Da den moderligt beskyttende kæmpebjørn i Iñáritus ’The Revenant’ kastede sig voldsomt over Leonardo DiCaprio og begravede tænderne i hans ryg, fik de visuelle effekter det til at se så troværdigt ud, at jeg genfandt min barneangste tro på, at film er truende virkelighed. Jeg måtte opgive afstanden mellem hjerne og lærred og acceptere: Det der, det sker faktisk. De har pudset en bjørn på Leo, og bjørnen, den er vred.

Og da Sandra Bullock i 2013 svævede rundt i rummet i Alfonso Cuaróns mesterværk ’Gravity’ i svimlende 3D, så ravede vi alle rundt derude i iltfattig rumdragt og kunne se vores blå planet fra universets uendeligheds perspektiv. Den overmandende filmteknologi tilbød et faktisk nyt syn på det hele.