Klumme afMette Mølbak

Madredaktør

I januar har jeg tilbragt en god rum tid i metroen. Jeg har kæmpet mod min egen refleks om at hive telefonen frem, mens jeg har studeret alle dem, der sidder med bøjet nakke. Det er mange.

Ligeså snart man har tilkæmpet sig et sæde, kommer telefonen op af tasken

Lyt til artiklen

Jeg har købt mig selv en nytårsgave. Ikke til fitnesscenteret, som så mange andre. Nej, jeg har givet mig selv en anden slags gave. 30 dages fri brug af metro, S-tog og bus her i januar, så jeg – den kuldskære, dovne hund jeg er – slipper for at stride mig igennem vinterkulden på cykel for at komme på arbejde eller rundt i byen.

Men de mange metroture er også blevet et antropologisk studie i metrofolket. Hvem er det, der dagligt går ind og ud af metroen? Der er flere fællestræk. Metrofolket er tavst. Der er stort set ingen, der siger noget til hinanden, medmindre man rejser sammen eller har en telefonsamtale kørende.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Group 2

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her