Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

I MØRKET. Politiken har inviteret historiker Palle Roslyng-Jensen i biografen for at bedømme den aktuelle danske Anden Verdenskrigsfilm 'Under Sandet'.
Foto: Fotograf:MADS NISSEN

I MØRKET. Politiken har inviteret historiker Palle Roslyng-Jensen i biografen for at bedømme den aktuelle danske Anden Verdenskrigsfilm 'Under Sandet'.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Historiker roser 'Under Sandet' selv om der skrues »liiige lovligt meget på drama-knappen«

Filmen giver et troværdigt øjebliksbillede af minerydningerne ved den jyske vestkyst efter Anden Verdenskrig, mener historiker Palle Roslyng-Jensen

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Det er en meget barsk og stærk film, ikke? Jeg kunne også se, hvordan du fór sammen flere gange undervejs...«

Historiker Palle Roslyng-Jensen rykker lidt fornøjet på sig i det bløde biografsæde, hvor han indtil nu ellers har siddet helt roligt. Vi har inviteret ham ind og se den danske Anden Verdenskrigsfilm 'Under Sandet', der får premiere 3. december.

En film, der er baseret på virkelige hændelser og skildrer en gruppe unge, tyske krigsfanger i månederne efter Danmarks befrielse i maj 1945.

Gruppen har fået den livsfarlige tjans at fjerne landminer, der er gravet ned i sandet langs den jyske vestkyst. Fra Hirtshals i nord til Esbjerg i syd har den tyske besættelsesmagt placeret godt 1,4 millioner miner. Oprindeligt var de strøet ud for at forpurre en eventuel invasion. Nu er de bare til besvær.

De unge drenge må derfor møve sig frem på maverne ude på sandbankerne og rydde op efter deres tyske landsmænd. På englændernes befaling og under skarp overvågning af den danske sergent Carl Leopold Rasmussen.

Kilde: Nordisk Film

Et øjebliksbillede

Selvom filmen tager sig »visse kunstneriske friheder«, så er Palle Roslyng-Jensen begejstret for den. Både som historiker og som »helt almindelig biografgænger«:

»Grundlæggende er jeg meget positiv. Filmen holder sig pænt til de historiske fakta. Den overdriver flere steder, men filmen skal jo også fortælle en historie, som hænger sammen, har en klar dramaturgi og når ud til et bredt publikum«.

Men man skal være opmærksom på, at det er en kort periode, fra maj til oktober 1945, som filmens instruktør Martin Zandvliet har valgt at fokusere på.

»Filmen siger ikke noget om tiden hverken op til eller efter rydningerne. Så den skal ses som et øjebliksbillede«.

Krigsfanger eller ikke-krigsfanger?

Omstændighederne omkring minerydningerne splitter historikerne. Nogle anser dem som én af danmarkshistoriens største krigsforbrydelser.

Behandlingen af minerydderne strider mod Genève-konventionen, som Danmark ratificerede i 1933, lyder argumentet. Konventionen forbyder krigsfanger at udføre farligt arbejde, herunder minerydning.

En af de mest markante kritikere af Danmarks behandling af tyskerne, er historiker og jurist Helge Hagemann. I et interview i Jyllands-Posten i sidste uge gav han udtryk for, hvordan briterne »med danskernes accept« begik krigsforbrydelser mod de tyske krigsfanger.

Andre historikere mener, at de tyske soldater ikke længere havde status af krigsfanger, da rydningerne startede, og derfor ikke var omfattet af konventionerne.

Det gælder blandt andre historiker og leder af Frøslevlejrens Museum, Henrik Skov Kristensen, der fremførte sit argument side om side med Hagemann i Jyllands-Posten.

Spørger man Palle Roslyng-Jensen er han imidlertid ikke i tvivl:

»Det her er fra dansk side et af de alvorligste krigsovergreb. Selvom rydningerne var under engelsk befaling, så havde danskerne et medansvar. Og det er på høje tid, at den del af historien kommer frem i lyset«.

»Liiige lovligt meget på drama-knappen«

Selv om filmens historiske korrekthed fortjener ros, er der alligevel scener, som er rigeligt overdrevne i forhold til realiteterne, bedyrer Palle Roslyng-Rasmussen.

»Altså den episode, hvor den danske kaptajn og de engelske befalingsmænd chikanerer de tyske mineryddere og tisser på dem, den har altså fået liiige lovligt meget på drama-knappen«.

»Altså, det kan da have forekommet, men typisk holdt danskerne og englænderne sig på afstand«.

Palle Roslyng-Jensen læner sig ind over det lille runde bord. Vi har bevæget os væk fra salens mørke og taget plads i biografens café. Her skærer formiddagslyset ind gennem ruderne.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

En markant duft af popcorn river kortvarigt Palle Roslyng-Jensen ud af sin talestrøm. Duften er noget mere tilstedeværende her, end den var inde i salen, bemærker han.

»Ja, det er jo ikke lige den type film, man sidder og hygger sig til med popcorn, vel. Det ville være lidt upassende«.

Palle Roslyng-Jensen vender tilbage til tis-episoden. Den er ikke det eneste eksempel, hvor dramatisk schwung virker til at have overtrumfet historisk forpligtelse, mener han.

»Det var jo heller ikke kun unge drenge, der blev sat tid at rydde op, sådan som man ser det i filmen. Der var også ældre og mere erfarne mænd i mellem. Ingeniørsoldater, eksempelvis. Men selvfølgelig har man i filmen valgt en gruppe af de her helt unge drenge ud, fordi de følelsesmæssigt virker stærkere«.

Samtidig er det forstyrrende, at lederen for de unge drenge er en dansk sergent ved navn Carl Leopold Rasmussen. Sådan foregik det nemlig ikke i virkeligheden.

At gøre sergenten dansk er en kunstnerisk frihed på kanten

Danskerne og briterne stod for den overordnede koordinering og kontrol af rydningerne. Men ansvaret for at lede det praktiske arbejde ude i klitterne lå hos tyske sergenter, forklarer Palle Roslyng-Jensen.

»Defor en det en kunstnerisk frihed på kanten af det acceptable, når Zandvliet vælger en dansk sergent som leder. Især når han nu ellers holder sig så pænt til et forløb og til en tolkning, der falder meget tæt ved, hvad historikere ellers har fastslået som korrekt«, siger han.

Det valg faldt også historikere Helge Hagemann og Henrik Skov Kristensen for brystet.

»Det er helt galt og ren manipulation«, udtalte Henrik Skov Kristensen til Jyllands-Posten i sidste uge.

Den kritiske sans skal med i biffen

Alt i alt er 'Under Sandet' en medrivende film, konkluderer Palle Roslyng-Jensen, også for en gammel historiker, der kender begivenhederne på sandbankerne ind og ud.

Man skal dog ikke lade sin kritiske sans blive hjemme, når man tager i biffen. Især ikke når det kommer til spillefilm, der tager afsæt i virkelige hændelser, mener Palle Roslyng-Jensen.

»Man må for eksempel ikke tro, at alle kvinder på vestkysten har gået rundt og hadet tyskerne, ligesom bondekonen i filmen gør det. Der var en kort periode, hvor tyskerhadet virkelig bredte sig, men det blev skubbet væk relativt hurtigt«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvorfor var der ikke nogen, der greb ind dengang?

»Danske myndigheder ville bare have rydningen overstået. Højt oppe i militærhierarkiet har de jo godt vidst, hvad der foregik. Men andre dagsordener stod i vejen. Det hele skete også meget tidligt efter befrielsen, og danskerne var simpelthen ikke mentalt klar til at forsvare tyskerne«.

»Flere danske aviser skrev jo dengang, blandt andet Politiken, at nu gik tyskerne i gang med at rydde de her landminer. Men ikke én eneste avis nævnte, at det, der foregik faktisk var i strid med folkeretten«.

»Ikke en eneste«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden