Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.
Spørgeskema om automatisk oplæsningVideoen har spillet i mindre end 10 sekunder, da Frederik Preisler siger noget, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig.
»Det er sjovt...«, siger han.
»Det ligner jo en reklamefilm lige fra starten«.
På reklamedirektørens computerskærm spiller en efterlysningsvideo, som non profit-boghandlen Ark Books har lavet efter deres sjældne og kostbare Paul Auster og Siri Hustvedt-bog en lørdag i august er forsvundet fra sin glasmontre i butikken på Nørrebro.
Frederik Preisler kigger opmærksomt på de smukke og lidt tragiske billeder af den tomme montre, hvor et skilt med ordet 'WANTED' har erstattet den stjålne petroleumsblå bog. Montren står knivskarpt, mens fire unge kvinder - boghandlens initiativtagere - kan skimtes i lædersofaen i baggrunden. Videoen, som effektivt formidler tyveriets omstændigheder, er blevet set næsten 13.000 gange og blevet delt over 180 gange på Facebook.
En af dem, der har set den, er mig. Det var netop den video, der fik mig til at indtage rollen som bogdetektiv for nogle uger siden. Lige siden har jeg jagtet bogen, skrevet om tyveriet ugentligt og efterlyst spor fra lytterne i podcasten Bogfolk. Ind til videre har ingen af delene bragt mig ret meget tættere på at opklare det mystiske bogtyveri.
Men da jeg i sidste uge pludselig lagde mærke til, at boghandlens populære efterlysningsvideo var blevet lagt ud ni dage efter tyveriet fandt sted, kom jeg et nyt sted hen i min efterforskning.
Ikke bare var der gået lang tid fra tyveriet til efterlysningen - i mellemtiden havde den normalt så ivrigt Facebook-opdaterende boghandel ikke skrevet et eneste ord om den ulykke, der var overgået dem, på deres væg.
Og det var, som om noget faldt på plads, da jeg så, hvordan boghandlen havde svaret en kvinde, der også undrede sig over, at der var gået så længe inden boghandlen gjorde opmærksom på tyveriet:
»Første gang det bliver offentliggjort, skal det kunne fange folks opmærksomhed og deles vidt og bredt, så formålet opfyldes«, skrev de til kvinden.
Det var der, jeg for alvor begyndte at mistænke det værste. Hvad nu hvis bogen aldrig var blevet stjålet? Hvad nu hvis formålet i stedet var at lave en superfed video, der skulle gå viralt og på den måde reklamere for boghandlen og deres nye sjældne bog?
En leg med virkelighed og fiktion
Det er med modstridende følelser, at jeg nu har bedt Frederik Preisler, direktør i det toneangivende reklamebureau Mensch og bagmand til flere virale kampagner, om at komme med sin professionelle vurdering af videoen.
På den ene side håber jeg, at han vil affeje min mistanke og sige, at det er tosset at tro, at de unge idealistiske boghandlere har snydt mig, og gjort mig og Politiken til deres personlige reklamesøjle. På den anden side føler jeg mig nu nærmere end nogensinde på at opklare et mysterium, der har været ved at drive mig til vanvid.
Da reklamedirektøren har set videoens 36 effektivt fortalte sekunder, er han i hvert fald ikke i tvivl om, at efterlysningen er virkelig godt lavet.
»Det, man har gang i her, er en professionel video«, siger Frederik Preisler.
»Den er tilrettelagt af folk, der kender mediet. Af nogen der kan lave film, kan klippe, frame og skifte fokus og ved, hvordan man fortæller en god historie. På den måde er den en tand mere professionel, end man umiddelbart skulle forestille sig, at fire piger, der har en idealistisk non profit-boghandel i deres fritid, kunne lave«, siger han.
Al god markedsføring, men især viralmarkedsføring benytter sig af at blande virkelighed og fiktion. Sådan har det været siden Blair Witch Project, arkeeksemplet på viralmarkedsføring, som ramte populærkulturen i 1999 og fik folk til at tro, at en gyserfilms uhyggelige narrativ baserede sig på nogle virkelige forsvundne teenageres efterladte videooptagelser. Dengang strømmede publikum i biografen. Frederik Preisler kunne godt forestille sig, at boghandlen har benyttet sig af samme metode.
»Du ser en video på Facebook, som en af dine venner har slået op og tænker »Gud nej, hvor spændende og forfærdeligt med det bogtyveri« - og så sender du selv videoen videre. Det giver en helt anden effekt, end hvis man havde fået tilsendt en reklamevideo for en bog, som nogen har trykt i seks eksemplarer. Den leg med tilskueren laver de meget dygtigt«, siger han.
Medierne samler historien op
Endnu mere mistænksomt er det, at videoen er blevet delt og set så mange gange på Facebook - næsten 13.000 visninger og over 180 delinger, mener Frederik Preisler. Alle Ark Books andre videoer på Facebook er nemlig kun blevet set 500-600 gange.
Følg med i jagten på den stjålne bog af Paul Auster og Siri Hustvedt. Kilde: politiken.tv / Sandra Brovall / Jakob Kyed / Peter Vintergaard
