1945. I krigens sidste dage ankom flere tog med flygtninge fra Tyskland til grænsen ved Padborg. Om bord var flere tusinde udhungrede kvindelige fanger fra tyske koncentrationslejre . De mange flygtninge kom uventet, men det lykkedes det danske beredskab at tage mod kvinderne og i løbet af få dage at få dem sendt i sikkerhed i Sverige. Mange danske frivillige knoklede i døgndrift med den humanitære indsats, mens fronten time for time nærmede sig fra syd.
Foto: Tage Christensen (arkiv)

1945. I krigens sidste dage ankom flere tog med flygtninge fra Tyskland til grænsen ved Padborg. Om bord var flere tusinde udhungrede kvindelige fanger fra tyske koncentrationslejre . De mange flygtninge kom uventet, men det lykkedes det danske beredskab at tage mod kvinderne og i løbet af få dage at få dem sendt i sikkerhed i Sverige. Mange danske frivillige knoklede i døgndrift med den humanitære indsats, mens fronten time for time nærmede sig fra syd.

Kultur

Bo Lidegaard: Dengang tænkte vi ikke som Thulesen Dahl, men som Churchill og Eisenhower

Er sammenligningerne mellem Anden Verdenskrig og nutidens flygtningestrøm gangbar? Chefredaktøren opridser det historiske perspektiv.

Kultur

Synet af store grupper af flygtninge på de europæiske landeveje vækker minder om en tid, som vi troede, vores kontinent havde lagt bag sig.

Selv under Balkan-krigene i 1990’erne oplevede vi ikke i Vesteuropa tilsvarende scener, hvor desperate mennesker til fods kæmper sig frem, drevet af håbet om en bedre tilværelse.

Sidst vores veje var fyldt af hele familier, der flygtede fra død og ødelæggelse, og som med de mest nødtørftige ejendele stræbte efter at finde et nyt sted at bo, var i Anden Verdenskrigs sidste år, da Det Tredje Rige brød sammen, og millioner af europæere var på flugt.

Strømmen af flygtninge og hele folkevandringer fulgte i tiden efter krigens afslutning, hvor nye grænser blev trukket, og ikke mindst tyskere flyttet rundt, som konsekvens af de nye magtforhold i Europa.

Tyskerne har ikke glemt det. Rigtig mange har forældre og bedsteforældre, der selv var flygtninge, prisgivet andres hjælp, afhængige af de sejrende regeringers forgodtbefindende.

Det er den klangbund, Angela Merkel taler til. Det er den erindring, der får Tyskland til at handle mere beslutsomt i den nuværende krise end noget andet EU-land.

Men hvad med os andre – os, der også dengang var privilegerede og ikke på flugt – medmindre vi var af jødisk oprindelse og derfor fra oktober 1943 på flugt for nazisternes forfølgelse eller deporteret til kz-lejren Theresienstadt i det nuværende Tjekkiet?

Hvad er det, vi skal se tilbage til for at finde en parallel og en idé om, hvad det er, der er på spil?

Nationalstaten i kamp

Højrefløjens ideologer er ikke i tvivl. I Jyllands-Posten siger Bent Jensen:

»De gamle europæiske nationer er i færd med at begå kollektivt selvmord«, og »de (vest)europæiske eliter har opgivet viljen til at forsvare europæisk kultur«.

Kampen skulle føres på demokratiets præmisser

I Nordjyske konstaterer Søren Krarup:

»Jeg har advaret mod denne folkevandring i 40 år. Nu sidder vi her magtesløse og kan kun se på en folkevandring mod et Europa, der er ude af stand til at forsvare sine grænser«.

Berlingskes Claes Kastholm griber til patos: »Så enkelt er det, og så barsk er det. Forsvarer vi os ikke mod folkevandringen til Europa, går vores egne samfund i stykker. Jo før vi indser det, jo bedre. Jo længere stormen på Europa får lov at fortsætte, jo kraftigere bliver den«.

LÆS NORDBRANDTS KRIGSDIGT

Og den yngre nationalkonservative historiker Mikael Jalving føjer til:

»Der skal trækkes grænser. Der skal siges stop. Det er kun de sørgelige rester af venstrefløjen, der ikke har fattet det. Imens venter vi på Lars Løkke Rasmussen, der desværre har sat sig til at vente på EU. Tænk, hvis det bliver Løkkes eftermæle: Manden, der ventede på EU. Det ligner en gravskrift. Eftertidens dom bliver formentlig lige så tung«.

Mest ude af proportion er dog reaktionens leder, Kristian Thulesen Dahl, der subtilt leder tanken hen på besættelsestidens landsforrædere med bemærkningen:

»Det danske statsapparat lytter alt for meget til Tyskland. Sådan var det tidligere, og sådan er det i dag«.

Men dødsmessen over nationalstaten bliver læst for tidligt.

Når de borgerlige forfalder til pessimisme, er det fordi, de ikke har forstået, at den store kamp ikke handler om nationalstaten, men om det samfund, vi har bygget i dens ramme. Sådan var det under Anden Verdenskrig – og sådan er det stadig.

På demokratiets præmisser

Når Danmark kom så forholdsvis intakt gennem krig og besættelse, var det i høj grad, fordi politikerne havde indset, at landet ikke kunne forsvares ved grænsen, uanset hvor store ofre vi var rede til at bringe.

Det gav ingen mening at sende en generation af unge mænd ud i en udsigtsløs kamp mod Hitlers krigsmaskine, der lige havde nedkæmpet Polen.

Kampen skulle ikke føres på nazisternes præmisser, men på demokratiets, på samfundets. Der kunne vi kæmpe – og der havde vi en chance for at vinde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

De gamle europæiske nationer er i færd med at begå kollektivt selvmord

Modstanden anså politikerne som kujoner. Men det var i høj grad det danske samfund, de kæmpede for, og blandt dens ledende skikkelser var efter krigen de varmeste fortalere for FN og Danmarks internationale engagement.

Det betød, at forsvaret af Danmark blev koncentreret om det menneskesyn, der lå til grund for folkestyret, om selve samfundets grundidé. Den var inkluderende og beskyttende over for alle, der var en del af samfundet, og som blev anset som landsmænd.

Sveriges redningsindsats

Før krigen blev flygtninge fra Det Tredje Rige så vidt muligt holdt ude, hvad enten de var jøder eller andre forfulgte.

Begrundelserne var de samme, som også gentages i dag: Antallet forekom uoverskueligt, og alle mente, at alle andre burde gøre mere, mens vi selv allerede havde gjort mere end nok. Den holdning blev katastrofal for jøder og politisk aktive, der ikke kunne slippe ud fra Tyskland, fordi ingen ville tage imod dem.

Men synet på flygtningene ændrede sig, i takt med at rædslerne i Det Tredje Rige blev kendte – og i slutningen af krigen gjorde danske og svenske aktivister en kæmpe indsats for at hjælpe fanger ud fra de tyske koncentrationslejre, før det var uigenkaldeligt for sent.

SE TV

Sverige tilbød at tage mod alle flygtninge, De Hvide Busser kunne hente. Det blev til over 40.000 inden Tysklands endelige kollaps, cirka halvdelen danske og nordmand, den anden især polske kvinder.

Erindringen om denne redningsindsats er sammen med modtagelsen af de 7.000 danske jøder en levende erindring i Sverige – og en vigtig del af baggrunden for landets selvforståelse som ’humanitær stormagt’.

I krigens sidste uger og måneder strømmede samtidig tyske flygtninge fra Østpreussen, Pommern og de baltiske lande til det endnu besatte Danmark. Flere end 250.000 blev det til, og selv om de var mildt sagt uvelkomne, tog vi imod dem og behandlede dem i overensstemmelse med datidens humanitære standarder.

Godt ti år senere modtog Danmark i 1956 uden at kny omkring 1.400 ungarske flygtninge, og i 1990’erne kom flere end 20.000 bosniere, uden at det gav anledning til nationalstatens sammenbrud.

Patrioter og landsforrædere

Modbilledet til den patriotiske kamp for fædrelandet er hverken flygtninge eller EU. Der er intet forræderisk i at tage godt mod mennesker i nød endsige i at ville integrere dem i vores samfund, selv om det ikke altid er nemt.

Tværtimod er det i dag ikke svært at se, at Danmarks måske vigtigste bidrag til kampen mod nazismen var, at langt flertallet så klart afviste de totalitære ideer og det menneskesyn, de stod for.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det var også derfor, at Danmark efter krigen havde det moralske fodfæste til at støtte, at Tyskland hurtigt blev en del af den alliance, der skulle inddæmme kommunismen. Vi tænkte ikke som Thulesen Dahl, men som Churchill og Eisenhower.

Det er ikke Tyskland der var – endsige er – vores fjende, og endnu mindre samarbejdet i EU med de demokratiske lande, der omgiver os.

Forræderiet består i forestillingen om, at Danmarks suverænitet forsvares ved grænsen til Tyskland. Den idé er langt mere truende for Danmarks fremtid end de flygtninge, der ønsker at blive en del af den.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce