Hvis guitaristen i Love Shop og den musikalske mastermind bag nogle af Lars H.U.G’s klareste stjernestunder, Hilmer Hassig, var påvirket af en opvækst i stor fattigdom og en familie, der var tynget af tragedie, viste han det forsvindende sjældent.
Kun i den bidende sarkasme, der røbede, at her var en mand, som kendte til tilværelsens mest rå realiteter og ikke havde meget tilovers for forsøg på at pakke dem pænt ind, og i sit mod himlen stræbende, smukke guitarspil, viste han sorgen og sårbarheden. Men altid som et oplyst spor væk fra elendigheden ind i skønheden. Det er svært at forestille sig, at nogen andre kunne have udtrykt sangeren Jens Unmacks længsel mod livet fra et sted i den fjerne danske provins med en melankoli så fuld af både spæde håb og bristefærdig angst, sådan som Hilmer Hassig gjorde det med sine klangfuldt dryppende toner i gennembrudssangen ’En nat bliver det sommer’ for det Love Shop, der kom til at blive guitaristens primære musikalske ståsted. Lige så skråsikker og perfektionistisk på kanten af det diktatorisk uforsonlige, Hilmer Hassig var som lydarkitekt og guitarist, lige så indfølende sårbart var hans spil under linjerne: »Du længes i mørket/ mod dage med håb og med lys/ du kan ikke sove/ en nat bliver det sommer/ en fjern og fin musik giver dig alt du aldrig fik«. En melodi og en tekst, der ringer alt for sørgeligt i ørerne, efter at Hilmer Hassig nøjagtig en uge efter sin 48-års fødselsdag natten til søndag gik ud foran en taxa på Falkoner Allé på Frederiksberg og blev dræbt på stedet. Hassig havde været til fest hos sin kollega og gode ven gennem 22 år, Stephan Grabowski. Han ville gå forholdsvis tidligt hjem og sove hos sin kæreste, sangerinden Nanna Lüders, for at stå op og være sammen med sine to døtre fra et tidligere forhold dagen efter. Dødsfaldet rammer med andre ord lige ind i hjertekulen af den danske musikscene, der sidste år mistede sangerinden og rapperen Natasha ved en bilulykke i Jamaica. Tidlig tragedie Hilmer Hassig blev født i Aalborg og voksede op sammen med en håndfuld brødre i noget, der efter danske forhold nærmede sig ekstrem fattigdom. »Min far lavede selv sit gebis engang«, var en af de historier han fortalte om en hård opvækst i en familie, som kompenserede for savnet af materielle goder med en excentrisk livsførelse.








