Mads Holger, forfatter, debattør og tidligere konservativ folketingskandidat, er som den første blevet bedt om at komme med sit bud på en kulturpolitik i en tid, hvor regeringen vil tage 600 millioner fra området over de næste fire år.
Opgaven var enkel: Fordel 100 klodser på 12 kulturelle områder – og fortæl hvorfor.
»Der skal både være far og mor til stede ved bordet, ellers får du jo ikke børn. Og der er kun mor i dansk kulturliv. Der er kun denne her kulturradikale, venstreorienterede, pseudointellektuelle strømning – og det er jo navnlig patetisk, fordi dansk kunst ikke er progressiv, endskønt den hævder at være det. For nej, det er ikke progressivt at udgive en digtsamling, hvor der ikke er versaler. Det er ikke progressivt at sige pik og lort og lave graffiti. Men det præsenteres stadig som så«.








