Det hele begyndte med en springende kilde.
I 1846 var Det Sjællandske Jernbaneselskab godt i gang med at anlægge Danmarks første jernbane, mellem København og Roskilde.
Under arbejdet med at grave sig igennem Valby Bakke ramte man en kilde, hvis vand fossede ned ad den nyanlagte jernbaneskråning.
Enestående arkitektur Kilden påkaldte sig især én mands interesse.
Inde bag voldene i det overbefolkede København ledte bryggeren J.C. Jacobsen med lys og lygte efter rent vand til sin virksomhed. Nu fandt han det i Valby, og resten er, som man siger, historie.
Allerede året efter åbnede bryggeriet Carlsberg, og i årene derpå voksede virksomheden dramatisk. Samtidig indledtes et enestående kapitel i dansk arkitekturhistorie.
J.C. Jacobsen og senere sønnen, Carl Jacobsen, var begge levende interesserede i arkitektur og kunst.
I takt med at bryggeriet og indtægterne voksede, voksede også mulighederne for at anvende tidens ypperste arkitekter, når der skulle bygges nyt.
Og bygget blev der – på trods af den fejde mellem far og søn, som til sidst førte til opdelingen af virksomheden i Gammel og Ny Carlsberg i 1880.
Lån fra fortiden
Ikke kun produktionsbygninger, men også villaer, væksthus, fyrtårn, glyptotek og kirke, tegnet af arkitekter som Vilhelm Dahlerup og Hack Kampmann. De dominerende stilarter i 1800-tallet var først nyklassicismen og senere historicismen. Historicismen er rigt repræsenteret på Carlsberg.
Og med lukningen af bryggerivirksomheden i Valby og anlæggelsen af en helt ny bydel på 33 hektar får offentligheden nu – efter 161 år, hvor der kun har været adgang for ansatte og gæster på bryggeriets særlige rundvisninger – adgang at studere områdets helt ekstraordinært smukke eksempler på historicisme. Stilarten, som gjorde en dyd ud af at låne fra tidligere tiders arkitektur, blev af eftertiden, ikke mindst af de spartanske modernister, nærmest lagt for had.
'Konditorarkitektur' ’Stilforvirring’ og ’konditorarkitektur’ er bygningerne med foragt blevet kaldt på grund af brugen af udsmykninger og pynt uden andet formål end at få byggeriet til at tage sig pænt ud. Men – som man ved selvsyn kan konstatere i en ny bog, ’Arkitekturen på Carlsberg’ – historicismen er også udtryk for en ofte vildt fabulerende og fantasirig byggeskik, som puritanere måske vil rynke på næsen af, men som i hvert fald ikke kan kaldes kedelig.
Desuden emmer de fleste huse på Carlsberg af en kærlighed til detaljen og håndværket, som man godt kan savne i megen senere arkitektur.
