Børn. Hvor andre kommune i Danmarks udkant satser på turisme eller kulturbyggerier, begynder Fanø med børnene og øens kulturhistorie. Her i en leg med 3. a om lokal byggestil.
Foto: Anders Rye Skjoldjense

Børn. Hvor andre kommune i Danmarks udkant satser på turisme eller kulturbyggerier, begynder Fanø med børnene og øens kulturhistorie. Her i en leg med 3. a om lokal byggestil.

Kultur

Fanø satser på øens børn og unge i håbet om at undgå affolkning

Børn og unge skal lære om øens egenart, så de vender tilbage, er filosofien.

Kultur

Jeg står lige med hånden oppe i en høne«, siger hun i telefonen fra et af nabohusene her i Nordby på Fanø.

Det forklarer jeg så fotografen:

»Vi kan ikke møde hende lige nu. Hun står med hånden oppe i en høne«.

Vi er i et hjørne af Danmark, hvor der stadig er nogen, der tilbereder hønsekødsuppen forfra. Helt forfra. Men det går ikke ud på at leve i fortiden, understreger forfatter, historieformidler og fannik Stinne Berg, da vi møder hende senere.

»Det går ud på at kende fortiden. Hvis vi vil være en del af den store verdenshistorie, er vi nødt til at huske, hvem vi selv er«.

Den tankegang gennemsyrer et kulturelt tiltag, som Fanø med afsæt i øens rådhus og en erklæret kulturstrategi har sat i værk for at fastholde øens egenart.

Vandkanter, bananer og agurker

Hvor andre kommuner i provinsens hjørner banker kulturhuse op for at trække skatteborgere til eller fyrer op under fantasifulde folkesagn for at få den glade endagsturist til at blive lidt længere, går man egne veje på vadehavsøen i sydvest.

»Vi satser på vores børn«, forklarer Fanø-borgmester Erik Nørreby (V) senere på dagen.

»Mange flytter herfra, når de skal have en uddannelse, men hvis vi giver dem en ballast med herfra, kunne det være, at nogle af dem kom tilbage. Eller at de blev rigtig gode ambassadører for øen«.

Fanøs vej i et skævvredet Danmark med udkanter, vandkanter, bananer, agurker, og hvad strukturproblemet ellers har fået af navne, tager på denne forårsdag form af en skoleklasse på vej ud af skolens rammer.

Tummel og fnis fra de berømmede småstræder i Nordby fortæller, at 3. a nærmer sig Fanø Museum, og forrest går ham, der mange andre steder i landet ville hedde ’naturvejlederen’.

Men med Fanøs kultursatsning er Marco Brodde også blevet kulturvejleder. Og når der på skolens undervisningsplan står ’erhvervsliv i 1700-tallet’, har han som kulturvejleder oversat til lokale forhold og står klar med et undervisningsprogram om Fanøs variant af historisk erhvervsliv: søfart.

Danmarks næststørste havn

Ikke at det står lysende klart, når man kommer med færgen fra Esbjerg til den lille havn i Nordby i dag. Men øen har haft landets næststørste havn.

Flåder af lokale søfolk er stævnet ud i den store verden fra den lille ø i det nordlige Vadehav, og 1800-tallet var øens maritime guldalder, fortæller Marco Brodde, inden han lukker børnene ind i det lavloftede museum, hvor buketter af malurt hænger ned fra dørkarmene for at minde nutidens høje mennesker om, at de skal dukke sig, hvis ikke de vil ramle ind i fortids-fannikens gennemsnitshøjde.

I ’den fine stue’ i det tidligere beboelseshus skitserer kulturvejlederen rammer og regler for dagens lege og opgaver. Først skal børnene forstå, hvordan en lille vestjysk ø har kunnet indtage så fremtrædende en position på datidens søkort.

»Hvad skal der til for at anlægge en havn – som her ved Nordby?«, åbner Marco Brodde, inden børnene får en stak kort med små tekster og løber af sted i små grupper for at prioritere, hvad der er vigtigt, hvis man vil have en havn.

»En god havn er et sted, hvor pigerne er smukke«, lyder det første kort hos en lille flok drenge, som er søgt ud i forårssolen, og selv om de godt kan se visse fordele, fastslår Anton, at kortet skal i bunken med ’ikke så vigtigt’.

»En god havn er et sted med tilpas vand, så skibet ikke går på grund«, læser Magnus og ryster på hovedet:

»Ja! Selvfølgelig!«.

Vigtig viden

Drengene diskuterer sig videre gennem bunken: Må der være fugleflokke i indsejlingen, bør der være en kirke, skal der være isfrit året rundt, skal der være sol?

Det da vil være fint med en masse sol, konkluderer de i første omgang, men kommer så i tanke om, at høj sol ofte følges med vindstille. Den går ikke med gamle sejlskibe, ræsonnerer de, mens Marco Brodde står i baggrunden og følger spillet:

»Der er ingen facitliste, men det der er da godt tænkt«, siger han.

Børnene er igennem flere opgaver om Fanøs kultur og historie, og efter at have løbet rundt i museumshaven i en leg om øens byggemetoder fra klinet ler over bindingsværk til mursten læner 9-årige Amalie Højberg Jessen sig op ad et af øens små lave træstakitter og puster ud. Hun er med på, at Fanøs børn lærer om Fanø:

»Hvis man ikke ved, hvad de lavede i gamle dage på Fanø, bliver man jo lidt ligeglad med det hele«, siger pigen, der selv har boet på Fanø, fra hun var 4 år.

»Men alligevel er der jo meget, jeg ikke ved om øen. Når vi nu får det at vide, kan det jo være, at vi bliver bedre til at få ideer til, hvordan vi kan gøre det bedre på øen, når vi bliver ældre«.

Bawels-tok og sekstanter

For Marco Brodde handler det om at gøre lokalhistorien nærværende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Hvis ikke øboerne kender deres baggrund, ender det med, at det, vi giver videre, er en tom skal af en turistfortælling«, siger han.

»Men det må aldrig bare blive hjemstavnsundervisning og død lokalpatriotisme eller ren nationalromantik for børn. Det skal sættes i sammenhæng med det liv, vi lever i dag«.

På et af de små borde på Fanø Museum ligger børnebogen ’Hvad dragkisten gemmer’ om 1880’ernes Fanø. I bogen taler forfædrene lokal dialekt, og ordforklaringen bagest oversætter bawels-tok til sludrehoved, Fone til Fanø og giver en ide om, hvad sekstanten kan.

Det er Stinne Berg, der har skrevet bogen, fordi hun som tidligere lærer på Fanø mente, at der manglede undervisningsmateriale om Fanøs kulturarv.

I telefonen og med hænderne i den nyslagtede høne lover Stinne Berg at møde os på ’Svensken’, når hun alligevel skal ud at bade. Svensken er en gammel badebro i Nordby, som ifølge overleveringen er bygget op af skeletter af strandede svenske søfolk, kan hun afsløre, da vi møder hende med cykelkurv og badehåndklæde ved det anekdotiske sted.

»Også den slags historier skal fortælles. Ellers uddør de. Fanø har haft en storhedstid med havn og søfart, og mændene var væk måneder og år ad gangen, så her styrede kvinderne det hele. Det skal vi værne om og fortælle videre«, siger hun.

Bakskuld og øjenbryn

For ikke-fanniker er sønderhoningen – folkedansen – sammen med den irsk inspirerede folkemusik formentlig Fanøs mest kendte kulturarv.

Vi ser hverken dansere eller harmonikaer på græsstierne, der udgør det lille samfunds vejnet mellem Provstindens Hus, Dyrlægens Hus og Frk. Madsens Hus.

Men vi ser karaktertræk, der fortæller om Fanøs frisiske forbindelse: De stråtækte huse har ’øjenbryn’, som de grøn-hvid-sorte bånd over vinduerne kaldes.

Og da vi møder borgmesteren, kommunaldirektøren og en af Fanøs kunstnertilflyttere fra København på Sønderho Kro, er der helstegt kulturarv på tallerknerne: bakskuld eller saltet, røget, udblødt ising, som borgmester Erik Nørreby forklarer.

Kommunens insisteren på kulturarv er til fordel for både Fanø og resten af Danmark, mener borgmesteren.

»Selv om Danmark er et lille land, har hver egn sine særtræk, og hvis ikke vi bevarer dem, udviskes kulturforskellene i løbet af en generation eller to. Det ville blive ret kedeligt«, siger Erik Nørreby, som citerer filosoffen George Santayana: Den, som ikke lærer af historien, er dømt til at gentage den.

Øens turisme og indtægtskilde ville tage skade uden historien:

»Turisterne kan hurtigt se og høre, om det, vi viser dem, er autentisk, eller noget, vi har indstuderet«.

Kræfter og penge vil tjene sig hjem

Men fannikkernes initiativ er ikke sat i Vadehavet for at tiltrække turister. Satsningen gælder øens børn og unge: Hvis de er bevidst om, hvad øen står for kulturelt, får de en forståelse af, hvad de kommer af, og så kan det være, at de vender tilbage, når de har fået en uddannelse, forklarer borgmesteren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Borgmesteren kan ikke sætte et beløb på, hvad det samlet koster at åbne museer, hyre kulturvejleder, have talentlinjer i folkemusik på musikskolen, lege Vadehavet ind i børnehavebørns forståelse og lære skolebørn om Fanø-kvindernes samfundsposition.

Ideerne er opstået hen ad vejen. Men kræfter og penge vil tjene sig hjem, både målt i kulturel værdi og i tilflytning og skattekroner, mener han.

En af de senest tilkomne er med ved bordet i Sønderho, den københavnske kunstner og børnebogsforfatter Jan Egesborg. Han flyttede hertil med sin familie, fordi de havde hørt om »en ø med stærk identitet og rum til kunstnere«.

»Og vi er blevet, fordi vi har oplevet, at den fortælling, øen har om sig selv, er autentisk og ikke en, der er opstillet for turisters og tilflytteres skyld«, siger Jan Egesborg.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce