Da han var en lille dreng, gik han med stok og hat og drømte kun om at være en gammel mand. Da han var ung og alle hans jævnaldrende trampede alle gamle værdier flade til syret rock i ungdomsoprøret, øvede han sig i ulasteligt jakkesæt på Sinatra og alle de pæne klassikere. Mens alle andre mildnes og rundes med tiden, er Tom Waits blevet mere krads, kantet og utilgængelig. For nu pludselig i en alder af 54 år at blæst ind i centrum på rockscenen af tidens dårlige ånde. Fordi han altid har insisteret på at være sig selv, er Tom Waits i modsætning til sine jævnaldrende og på mange måder jævnbyrdige kolleger en ener, en arketype. Manden, der har et rustent søm, hvor vi andre har stemmebånd, er så signifikant, at man ligefrem kan opleve 'Tom Waits-øjeblikke'. Eksempelvis i den bus, jeg engang tog gennem den nederste del af det amerikanske hjerteland fra Flagstaff i Arizona til Memphis i Tennessee. Et sted på den halvanden døgn lange rute stod en mørkhåret mand med en klirrende plastikpose på. Chaufføren fulgte manden, hvis ansigt var vådt af sved og hvis skjorte havde store skjolde, nøje i sit spejl. Det varede ikke længe, inden hele bussen kunne se en flaske blive trukket op fra posen for at blive ført mod mandens mund af en rystende hånd. Bussen stoppede øjeblikkeligt. Man må ikke drikke alkohol i en amerikansk Greyhound-bus, og trods spagfærdige protester inddrog chaufføren mandens plastikpose. Hver gang jeg i løbet af natten vågnede i det ubekvemme sæde, kiggede jeg over på manden. Han lignede den fængslede Tom Waits i filmen 'Down By Law' som han stift sad i sædet og svedte, som var han allerede i helvedes brændeovn. Med øjne, der glødede i mørket, stirrede han ufravendt på chaufføren, der time efter time førte en højlydt samtale med en britisk skolelærer, som flittigt doserede af sin åbenbart endeløse viden om USA. Da bussen endelig i morgengryet nåede Memphis, rejste manden sig. Rystende, men værdigt, modtog han atter sin plastikpose. Inden han forlod bussen, vendte han sig mod chaufføren og den britiske skolelærer og sagde: »Jeg har sandelig hørt jer to tale meget. Men jeg har overhovedet ikke hørt jer tale om Jesus«. Da vi stod ud i det kølige morgengry i Memphis, var det ikke svært at forestille sig busturen omsat til en sang af Tom Waits. Sunget med den hæse, skurrende stemme, der lyder, som om den kommer gennem et askebæger, fyldt af whiskyvædede skod. For at bringe skønhed og længsel ind i sine fortællinger om nederlag, tab, skyld, død, ulykke og ensomhed i et gudsforladt værtshus lige før lukketid. Chancen for at møde den rigtige Tom Waits i en Greyhound-bus i hjertet af det low life USA, han kender og skildrer så fremragende, er dog ikke stor. Manden hader at rejse og siger selv, at det kun gør ham endnu mere vranten at være væk fra hans og familiens farm i et øde område af det nordlige Californien. Hvad hans igangværende 'verdensturné' da også understreger. 6 stop med 10 koncerter er der på køreplanen, som sætter en fed streg under det faktum, at Tom Waits ikke har meget at gøre i sit hjemland. Én sølle koncert i USA (Seattle) er, hvad det bliver til for en af de mest berømmede amerikanske sangere og musikere. Dertil kommer to i Canada, en i Belgien, en i London, to i Amsterdam og tre her i Berlin. That's it. Ikke desto mindre placerer miniturneen sammen med albummet 'Real Gone', der er et af årets absolut bedste, Tom Waits helt centralt på rockscenen. Det er, som om de emner, han så ofte har sunget om - syndefald, moral, gammeltestamentlige værdier, krig og forfald - er på alles læber. Hvorfor Tom Waits mærkværdige lirekasse af en sangskat pludselig er en højaktuel jukebox. Og samtidig har han selv ramt en alder, hvor hele hans univers og udtryk endelig passer perfekt. Hvad den massive begejstring hos de 1.400 dyrt betalende pilgrimme i Theater des Westens da også understreger. I en grad så alle os, der har betalt godt 100 euro eller over 700 kroner for at være her, føler os endnu mere eksklusive og heldige. Det gjorde vi nu allerede, før det endelig blev showtime for den anden af Waits' koncerter i Berlin. Når 'God's Away On Business', som en af sangene hedder, og verden er overladt til menneskene, spiller klaveret på en så skæv måde, at kun Tom Waits kan få det til at stemme. Kunstnernes freakshow Allerede i sin barndom var Tom Waits en sær snegl, og han gjorde alt, hvad han kunne for at gøre sig endnu mere anderledes. I familien var der en onkel Vernon, som talte med en mærkværdig, hæs og vrængende stemme, som alle gjorde nar ad. Undtagen drengen Tom. Han begyndte at efterligne onklens stemme, og snart havde den sat sig fast i halsen på purken, der så gerne ville være ældre. »Jeg ville være en gammel mand, da jeg var lille. Jeg gik med min bedstefars hat og stok og dæmpede min stemme. Jeg ville dø for at være gammel«, sagde Tom Waits til musikbladet Mojo i år i et af sine sjældne interview. Mens de øvrige teenagere i 1960'erne tog den unge beatmusik til sig, øvede Tom Waits sig hjemme ved pianoet på Cole Porter og Frank Sinatra. »Jeg gjorde oprør mod oprørerne og forsøgte endda at komme ind i en loungeklub for at optræde«, har han fortalt. Det var dog først, da han opdagede beatforfattere som Jack Kerouac, Alan Ginsberg og Charles Bukowski og begyndte at føje deres poetiske hyldest til rakkerlivet og forfaldet ind i sine beskidte ballader på pianoet, at barpianisten begyndte at tiltrække sig opmærksomhed for alvor. Med en kulsort humor, et spirituelt galehus og en smerte, der var helt hans egen. »De fleste kunstnere er på en eller anden måde en del af et freak show. Mange af dem har fået nogle tidlige sår - enten et familiemedlems død eller deres familie er blevet splittet på en smertefuld måde. Det sender mange af dem ud på en rejse, hvor de ender med at falde på knæ foran en jukebox og bede til Ray Charles«, som Tom Waits sagde til Mojo i 1999. Op og ned ad den amerikanske vestkyst og ud og ind af Hollywoods vandhuller turnerede Tom Waits for at finde skæbner, karakter og replikker til de figurer, der snart begyndte at befolke de sange, han skrev på de tarvelige moteller, hvor han overnattede. Mest som led i sin research i de fortabte sjæles univers, der førte til pladekontrakt og debut i 1973 med den typisk 'optimistiske' albumtitel 'Closing Time'. »Jeg blev en karakter i min egen historie. Jeg gik ud hver aften, blev fuld og faldt i søvn under en bil. Jeg kom hjem med blade i håret og mudder i den ene side af ansigtet, væltede ud i køkkenet, knaldede hovedet ned i pianoet og fik på en eller anden måde skildret mine egne udskejelser og den parade af grusomheder, der boede inde ved siden af«, har han engang sagt om årene, hvor drukturene var inspiration. Tom Waits flyttede ind på det legendariske Motel Tropicana i West Hollywood, hvor kollegaen Janis Joplin døde af sit misbrug nogle år forinden. Han blev boende på sit lille værelse i ni år, mens han grundlagde sin karriere og skrev sine sange af lige dele melankoli, sort humor og romantik. Med linjer som »A battered old suitcase in a hotel someplace/ And a wound that will never heal« og titler som 'Bad Liver And Broken Hearts'. Sunget med en stemme, der blev stadig mere rusten af drukturene. Mismod er verdens flod Efterhånden begyndte det dog at dæmre for Tom Waits, der var blevet et ikon for den store kult, der dyrker undergangen, selvdestruktionen og nedturen, som var det en romantisk solnedgang over det menneskelige liv og de ubrugte muligheder. Man behøver ikke at drikke sig ihjel for at skildre alkoholens dæmoner. Man behøver ikke vedholdende at opsøge ensomhed, nederlag og nedture. De kommer alligevel til os alle før eller siden. »Der er intet skægt ved en drukkenbolt. Jeg var ellers godt i gang med at bilde mig selv ind, at der var noget morsomt og vidunderligt amerikansk ved sprittere. Jeg endte med at bede mig selv om at fjerne alt det pis. Derudover understreger det at synge om alkohol også bare de rygter, folk hører om en. Og folk hørte om mig, at jeg drak«, sagde han engang i et interview. Rendestenens poet lod ulyksaligheden flytte hjemmefra, blev forelsket og gift med sin 'Jersey Girl', Kathleen Brennan. I sangene holdt han dog stadig undergangens kradse romantik højt hævet: »there's nothing kind about man«, sang han for et par år siden i 'Misery Is The River Of The World'«. Men musikalsk forandrede Tom Waits sig efter mødet med Kathleen Brennan, som satte en mere eksperimenterede side af ham fri og siden er blevet hans faste medkomponist. Fra at være bulede ballader fra barernes klaver blev sangene i 1980'erne til de ramlende, skramlende og buldrende slæbebåde for et virkeligt sært skib, bemandet af fulde og skæve sømænd i dans til en sært orkestreret jazzpolka eller en månesyg vise. Filmroller som i 'Down By Law' og 'Short Cuts' kom til, ofte med en velspillende Waits som en eller anden form for taber eller outsider. Og bizarre teaterforestillinger i samarbejde med Robert Wilson - 'The Black Rider', 'Alice' og 'Woyzeck'. Umiddelbart sort tale på scenen, ledsaget af knirkende kabaretsange af Waits, som alligevel fik gav mening for de fleste. Og det er præcis, hvad Tom Waits kan - tale sort på alle måder, så talen alligevel foretager en magisk forandring til klarhed. Således også i den perfekte kulisse på Theater des Westens i denne uge. Røde vægge, der nogle steder er beklædt med plys frem for tapet, gigantiske krystallysekroner i loftet og buende balkoner med omfattende ornamenteringer. Og så i Berlin. Byen med de stolte traditioner for skævbenet kabaret og hvis historie er så rig på illusioner, undergang og dekadence før lukketid, at den åbenbart virker som en invitation til Tom Waits. Sprællemand i slowmotion Med stive bevægelser rækker Tom Waits i sort jakkesæt først den ene arm ud, så den anden ud, mens han svajer benene og sænker hovedet med den karakteristiske porkpie-hat som en træt tyr i arenaen. Sært mekanisk som var han en sprællemand i slowmotion. Med sine teatralske bevægelser viser Tom Waits os, at vi er i illusionernes verden. Ganske vist synger han en form for blues, men man skal aldrig tage ham på ordet og tro, at han er autentisk. Han spiller bare sin rolle og er tilfældigvis den, der er bedst til at spille Tom Waits. Han iscenesætter sine sange som en instruktør og skifter hele tiden stemme og vokalt udtryk i dem, så de ord, der gentages, igen og igen får nye betoninger. I første nummer trygler han om renselse i en verden, hvor tidligere generationers forsyndelser siver ned gennem tiderne og rammer os alle i nakken. Waits brøler sig igennem 'Make It Rain' foran et band, der brænder sangene op i tæt intensitet og frem for alt overraskende klarhed fra første færd. Mod slutningen sætter han en megafon for munden og råber som for at fjerne den sidste rest af menneskelighed i sin forvrængede stemme. Selv om sangene ofte handler om tilværelsens hårdeste realiteter - »der er altid et mord, man skal begå et eller andet stede på farmen«, som han synger i 'Murder In The Red Barn', er de altid en del af forestillingen, illusionen. Snart er sangeren en glohed svovlprædikant fra sydstaterne, bevæbnet med det gamle testamente i 'Don't Go Into That Barn'. Snart jager han prædikanterne på porten og hvæser »Don't give me any of your tinhorn prayers« i 'Sins Of My Father'. Snart er han en ømskindet bejler i 'Alice'. Snart får han os alle til at fryse i en krystalklar og isnende smuk 'November' med opfordringen til vinteren - »go away and blow your brain out«. For den kulsorte humor og underholdningen er også en del af det imaginære lykkehjul, Tom Waits lader snurre foran os i sin syrede variete. En variete, der begynder at give mening og helhed, da han giver introducerer 'God's Away On Business': »Han rejste til Konstantinopel og Nigeria. Han hyggede sig fint, så han blev længe væk«, siger Waits med et skævt smil og spiller den forrygende sang. Sammen med mange andre af sangene bliver den til et vrangbillede af vores verden, hvor man eksempelvis besætter lande for at befri dem og sætter hinanden udenfor med henvisning til religionen. Synger om æg og pølse Den er i sin mest skingre og forskruede udgave et emne, Tom Waits ofte har slebet ned med sin stemmes sandpapir. Og i en tid, hvor verdenspolitik defineres på dobbeltmoralens alter, kan Waits spydigt bade dem alle i sin syre: lurendrejerne, dommedagsprofeterne, prædikanterne, der blev politikere og omvendt. Og hylde de freaks, der som den halve 'Table Top Joe' må hoppe rundt på klaveret for at klare sig, men i de mindste kender realiteterne. Ligesom den ensomme, men nøgterne soldat (i Irak) i den måske smukkeste antikrigssang, der nogensinde er skrevet, 'The Day After Tomorrow'. Soldaten skriver hjem gennem murene af propaganda: »I'm not fighting for justice/ I'm not fighting for freedom/ I'm fighting for my life/ And another day in the world«. Waits lyder, som om han har det på samme måde som soldaten. Vagabonden og verdensmanden har i en person hele verden i sin hule hånd her i Berlin. Salen med de mange unge, som hurtigt har sikret sig billet til den eksklusive begivenhed på internettet, lytter næsten andægtigt til den mærkværdige gravrøst, der pludselig er endt som fornuftens stemme. Stod det til det henførte publikum her, ville Tom Waits være verdens mest populære kunstner. Men det er han ikke. Trods konstant skamrosende kritik er han stadig indbegrebet af en kultkunstner med sit trofaste stampublikum. »Når folk hører, at en sang er af mig, siger de: »Nåeh, ja Tom Waits, mærkelige stemme og ubarberet ... synger om æg og pølse, ja, ham kender jeg da«. Og »jeg har aldrig mødt nogen, som scorede en pige, fordi de havde en Tom Waits-plade. Jeg har alle tre, og de har aldrig gjort noget for mig««. Men i Berlin er Tom Waits manden i centrum. Lige indtil han smukt, melankolsk og vemodigt har sluttet af med endnu en sang om den kærlighed, der ikke vil flytte ind i 'House Where Nobody Lives' og samler sin hat op fra gulvet for at forlade os. Med et sidste buk op ad mikrofonstativet som en udmattet bokser, der har danset med døden for sit publikum. Tom Waits har spillet Tom Waits til perfektion og kan trække sig tilbage til myten om sig selv. Udenfor er Europas hjerte i Berlin koldt, og gennem det hårde neonlys fra reklamerne falder støvregnen mismodigt ned i gaderne. Vi er tilbage i virkeligheden efter et besøg i de absurde sandheders verden. Realiteterne melder sig atter på den store trappe ned fra Theater des Westens, hvor en eller anden bag mig siger den dobbelttydige sætning, der samler en forunderlig aften, vi vil bære med os for altid: »Tom Waits for no one«.