Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Martin Lehmann
Foto: Martin Lehmann

Konfrontation. I denne uge er vi blevet konfronteret med resultatet af vores egen politik.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Rune Lykkeberg: Vil vi blive ved med at være det, vi selv har valgt?

I denne uge mærkede vi konsekvenserne af den politik, vi selv har valgt.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vi er blevet sådan et land, hvor flygtninge flygter fra politiet, når de kommer over grænsen. De vil ikke registreres og tvinges til at blive her. Og vi er blevet sådan et land, som bliver hånet på forsiden af verdens aviser, fordi vi under en global flygtningekrise spreder budskabet om, at flygtninge kan gå lige præcis, hvorhen de vil, hvis bare de ikke kommer her.

Det kan godt være, at danskerne pludselig er til grin i hele verden. Men vi må bare erkende en ting: Vi har selv valgt det.

Nationalt kompromis

Der er ikke noget tema, som er blevet diskuteret så meget og så intenst over de sidste tyve år som det, vi kalder for »udlændingepolitik«.

Og der er ikke nogen anden sag, der har været så væsentlig for folketingsvalg som spørgsmålet om flygtninge og indvandrere. Vi har aldrig ved et valg selv bestemt, at velfærdsstaten skulle gentænkes som en konkurrencestat.

Og vi har ikke på noget tidspunkt afgjort, at magten skulle forskydes fra Folketinget til centraladministrationen. Det er bare sket, langsomt, men sikkert. Men vores såkaldte udlændingepolitik er resultatet af en lang, fælles samtale. Alle er ikke enige, men det bliver alle aldrig i et demokrati.

Men alle positioner er blevet hørt, og det ligner nærmest et nationalt kompromis, hvor Dansk Folkeparti har fået ret, og alle andre har givet efter: Vi skal bekæmpe vores egen humanisme for at overleve som velfærdsstat. Godheden, den frygtelige godhed, som er blevet kaldt for »øllebrødsbarmhjertighed«, har været vores største fjende.

Vi har selv valgt det

Man kan foragte Inger Støjberg, fordi hun fortæller hele verden, at vores lille rige velfærdssamfund er et rædselsscenario for flygtninge. Hun gør alt, hvad hun kan for at træde i karakter som det værste fjendebilledet, der hylder hårdheden og hader det, de kalder for godheden.

Det var dem, som de plejer at anklage for blødhed og godhed, som reddede Danmark fra kun at være det hårde og barske Danmark

Det er en ny form for branding af nationen at fremstille sig selv som et stort svin for hele verden. Præmissen er klar: Danmark skal være paradis for dem, der er kommet ind, og helvede for dem, der kommer uden uddannelse og penge.

Men uanset hvor dumkynisk og platbrutal Inger Støjberg forekommer, må vi også erkende, at hendes politik over for flygtninge og indvandrere vandt det sidste folketingsvalg. Der er demokratisk opbakning til Inger Støjbergs udlændingepolitik, ligesom der i tyve år har været stor national konsensus om den hårde linje i Danmark.

I hvert lige indtil vi så den i praksis. For det sensationelle, der er sket i denne uge, er, at udlændingepolitikkens konsekvenser er blevet synlige for alle. Vi er blevet konfronteret med resultatet af vores egen politik.

Nu er »konsekvens« og »barsk« ikke bare tomme ord, men realiteter, som betyder, at verdens mennesker på flugt drømmer om Sverige og håber på Tyskland, men meget, meget gerne vil undgå Danmark.

»Tiden er kommet«

Vores statsministers Lars Løkke Rasmussens udtalelser var spektakulære: »Vi er blevet overhalet af virkeligheden«, udtalte han. Han mener tilsyneladende, at indtil nu har vi ikke forholdt os til virkeligheden, men til ligegyldige symboler og holdninger. Først nu skulle det være blevet virkeligt for os, hvad vi har talt om i tyve år.

»Tiden er kommet«, sagde statsministeren, hvor vi skal se tingene i »Andreas Mogensen«-perspektiv. Han opfordrede os med andre ord til at se os selv oppefra. At se Danmark i et større perspektiv og forholde os kritisk til os selv.

Det lød som en enestående selverkendelse: Vi er blevet alt for kyniske og selvoptagede, og nu skal vi lære at se os selv i en større sammenhæng. Det lignede et forbløffende nationalt selvopgør. Der skulle åbenbart ikke mere end nogle få hundrede flygtninge over grænsen til at vælte den kyniske konsensus i dansk politik.

LÆS DEBATINDLÆG

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det viste sig bare, at Lars Løkke Rasmussen ikke har fået en humanistisk åbenbaring. Han er derimod blevet udsat for et hårdt bureaukratisk pres. EU-kommissionen har givet Danmark et ultimatum: Enten tager vi del i den fælles fordeling af flygtninge i Europa, eller også kommer vi til at stå helt uden for flygtningesamarbejdet.

Statsministeren ville ikke erkende, at han havde tabt til kommissionen, så han valgte den store snak om en ny virkelighed. Det var en nødløgn til befolkningen. Det ændrer bare ikke ved, at denne uge har skabt en ny situation: Humanisterne handlede og kynikere blev tavse.

Det er en ny form for branding af nationen at fremstille sig selv som et stort svin for hele verden

Kampen mod godheden, den voldsomme ideologiske antigodhed, blev helt stille, mens græsrødder og aktivister trådte i karakter. Det var dem, som de plejer at anklage for blødhed og godhed, som reddede Danmark fra kun at være det hårde og barske Danmark.

Vi har oplevet en lille undtagelsestilstand, hvor vi igen skal vælge, om vi vil blive ved med at være det, vi selv har valgt.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden