Den gamle ørn Tolstoj er med os igen. Eller snarere over os, for at læse ham kan føles uventet stærkt – som om han pludselig styrtdykker ned og griber én i nakken. Hovedværkerne ’Krig og fred’ og ’Anna Karenina’ har længe foreligget i nyudgaver, mens hans mindre værker har hørt til de uhævede skatte.
Men inden for det sidste år har tre forlag – anført af det seje lille klassikerforlag Bech i Horsens – genoplivet både den unge Tolstojs ironiske ’Sevastopol-fortællinger’ fra 1850’ernes Krimkrig og den gamle Tolstojs barske moralske fortællinger.
I fjor kom de to kortromaner ’Ivan Iljitjs død’ (1886) og ’Herre og tjener’ (1895), og de har været blandt min vinters store læseoplevelser. Den første handler om en dommer, der har social succes, men et ondt ægteskab og dør som 45-årig, ædt op af sygdom og fortvivlelse over at have levet »ved siden af«.
LÆS OGSÅ:
Den anden historie tegner en grådig købmand, der for at gøre en god handel vover sig ud i en livsfarlig snestorm og fryser ihjel, men med sin sidste livsvarme redder sin trofaste gårdskarl.
Miraklet er, at både dommeren og købmanden til egen overraskelse oplever døden som et lys, da de i deres sidste øjeblikke indser, at de har levet på hule værdier – i løgn, hykleri og forfængelig materialisme. Det er jo moralen fra Markus-evangeliet: Hvad gavner det et menneske at vinde hele verden – og miste sin sjæl?
Men når disse mesterværker virker så moderne, er det også, fordi de minder om eksistentialisternes analyse af det fremmedgjorte, uautentiske liv – ’uegentligheden’, som de sagde.
Dør af begærlighed
Denne livsvisdom søgte Tolstoj i 1880’erne at udbrede til tsar-Ruslands »sultne millioner« i en ny type folkelige historier. Det blev til 22 af slagsen, og fire foreligger nu igen på dansk i bindet ’Udvalgte fortællinger’.
To af dem handler om, hvordan Den Onde – ham »med horn og hove« – kan lokke godtfolk ud i hævn og bjærgsomhed. Ivan og Gavril optrapper deres nabostrid fra »kalkunsk huggeri« til vold og ild, så den halve landsby brænder ned, indtil Ivans gammelfar får dem til at slutte fred. Bonden Pákhom flytter til stadig nye egne for at få mere jord, mere jord! – og dør af sin begærlighed.
Bindets to andre fortællinger handler om næstekærlighed, der belønnes. En fattig skomager tager en nødstedt landstryger i huset, og den sære fremmede viser sig at være en forstødt engel, som efter seks år får Guds tilgivelse. To pilgrimme begiver sig mod Jerusalem.
Den ortodokse Jéfim når frem, men i glædesløs mistro til andre, mens den godhjertede Jeliséi undervejs bliver hængende i en hungerramt landsby for at hjælpe den på fode. Det må være Guds vilje, mener han. Det mener Gud også.
Amen. Det lyder som bibeltraktater, og to af historierne udgår fra skriftsteder, men Tolstoj bruger bevidst almanakhistoriens enkelhed – med underfundig virkning.
Advarsel mod frigjorte kvinder
Mere primitiv i idé og fortælleform er den berømte/berygtede ægteskabsroman ’Kreutzersonaten’ (1890), der er Bechs Forlags sidste tilskud til Tolstoj-renæssancen.
Rammen er, at fortællerjeget på en togrejse møder en godsejer, som med glødende øjne og over glødende cigaretter betror ham sit drama.
