Den danske mand - en impotent Berlingo-Bent?

Den amerikanske basstemme er ikke hård. Den er behagelig og docerer med en professionel vokal som den, man kender fra biografmørket, når endnu en filmtrailer reklamerer for endnu et drevent drama:

»En kvinde vågner op om morgenen i et hus bygget af mænd. Hun sætter kedlen over på et komfur, lavet af mænd. Selv sætter hun sig på en stol ved et bord, som er placeret dér af mænd for at læse i avisen, som delvist er skrevet af kvinder, men trykt og distribueret af mænd«.

»Hun nipper til lidt ristet brød, som er lavet af afgrøder, der er plantet og høstet af mænd. Ups, det er blevet tid til et bad. Hun drejer på et blandingsbatteri, installeret af en mand. Og ud strømmer varmt vand, som bliver bragt til hende via et kompliceret vandforsyningssystem bygget og vedligeholdt af mænd«.

Samfundets underhund
Stemmen tilhører den amerikanske forfatter og maskulinist Rick Zubaty, og netop nu messer han fra den danske hjemmeside Maskulinmodstand.com, mens et slideshow illustrerer fortællingen.

Han fortsætter besværgende i yderligere nogle minutter, indtil hans stemme hæver sig en anelse med pointen om, hvordan den moderne kvinde træder på den moderne mand, som nu ganske uretfærdigt er blevet samfundets underhund.

»Hun ankommer til en kontorbygning, der er bygget af mænd og går hen til et skrivebord, tænder sin computer og kigger ud ad vinduet og skuer ud over byen, som er bygget af mænd. (...) Her vil hun tilbringe de næste 8-10 timer med at fortælle andre mennesker, hvad de skal gøre. For det er hendes forståelse af arbejde 17«.

»Denne skabning, som ingen idé har om, hvor tingene stammer fra, hvordan de er lavet, og som ikke har den mindste viden om, hvordan verden hænger sammen, er blevet sat til at bestemme over den, for der er i virkeligheden ikke andre nyttige ting, som hun er i stand til at foretage sig«.

Far er vred
På den ultramaskulinistiske hjemmeside er far ikke skuffet. Han er vred. Her finder man netop nu det mest ekstreme udtryk for tendensen til maskulinisme, som man også ser på hjemmesider som Mandens.dk og Herrelogik.dk – altså det direkte modsvar til feminismen, som den er blevet praktiseret siden kvindefrigørelsen.

Her kalder man den blot femifascismen og raser for eksempel over begrebet ’direktør-feminister’, at en kvinde er blevet dirigent, eller at lesbiske kvinders chancer for at blive chefer skulle være større.

Hjemmesiderne er ekstreme i den forstand, at historierne og blogindlæggene med en sjældent voldsom retorik går direkte i flæsket på kvinden, fordi hun – som Maskulinmodstand.com skriver – siden 1960’erne og 1970’eren har ignoreret »naturlige forskelle« og bemægtiget sig en ny position i samfundet, der har skadet manden og ført til et forfald.

Manden har mistet terræn.

Det nye proletariat
Uden sammenligning i øvrigt er tabet af terræn ligeledes en diagnose, der på det seneste er rapporteret flittigt om i de større danske medier, i et noget mildere tonefald: ’De nye tabermænd’ og ’mænd i krise’ har der stået i overskrifter de seneste par måneder, og man har talt om ’tabermanden som det nye proletariat’.

Den diagnose bakkes op af undersøgelser, blandt andet opgørelsen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der viser, at næsten hver fjerde mand på 40 år kun har folkeskolen som uddannelse. Når det gælder videregående uddannelser, har færre end fire ud af ti mænd gennemført en sådan.

Samtidig er de unge kvinder nu rigt repræsenteret på tidligere klassiske mandefag som medicin, jura og psykologi. Det har fået alt fra arbejdsmarkedsforskere til mandeterapeuter til at slå alarm.

»Vi lever i kvindernes årtusinde. Jeg mener, at samfundet er blevet afmaskuliniseret«, siger for eksempel den medieombejlede mandeterapeut Tomas Friis, der blandt andet arrangerer workshops med titler som ’Få nosserne tilbage’, hvor han appellerer til, at mænd »mander sig op« og tager ansvar. Han betegner sig som maskulinist uden dog at være enig i det, han kalder Maskulinmodstand.coms »håbløst forældede holdninger« om, at man kan skrue tiden tilbage.

Berlingo-Bent med sutsko
Men tendensen til, at samfundet er blevet afmaskuliniseret, viser sig i den grad i familielivet og i sexlivet, ja, i hele maskulinitetens selvforståelse, mener mandeterapeuten. Mænd har siden kvindefrigørelsen mistet deres domæne, udbredt impotens er resultatet, eller som man så populært siger:

»Den moderne mand har afleveret sine nosser og fået et par sutsko igen«.

Og Tomas Friis elaborerer gerne videre på det billede:

»Jeg kalder den nye mand Berlingo-Bent. Altså ham, som er blevet feminiseret og domesticeret ved at blive opdraget til at indgå i den succesrige karrierekvindes univers. Han kører Citroën Berlingo, fordi det er praktisk, at der er plads til de to børn i Oshkosh-tøj. Han er grundlæggende underkastet kvinden i stort set alle henseender«.

Debatten mangler
Det er grunden til, at det nogle gange går helt skævt for manden. Det mener Winnie Berndtson, der er sekretariatsleder for Mandecentret på Christianshavn, der forsøger at samle mænd op, inden de rammer bunden. Her bor blandt andet skilsmisseramte mænd i krise, men behovet for flere sengepladser er stort, ifølge Winnie Berndtson:

»Man kan helt banalt spørge, hvorfor der er så stort fokus på, at det mest er mænd, der besætter bestyrelsesposter, og hvorfor man så ikke er optaget af, at 80 procent af de socialt udstødte er marginaliserede mænd?«

»Hvorfor er der ingen, der himler op om, at vi ikke vil blive ved med at se den kønsmæssige skævhed?«

»Man kan sige, at hvis kvinder skal ind i bestyrelserne, så skal vi også have flere kvinder, der bliver udstødte og marginaliserede. Så må vi fjerne noget af den hjælp, der gør, at de ikke tager den samme sociale deroute som mænd. Jeg forstår ikke, hvorfor det ikke er en stor socialpolitisk debat«.

Tabermanden som floskel Vender man sig mod de danske mandeforskere, er diagnosen, når det gælder den moderne mand, en anden. Her er man snarere enige om, at beskrivelsen af tabermanden er en upræcis floskel, og man er ikke bleg for at sende den moderne mand anno 2010 ud på en lille sejrsrunde, før man kaster sig over problemerne. Den danske mand har nemlig grund til generel optimisme. »Maskuliniteten har aldrig haft det bedre. Den har aldrig haft så mange muligheder. Og den har aldrig været i stand til at spille på så mange strenge«, siger Svend Aage Madsen, chefpsykolog og mandeforsker ved Rigshospitalet. »Man skal være virkelig påpasselig med at tro, at fordi det nu er kvinderne, der er i overtal på nogle af de akademiske uddannelser, så har manden tabt. Der findes også andre måder end de akademiske til at positionere sig, og det ville ikke undre mig, hvis mænd via en helt anden kvalificering vil være i stand til at skaffe sig nogle bedre positioner end kvinderne«.

»Mens kvinderne begyndte at blive læger og psykologer, gik mændene ud og indtog it-markedet og tjente pludselig en helvedes masse penge på baggrund af en kort uddannelse. At kvinder klarer sig godt, er ikke nødvendigvis udtryk for, at mænd klarer sig dårligt«.

Mangfoldigheden har sejret
Den moderne mand er først og fremmest blevet fantastisk mangfoldig, mener chefpsykologen. Han har blandt andet realiseret det ideal, som mænd dyrkede i 1970’erne, og som de siden fejlagtigt fik æren for at realisere: Manden, der for første gang i historien, valgte en stærk nærhedsrelation til sine børn. Chefpsykolog Svend Aage Madsen siger:

»Man skal passe på med at tro på historien om den bløde mand i 1970’erne. Der var tale om en lille gruppe, og der var langt færre end gruppen af modstandsfolk under Anden Verdenskrig. Sidenhen har man forsøgt at skabe et billede af, at de dominerede billedet«.

»Men man skal huske, at der i 1970’erne var en udbredt mandschauvinisme. I dag er der mange unge mænd, der praktiserer idealerne om nærhed med børnene i stedet for blot at italesætte dem, ligesom mange yngre kvinder praktiserer ligestilling på baggrund af deres mødres overbevisninger«.

Tendensen til, at manden vælger at være til stede i sine børns liv, viser sig allerede fra det øjeblik, de bliver født. Her er selv de geografiske forskelle nu ophævet, fortæller Svend Aage Madsen: »Der er ingen fisker fra Hirtshals, der sejler ud, når hans kone skal til at føde. For han vil være med til fødslen. Det er noget, der er slået fantastisk igennem«.

Del i kvindernes liv
Hans kollega Hans Bonde, der ud over at være mandeforsker er professor i idrætshistorie ved Københavns Universitet, anser også generelt sig selv for at være optimist på vegne af mændene:

»Jeg er optimist, fordi der er sket så utrolig mange ting. Det bliver tit fremstillet, som om husmodersamfundet skulle have været frygtelig synd for kvinderne, men jeg synes nu også, at mændene led under det. På mange måder er mændene nu ved at få del i noget af det fantastiske ved datidens kvindeliv, nemlig nærheden til børnene«.

Hans Bonde stiller sig især kritisk over for brugen af taberbegrebet:

»Vores sprog er på mange måder fordummende, når vi taler om og skal forstå køn – det låser os fast. Når mænd har det dårligt, bliver de kaldt tabere, hvis kvinder har det dårligt, bliver de kaldt ofre. I taberbegrebet ligger noget ynkeligt og negativt. Man har kæmpet og tabt, og det er en upræcis karakteristik af mandekønnet«.

Permanent kønskrise
At mandekønnet skulle være i en særlig form for historisk krise netop nu, er især ikke en præmis, som mandeforsker og lektor ved Center for Ungdomsforskning på DPU, Niels Ulrik Sørensen, køber.

»Det er en tabshistorie, som man ofte møder i medierne og blandt mandeterapeuter. Man taler om en krise og besynger det tabte i en forståelse af, at der findes en autentisk maskulinitet, og at den rigtige mand fandtes, før kvindebevægelsen trådte i karakter i 1970’erne. Man mener, at den autentiske mand har haft sin storhedsperiode, mens han de sidste 20-30 år har gennemgået nogle forandringer, hvor der er opstået et tab af autenticitet«.

Men Niels Ulrik Sørensen mener, at kønnet, og således også maskuliniteten, altid er i en eller anden form for krise:

»For kønnet er noget, som konstant forandrer sig. Når vi ikke ved, hvad morgendagen bringer, kan det skabe usikkerhed og utryghed, men det er et fælles vilkår for både mænd og kvinder. Jeg vil derfor ikke sige, at maskuliniteten er i en særlig krise, men at maskuliniteten hele tiden forandrer sig, også i de her år. Der er hverken tale om meget negative eller meget positive forandringer, men om at der bliver skabt nogle nye situationer, muligheder og udfordringer«.

Det ekstreme handyr
Og bid gerne mærke i det sidste ord. Udfordringer. For – trods afvisningen af en grundlæggende pessimisme, der knytter sig til den danske mand – findes der stadig nogle vigtige udfordringer, ifølge mandeforskerne.

Idrætshistoriker Hans Bonde ser en historisk tendens til, at mænd søger mod ekstremer: at mænd polariserer sig, og at de især har gjort det i de seneste 200 års europæiske kulturhistorie:

»Mænd er det ekstreme køn. Mændene fylder lige meget i bunden af samfundet som i toppen af samfundet. Hvis du er ufaglært og arbejder i et restområde, som det så smukt kaldes, så er du et truet handyr. Hvis du er symbolanalytiker og bor inde i byen, går det dig sandsynligvis meget godt. Men kvinderne grupperer sig mere på midten af samfundet uden så mange udsving. Vi skal derfor have omdefineret kønsdiskursen til en langt mere præcis karakteristik af mandekønnet«.

Især er der nogle særlige maskuline smertepunkter, som bliver overset, og som bør isoleres og tages seriøst. Og de handler om liv og død – ja, faktisk mest det sidste.

Kvinder og børn først
Her bliver vi lidt i historien for eksemplets skyld. For det var ikke noget, der var bestemt ved lov eller givet håndslag på. Men da ’Titanic’ ramte sit isbjerg og sank natten til 15. april 1912, fik kvinder og børn først plads i redningsbådene. Derfor var antallet af druknede mænd højere end antallet af druknede kvinder og børn.

»Resultatet af ’Titanic’s forlis var, at 75 procent af kvinderne overlevede, 50 procent af børnene blev reddet, men kun 20 procent af mændene. For at kunne blive stående tilbage på dækket kræver det en bestemt psyke«.

»Men den psyke kan være rigtig dårlig, når man skal finde ud af at leve i et parforhold og være opmærksom på nogle tilstande i sig selv, som man har behov for at få behandlet«, siger chefpsykolog ved Rigshospitalet Svend Aage Madsen. Han mener, at ’Titanic’-eksemplet stadig er relevant i dag.

»Ja, der er nogle vigtige kulturelle efterslæb. Der fandtes en social kontrakt, som ingen sagde højt«.

Dødelig ufølsomhed
Den viser sig ifølge Svend Aage Madsen i en arbejdsfordeling, som kan føres helt tilbage til ursamfundene, hvor det har været kvindernes opgave at tage sig af børnene, og derfor har de været nødt til at udvikle evnen til indføling og lære at sætte ord på følelserne. De evner har manden ikke kunnet bruge i samme grad.

»Står man ude foran hulen og skal holde sabeltigeren væk, så er det derimod rigtig godt ikke at være opmærksom på, hvordan man lige har det. I den situation er det ikke så smart at stå og sige: »Jeg synes ikke rigtigt, at jeg føler, jeg har lyst til at slås med et rovdyr i dag. Jeg smutter««.

I det moderne samfund er der imidlertid ikke længere nogen praktisk fordel ved, at mændene bliver stående foran hulen og undgår at føle efter. Tværtimod. Det kulturelle efterslæb betyder ifølge chefpsykolog Svend Aage Madsen ligefrem, at mandens levealder er markant lavere end kvindens.

»Jo mere udbygget vores sundhedsvæsen er blevet, jo længere har kvinder levet, og jo relativt kortere har mænd levet. Så de, der har været i stand til at udnytte det moderne samfund, har i højere grad været kvinderne«.

Sygdomsoptimisme
Det skyldes især et karaktertræk ved mænd, som kvinder ikke deler i samme grad. Mænd er optimister på egne vegne. Især når det gælder sygdom.

»De tror, at ting går over. Og vi må ikke glemme, at 80 procent af vores problemer vil forsvinde, hvis man sidder stille og venter, men så er der også ting, som ikke forsvinder, og dem er mænd og deres adfærd ikke gode til at håndtere«.

»Det kan forekomme helt uoverkommeligt for en mand at bestille en tid til lægen på onsdag, hvorimod han ikke har det mindste besvær med at bestille billetter til en fodboldkamp mellem Arsenal og Manchester United«.

»Mænd udskyder meget ofte at forholde sig til slemme ting og vil helst bagatellisere dem. Derfor lever de fem år kortere og har tre-fem gange så mange selvmord som kvinderne«.

Sund brok
Så man er i dag nødt til at isolere de steder, hvor optimisme bliver et problem?

»Ja. Det er rigtig godt at kunne klare sig selv, men der er en grænse. Man kan sige, at kvinder har fordel af at brokke sig. Når de har fået en kræftdiagnose, har de sms’et ti forskellige, inden de er kommet hjem og vil have talt i telefon med 4-5 andre«.

»Mændene lukker sig inde, og det kan vare længe, efter at de er kommet hjem, før de overhovedet siger noget. De får en følelse af, at hvis de går ind og beskæftiger sig med sig selv – og det mener jeg virkelig er noget, mænd skal lære – så mister de fodfæstet og kontrollen«.

»Som det er nu, har kvinder en fordel ved at være kritiske og stille krav til sundhedssystemet, og derfor bliver sundhedssystemet tilpasset dem. Det manglede da også bare«.

Hvem kæfter op?
Historiker og mandeforsker Hans Bonde er måske nok ikke enig i, hvordan ansvaret doceres, men i essensen. Det er vigtigt at fremdrage mænds problemer dér, hvor de er. Også han mener, at det især gælder mænds relativt høje dødelighed.

»I mit ligestillingsbegreb anerkender jeg, at det kan være svært for kvinder at trænge igennem i toppen af samfundet og vil udrydde de barrierer, der diskriminerer kvinder. Men jeg vil også gerne have mænds smertepunkter med. Jeg vil have nuanceret billedet til også at rumme mænds problemer og faldgruber«.

Du mener ikke, det er nok at opfordre mændene til at kæfte op?

»Nej, det har ikke den samme appel, som når kvinder gør det. De er blevet anset for at være ofre, og ofre hjælper man. Tabere hjælper man ikke, dem håner man. Der er tale om nogle dybereliggende forestillingsmønstre, som det er virkelig svært at gøre op med. Men set fra en samfundsmæssig betragtning er det jo ikke det afgørende, hvem der råber højest, og hvem der opnår monopol på diskursen«.

Den vigtige forskel
Hans Bonde mener derfor, at vi bør udvikle et helt begrebsapparat til at tale om mænds og kvinders problemer:

» Vi har en form for kønsblindhed og er tilfredse, når to køn ligner hinanden statistisk, fordi vi lever i et lighedssamfund. Når vi ser på kønnene statistisk, ligger mænd og kvinder gennemsnitligt heller ikke langt fra hinanden. Men vi kommer til at se bort fra, at mænd slet ikke ligner hinanden indbyrdes«.

Derfor mener professor Hans Bonde, at Ligestillingsministeriet bør udarbejde et nyt ligestillingsbegreb:

»Vi skal have et nuanceret begreb, der ikke kun fokuserer på problemer i toppen af samfundet, men som også fokuserer på dem i bunden. Vi skal fra feminisme til humanisme«.

Bomb kvinderne

Tilbage på den danske hjemmeside Maskulinmodstand.com er man tilsyneladende helt enige i, at ligestillingsbegrebet skal laves om. Dog på en mere radikal måde.

Her mener man, at kvinders valgret er et problem og hylder derfor også en forfatter som Rick Zubaty. Han foreslår, at der nu må skrappere midler i brug for at løse den moderne mands problemer.

Stadig med henvisning til kvinderne, siger han: »Lad os bombe dem hele vejen tilbage til det uopvarmede telt og de mudrede sumpe og se, hvad de så vil beklage sig over. Måske vil de så begynde at skrive ledere om, at kvinder bør begynde at udføre rigtigt arbejde og ikke bare kontorarbejde«.