugen, der begynder i dag.

Kultur

The smallest major city in the world. Aarhus is the second largest city in Denmark. A centre of culture with countless museums and galleries. The university city of Aarhus also has a large conference center. The Jazz Festival is held in July every year followed in September by Aarhus Week – one of the biggest cultural events in Scandinavia. Beaches are found both north and south of the city, surrounded by forests which are hundreds of years old«.

Fra www.danhostels.dk’s beskrivelse af Danhostel Aarhus.

Sandheden er, at jeg ikke kan huske, hvornår jeg sidst var i Aarhus. Det må være, fordi jeg de seneste mange gange bare har været derovre til et eller andet og er taget hjem igen samme dag. Vi skal mindst tilbage til dengang, de stadig stavede navnet med Å, og åen, som de har gravet frem under Åboulevarden midt i byen, stadig var en nyhed. Det er i hvert fald otte-ni år siden, jeg har været i Aarhus i flere dage. Måske ti.

Det kan jeg nu ikke rigtig mærke, da jeg går gennem banegårdshallen med de mørkebrune kakler. Ude på Banegårdspladsen ligger Hotel Ritz og Strøget stadig lige ovre på den anden side, og busstationen dernede til højre. Fra et højt hus blinker ’Stiftens’ lysavis breaking lokalnews:

»Et fremtrædende medlem af indvandrerbanden Black Army stak onsdag af fra politiet, mens han ventede på at blive afhørt«.Stiftens lysavis på Banegårdpladsen. Onsdag 13. august kl. 21.33.

Intet er forberedt og alt skabes i nuet. Kilde: Politiken.tv / Lærke Posselt & Henrik Haupt

De cafeer, der var nye dengang, jeg var i Aarhus de første gange på egen hånd, er her endnu: Café Jorden, Drudenfuss, Café Englen, Café Smagløs, Casablanca. Forskellen på Aarhus dengang og nu er, at der er kommet mange flere. Vel at mærke uden at de gamle er lukket.

Australian Bar, Fidels, Ris Ras, Café Stiften, Råbar, Løves Bog & Vincafé, Café Faust, Globen Flakket. Der må altså være kommet flere til byen, der godt kan lide at sidde på café. Navnene, både de gamle cafeers og de nyes, er fantasifulde og hittepåsomme og har tit en god historie.

For eksempel fortæller pigen på Globen Flakket, at det mærkværdige navn betyder »solen for enden af åen« på en blanding af oldgræsk og norrønt. Og Globen Flakket ligger netop for enden af åen, næsten helt ude ved havnen, hvor der nu – igen – er en masse store byggerier og anlæg i i gang.

Ikke så meget pis

»Vi skal op nu. Derfor er vi også klar til at investere i de spillere, der vil være med til at øge sandsynligheden for, at det sker«. Sådan var ordene fra AGFs administrerende direktør, Jacob Nielsen, da han sammen med den resterende del af AGFs ledelse og sportslige setup tog imod aktionærer og fans for at fortælle om visioner bag det nye AGF. Samtidig kunne Jacob Nielsen løfte sløret for, at AGF har tilknyttet Michael Laudrups tidligere assistenttræner og scout Erik Larsen til klubben«. stiften.dk. Torsdag 14. august kl. 06.26.

De mange fantasifulde spraglede navne på aarhusianernes mødesteder har skabt en reaktion på andre cafeer og restauranter, der stræber efter en mere prunkløs enkelhed, hvad angår både navn og indretning. Den Sidste Café er jo et klassisk eksempel. Nu er der også en, der hedder Ingen Dikkedar-Bar. »Velkommen til stedet uden så meget pis. 1960’er-musik, drinks og fest natten lang«, står der på et skilt ved indgangen. En restaurant hedder Den Rustikke og en anden Köd. Der er også en natklub, der hedder Skru Ned.

»Der var ikke kød nok på Enhedslistens forslag om at indføre en ugentlig vegetardag i alle Aarhus Kommunes institutioner, kantiner og andre steder, hvor kommunen står for kosten. Et forslag, der også strakte sig til at fremme vegetarisk mad i byens restaurationsliv. Det var konklusionen efter en ordførerrunde i byrådssalen, hvor både Socialdemokratiet og SF havde sympati for intentionerne«.stiften.dk. Torsdag 14. august kl. 06.45.

Der er mange, der henvender sig til mig, når jeg går på gaderne i Aarhus. Mange af de unge på de nye cafeer nede ved åen hilser høfligt på en mand med skæg og hat. Andre siger sådan et eller andet i forbifarten: »Hvaså, hvorn gå’en?«. Pølsemanden nede ved Store Torv fortæller, at mit sprog »afslører« mig.

»Hvad mener du med afslører? Jeg prøver jo ikke ligefrem at skjule, at jeg ikke er her fra byen«, svarer jeg. Så griner han på sådan en lidt undskyldende, underfundig måde. En anden dag konstaterer en ældre kvinde over for mig, at det altså er ret træls, at buslinjerne er lagt om. Hvilket jeg ikke rigtig ved så meget om. Men jeg giver hende da ret – bare for at være høflig. En nat kommer en fyr hen, mens jeg sidder og ryger på en bænk ved åen.

»Hvad skal du have for en cigaret: 10 kr.? 20 kr.?«.

»Det var mange penge for en smøg«, siger jeg og ser op på ham. Så vender fyren sig og går. Klokken er ved at være 03. Inde bag glasfacaden på Fidel- baren, der er helt tom for gæster, står to bartendere og øver sig i at flashe med flasker og shakere.

Et enkelt vartegn

»Det er ikke så romantisk at kysse i regnvejr, som de siger«. Graffiti i Frederiksgade.

I elevatoren på vej op til toppen af ARoS Kunstmuseum spørger jeg en mand om den der regnbuefarvede plastikcirkel, man kan gå rundt inden i, er en permanent ting på museet, eller om det er en særlig udstilling.

»Det er et vartegn«, svarer han. Det er der ikke nogen, der ville sige om noget i København. Selv om vi har mange flere vartegn end dem. Et vartegn. Det er altså typisk aarhusiansk. Ikke bare et kunstværk lavet af en eller anden københavner. Næh, et vartegn er det, for hele byen. Aarhus.

»Mens Venstre og de andre partier fik ros for at rette opmærksomheden på turismen med deres forslag om at genetablere et nyt fysisk turistkontor i Aarhus, blev forslaget afvist af et stort flertal i byrådet med den anke, at det peger bagud og ikke fremad. »Jeg tror ikke på, at et bemandet turistkontor er løsningen. Der er så mange andre måder at søge information på nu om dage. Og det gør de fleste«, siger kulturrådsformand Rashid Azad-Ahmad (R)«. stiften.dk. Torsdag 15.august kl. 13.50.

’Aarhus Rocks’. Sådan hedder en stor udstilling i Den Gamle By. Det er aarhusiansk rockhistorie fra 1960’erne til i dag fortalt med plancher, scenetøj, tourjakker, plakater, lp-omslag, video, lyd og originalt interiør fra spillesteder og studier. Hvis nogen lavede sådan en udstilling i København, ville de bare kalde den ’Denmark Rocks’ – og det meste ville dreje sig om København alligevel.

Måske ville der være et lille afsnit om Aarhus-rocken i 1980’erne, hvis det nu var en rigtig stor udstilling. Selv om udstillingen bringer mange minder frem, bekræfter den sådan set også, at det kun lige var i fattigfirserne, der skete noget i Aarhus. Og nu er både Lars Hug, Anne Linnet og Peter A.G. jo flyttet til København. Det beretter udstillingen nu ikke noget om. Men da den er kronologisk opbygget, løber det hele ud i sandet med noget med Nephew og en af pigerne fra Cut’N’Moves dansesko.

Nej, Aarhus, så meget rocker du altså heller ikke.

Alt inklusiv kedeligheden

»Det’ så’n vi snakker, så’n vi snakker, hvor jeg kommer fra/ Det’ så’n vi snakker, så’n vi snakker, hvor jeg kommer fra/Det’ så’n vi snakker, så’n vi snakker, hvor jeg kommer fra/ det så’n vi snakker – Ikk’å ikk’å Ikk’å ikk’å Ikk’å ikk’å …« Uso, 2008.

Jeg mødes med Jens Folmer Jepsen på Siegfreds Kaffebar på Strøget. Han er direktør for Aarhus Festuge, og jeg vil gerne tale lidt med ham om årets tema ’Same but different’.

»De der overskrifter er noget, vi har lavet af nød. Før var programmet for Aarhus Festuge jo lige så stort som Daells Varehus’ katalog med over 1.000 arrangementer. En del af festugen har altid været en vis form for civil ulydighed, hvor folk bare laver, hvad de har lyst til. Temaerne forhindrer, at vi kommer til at sige ja til alt«, siger han.

Når årets festuge starter næste fredag, er det 50. gang aarhusianerne skal til byfest. Og engagementet fra byens borgere er lige så stort i dag, som det var i begyndelsen, mener Jens Folmer Jepsen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Indholdet er anderledes. I de første år var der også sækkevæddeløb, pigtrådsmusik og pøllekamp mellem fremtrædende borgere. Men diskussionerne er næsten de samme som dengang. Spørgsmålet, om festivalen er elitær eller folkelig, forholder vi os dog ikke til længere. Nu taler vi om kvalitet. Når vi for eksempel laver en bypark, der er skabt af de bedste arkitekter, og der kommer 200.000 mennesker for at opleve den, er det kvalitet. Så er der ingen grund til at diskutere, om det er folkeligt eller elitært«.

Mange aarhusianere synes, at Aarhus er en stor by, der har det hele. Det mener Jens Folmer Jepsen ikke nødvendigvis er rigtigt.

»Hvis vi har det hele, har vi i hvert fald også kedsomheden. For går man en onsdag i februar ned gennem byen, sker der jo ikke en skid. Det er også derfor, vi taler meget om at prioritere i festugen. Det giver os en skarpere profil. Vi vil lave ting, der er enestående. Ting, som man skal komme til Aarhus for at se. Det er bl.a. derfor, vi er begyndt at lave en masse arkitekturprojekter. Dem kan du kun se her i byen, men kun mens de sker«, siger han og tilføjer:

»Jeg synes tit, jeg læser noget om »Ølfesten i Aarhus« og den slags. Det er en meget københavnsk måde at se på festugen. Men der er altså ikke så meget fadøl i festugen i dag, som der var i gamle dage. For 10 år siden havde vi et kæmpe drukproblem. Så begyndte vi at stille krav og tage initiativer, som for eksempel alkoholfri koncerter. Og vi har ikke haft en eneste under 18 til udpumpning siden«.

»Det kan blive svært at finde de otte millioner kroner til driften af Dokk1. For flere af de lokale kulturinstitutioner kan det blive et spørgsmål om liv og død, når politikerne på rådhuset om kort tid tager fat på den årlige budget-holmgang. Egentlige besparelser på kulturbudgettet er der dog ikke lagt op til. Ønskerne fra de politiske partier stritter i forskellige retninger. Dog står det nye hovedbibliotek, Dokk 1, der på havnen er klar til indflytning i starten af næste år, højt på de fleste partiers prioriteringsliste«. stiften.dk fredag 15. august 07:07

Til København efter bacheloren

Englen har fødselsdag. Ja, altså Café Englen nede i Studsgade. Fødselsdagen bliver proklameret på et opslag, men der er nu ikke gratis lagkage eller noget gratis overhovedet af den grund. Uden for sidder to Modebloggere med hver deres notepad og snakker sådan her:

»Der sker da virkelig meget i Aarhus. Men det er bare et spørgsmål om, der er nogen, der vil følge op på det. For hvis man skal gøre noget her og nu ville det være rent idealistisk«, siger den ene. Så siger den anden:

»Ja, for businesswise er der ikke noget i det«.

»Nej, det er der ikke. Ikke i Aarhus. Der ligger det hele i København«.

»Ja, det er også lidt underligt. Men altså, bare at komme i kontakt med designskolerne er et rent helvede«.

»Det forstår jeg heller ikke. Vi giver dem jo gratis branding og profilering. Det er jo et helt unikt tilbud til dem«.

»Nå, men lige så snart jeg får min bachelor, rykker jeg jo også til København«, siger den anden så. Så fniser pigerne uden for Cafe Englen medsammensvorent.

LÆS OGSÅ

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Under fem timer gik der. Så var torsdagens ekstra 20.000 billetter til Aarhus Festuges åbningskoncert med Thomas Helmig og TV-2 udsolgt. I forvejen havde ligeså mange mennesker sikret sig billet til begivenheden, der finder sted fredag 29. august i Mindeparken. Åbningskoncerten, med overskriften »Åbent Hus«, holdes i anledning af Festugens 50-års jubilæum. Det er det største arrangement, Festugen nogensinde har afholdt«.stiften.dk. Fredag 15. august kl. 08.26.

Der hænger stadig en lav sol over Aarhus, som de synger, da jeg går op gennem Strøget for sidste gang. Et polterabendsselskab bestående af arabiske drenge herser rundt med en fyr i makeup og kvindetøj. De, der gider reagere på optoget, får taget en selfie sammen med den kommende brudgom.

Andre unge er ved at flytte RUS-kurserne fra universiterne og skolerne uden om byen ind på caféerne. Nede ved Banegårdpladsen blinker endnu et lokalt newsflash:

»To betjente blev forsøgt kørt ned, da Østjyllands Politi torsdag eftermiddag ville anholde en biltyv, der ankom til Aarhus med Mols-Linjen« Stiftens lysavis ved Banegårdspladsen. Fredag 15. august kl. 14.24.

Keep Aarhus weird

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce