Personen må virkelig være krøbet langt ned i sædet. Altså den person, der fredag aften syntes, det var helt i orden at udnytte Koncerthusets følsomme akustik til at få den vedvarende, knitrende lyd af en plasticpose, der blev krammet, til at fylde rummet om kap med de første sarte takter af Richard Strauss’ symfoniske digt om en gammel mands dødskamp og, til sidst, hans fredfyldte udånden.

Leonidas Kavakos på dirigentpodiet slog af. Han stoppede simpelthen orkestret og vendte sig om mod personen, og i, hvad der føltes som en evighed, stod han bare og stirrede stumt og hvast i retning af vedkommende.