Forleden sad jeg i den københavnske metro. Det synes som en relativt ufarlig og undselig oplevelse, som mange mennesker har hver eneste dag. Men denne dag var anderledes. Foran mig sad nemlig et lille menneske, og da jeg ved et tilfælde havde sat mig næsten forrest i metroen, kunne vi sammen følge metalormen, som den arbejdede sig frem, ned, op og gennem sine tunneller under den pulserende by.
Og det lille menneske foran mig var begejstret på den måde, som kun børn kan være. Umiddelbar, livsglad, nysgerrig begejstring over det teknologiske vidunder, som metroen jo faktisk er.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


