Superheroes, 2002
Jessica Tolf Vulpius: »På billedet er Superheroes på Roskilde i 2002 sammen med Jeppe ’Senior’ Laursen, han sang jo med på ’Johnny and I’. Jonas Bjerre fra Mew står der og ser ung ud, og man kan lige skimte Maggie Björklund, der spiller med Jack White. Billedet er taget, lige efter at Superheroes har åbnet Orange Scene, og det var jo en ære. Jeg tror faktisk ikke, de nåede at spille på større scener end den. De havde spillet på Roskilde før, men det var på mindre scener«.
»Vi signede Superheroes uden at have set dem spille live. Der var bare et eller andet ved dem. Thomas’ (Troelsen, red.) stemme og de gode melodier. Det lød interessant. Vi turde næsten ikke fortælle nogen, at vi havde signet dem uden at have set dem. Men så så vi dem på Loppen, og så var vi godt klar over, at vi havde fundet guld. Man havde ikke set noget lignende. Der var så meget karisma, så meget selvsikkerhed i så ung en alder. Jeg var helt rundt på gulvet«.








