Når man i nekrologer skriver, at ’nu er en stor stemme blevet tavs’, er det som regel et billede, man bruger, med mindre det er en operasanger, det drejer sig om.

Men i tilfældet Thomas Winding ville det være sjusk og uhørt mangel på præcision ikke at bruge netop den formulering. For selv om Thomas Winding var uendelig mangt og meget i løbet af sit lange liv, så var han for de fleste danskere ikke bare en stemme, men den stemme, der inkarnerede de bedste oplevelser foran tv-skærmen i monopolets dage, hvor kulturradikale lejesvende og subversive skolelærere efter forgodtbefindende fyldte vores hoveder med noget, de mente var kvalitet og underholdning med mening. Det kan godt være, at det var svenske Astrid Lindgren, der skrev ’Emil fra Lønneberg’ og burde have haft Nobelprisen for det; men det var Thomas Winding, der leverede den kongeniale speak, da dansk fjernsyn sendte Olle Hellboms pragtfulde visuelle versionering.